

Landsmødet er fuldt booket - bliv tilmeldt venteliste
Tilmelding til FRISKOLERNEs Landsmøde og generalforsamling
Selvom Landsmødet er fuldt booket, så er det stadig muligt at blive tilmeldt ventelisten.
Så har du lidt is i maven, og lyst til at være med den 29.-30. april, så tilmeld dig ventelisten her.
Deltag gratis i generalforsamlingen
Generalforsamlingen er altid gratis at deltage i, men vi vil gerne have en tilmelding fra dig.
Så send os en mail, hvis du ønsker at deltage i generalforsamlingen lørdag den 29. april kl. 14-17.
Hvor du sætter din fod – sætter du spor!
Kom og vær med til at sætte spor i din forening sammen med mennesker fra friskoler fra hele landet.
FRISKOLERNEs landsmøde er mødested for alle, der er knyttet til friskolen, og der er noget for enhver smag – uanset om du er pedel, forælder, skoleleder, pædagog, bestyrelsesmedlem, lærer eller noget helt syvende.
Glæd dig til et døgn med foredrag, musik og sang og 13 forskellige saloner at vælge imellem – fra debat med Maria Ørskov Akselvoll til crazy korssting, DGI-salon, skolens internationale samarbejde og mange andre.
Du får spændende foredrag med Benjamin Koppel, Daniel Rye og intimkoncert med Baal.
Landsmødet giver dig faglige input, refleksion, gode grin og vigtige netværk, mens vi minder hinanden om styrken ved at sætte spor i os selv og andre.

Giv din stemme til kende ved Generalforsamlingen
Lørdag kl. 14.00-17.00 afholdes foreningens generalforsamling.
Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig.
Der skal i 2023 vælges fire personer til FRISKOLERNEs bestyrelse.
Herunder ser du en præsentation af de kandidater, der stiller op til valg til de fire ledige pladser i FRISKOLERNEs bestyrelse.
Fristen for opstilling til bestyrelsesvalget 2023 var den 1. april 2023.



-
Salon 1: Urolige og ukoncentrerede børn — alle børns deltagelsesmuligheder
Hvordan skaber vi bedre deltagelsesmuligheder for alle børn?
De fleste af os har mødt de urolige og ukoncentrerede børn. De har måske svært ved at sidde stille i undervisningen, og ved andre aktiviteter, hvor det forventes at man sidder stille. Det kan også være, at det er børn, der skal have de samme beskeder mange gange, uden nødvendigvis at følge de anvisninger de får, og det kan være børn, der har svært ved at indgå i leg eller samarbejde.
Der kan være mange grunde til, at børn kan have svært ved at leve op til det der forventes. Sammenholdt med, at flere børn skal inkluderes i det almene, bliver det en kompleks opgave for de fagprofessionelle i daginstitutioner og skoler, og undersøgelser viser at mange af de fagprofessionelle føler sig utilstrækkelige i forhold til opgaven.
I salonen vil vi komme ind på, hvordan kan vi forstå denne gruppe af børn og hvordan kan vi skabe bedre deltagelsesmuligheder for dem i børnehaven og skolen. Vi vil også tale om, hvad har de brug for fra de voksne, der er omkring dem, så de kan trives og udvikle sig.
Salonen vil foregå i en vekselvirkning mellem oplæg, film, øvelser og debat.
Salonholdere: Mette Birk, cand.pæd.psyk., PMTO-terapeut, konsulent, og Marie Stegger Sørensen, cand.psych. og Centerchef. Begge ved Center for ADHD. Se mere på adhdcenter.dk.
-
Salon 2: Hvordan ville du omskrive lovene for at gøre dem mere retfærdige?
Kunstner Stine Marie Jacobsen vil demonstrere kunstprojektet Law Shifters, som engagerer unge i lovgivning og demokrati ved at give dem mulighed for at agere som både dommere og lovgivere. Law Shifters projektet får unge til at diskutere deres politiske holdninger, etiske synspunkter og retfærdighedssans, mens de dømmer rigtige retssager påny og skriver nye lovforslag, der afspejler den virkelighed, som de er en del af i dag. Hvad ville din dom være i en retssal?
I denne salon har du mulighed for at få kendskab til metoden ved selv at deltage i et retssagsrollespil modereret af kunstneren. Metoden er delt i hendes Law Shifters bog, som er målrettet skolerne med og indeholder undervisningsmateriale til studerende i grundskolen og gymnasiet. På landsmødet vil der være gratis eksemplarer at få.
Læs mere om Law Shifters her.Salon er praksisrettet og du får mulighed for at høre om metoden fra Louise Lund, der er lærer på Den fri Hestehaveskole. Louise har afprøvet materialet sammen med 9. klasse i samfundsfag.
Salonholdere: Stine Marie Jacobsen, kunstner og forfatter, og Louise Lund, lærer, Den fri Hestehaveskole.
-
Salon 3: Det grænseløse forældreskab. Fra kontaktbog til AULA
Sociolog, PhD og forfatter Maria Ørskov Akselvoll, vil med udgangspunkt i sin nye bog ”Det grænseløse forældreskab” og mange års forskning i forældreskab bringe forældrenes rolle, i skolens opgaver i spil.
Maria sætter bl.a. spotlight på forældrenes engagement i sociale arrangementer, der skal fremme børnenes trivsel, og viser at Paprika Steens nye film Fædre og mødre på nogle måder ikke er så langt fra virkeligheden. Hør evt. DRs Genstart fra 1. december.Vi skal reflektere over om:
- mere forældreinddragelse altid er bedre?
- den accelererede forældreinddragelse reproducerer sociale forskelle – hvem magter at følge med?
- skolen og lærerne med fordel kan tage nogle af opgaverne tilbage?
Salonen vil være en vekselvirkning mellem oplæg og debat med deltagerne. Det bliver en levende og aktiv salon for pædagoger, forældre, lærere og bestyrelser. Der er meget på spil, når vi har ansvaret for forældres børn!
Salonholder: Maria Ørskov Akselvoll. Sociolog, PhD og forfatter.
Se mere på mariaakselvoll.dk
-
Salon 4: Gyrotakutryk, boblekunst og fabelstreger...
Vær med til at skabe ordløse fortællinger på papir.
Vi indfanger stemninger og sætter kursen mod fortællingen hen over et gulnet søkort med sanselige virkemidler fra friske fisk, blæksprutteblæk, sæbebobler og din egen personlige streg.
Gyrotaku er en japansk kunstform fra 1800-tallet, hvor rige fiskere iscenesatte og forevigede deres trofæfangster gennem bearbejdede naturtryk.
Salonholder: Sofie Sandal, Illustrator, billedkunstlærer og huskunstner på Hjemly Friskole.
-
Salon 5: Rytmisk kor -på den fede måde
Kor: Studier har igen og igen vist, at man bliver glad af at synge – og især af at synge sammen med andre!
I salonen her skal vi synge rytmisk kor på den rigtig fede måde! Line Groth medbringer et korarrangement af et nyere pophit, og i løbet af de to timer lærer vi både at synge korstemmerne og leger med vores egen stemme, klang og vores performance, når vi synger.
Alle kan være med, og man behøver ikke at have sunget i kor før. Bare man har lyst til at give lidt af sig selv og sin stemme - og opleve glæden ved at synge sammen!"
Salonholder: Line Groth Riis, korleder. Se mere på linegroth.dk
-
Salon 6: Kan crazy korssting udløse både dopamin og grin?
Hell yes! Kom til BADASS Broderi Salon og hør bl.a. om Trines skæve vej ind i korsstingenes verden.
Der er fokus på hvordan tilgangen til broderi er vanvittig vigtig for at fange interessen hos dem, der normalt ville gå i en laaaang bue udenom nål og tråd.Vigtigheden af, at have noget andet end mobilen mellem hænderne, kommer vi heller ikke udenom. Det kan nemlig noget det der håndarbejde!
Så længe man ikke bliver tvunget til at brodere egern med seler…!
Alle får et broderikit med titlen ”Fuck bagsiden” så linjen er lagt og du kan godt regne med at få ild i nålen og smil på læben.
Salonholder: Brodøse Trine Runge Jessen. Se mere på broderist.com
-
Salon 7: Bevægelse og leg - salon ved DGI
Få inspiration til små aktive øvelser der kobler krop og fysisk bevægelse med kognitive/faglige opgaver. Alle øvelserne er sjove, skaber energi og styrker fællesskabet i gruppen. Lær at lave re- og progression i øvelserne, så de passer til børnenes niveau og behov.
Øvelserne kan både anvendes til at optimere en konkret faglig læring, skabe et break med bevægelse og til at ryste børnene sammen på nye måder.Salonholder: Linn T. Busch, instruktør, fysioterapeut og sundhedskonsulent. Landsinstruktør i DGI Smart training og forfatter til bogen Energizers.
-
Salon 8: Internationalt samarbejde og Erasmus+
En salon om at samarbejde med andre skoler internationalt:
- Hvorfor er det overhovedet interessant at lave internationalt arbejde?
- Hvordan kan det organiseres på et organisatorisk niveau og i praksis?
- Hvilke muligheder er der for rejser med elever?
- Hvilke muligheder er der lærerkurser i udlandet?
Der vil være mulighed at tale generelt om den internationale dimension i undervisningen og spørge specifikt ind til, hvordan I selv kommer i gang med det internationale arbejde på jeres skole.
Salonholdere: Thomas Visby, skoleleder på Vester Skerninge Friskole på Sydfyn, Maja Kvist, skoleleder på Gislev Friskole & Børnehus på Midtfyn og Simon Janlow, international koordinator på Gislev Friskole & Børnehus.
På Friskolernes hjemmeside kan du læse mere om internationalt samarbejde på friskolerne.
-
Salon 9: Frirummet: Demokrati og pædagogisk praksis – ny bogudgivelse
Alle skoler skal tilbyde eleverne demokratisk deltagelse.
Hvis demokrati er en livsform, som hver generation skal udvikle og vedligeholde, er det afgørende, hvordan demokratiet får plads og liv i en samfundsbærende institution som skolen. Hvordan skabes der mulighed for deltagelse? Hvordan organiseres, prioriteres og indholdsudfyldes fællesskaberne? Og hvordan fordeles ansvaret for dem?
I denne salon stiller vi skarpt på spørgsmål som disse, når vi lægger op til refleksion over og diskussion af det pædagogiske arbejde med demokratisk dannelse og deltagelse.Salonen åbner for en diskussion af skolen som et demokratisk rum med afsæt i en dugfrisk udgivelse fra Frirummet, som samler eksempler på læreres, lederes og elevers arbejde og oplevelser med demokratisk deltagelse, engagement og fællesskab.
I salonen hører deltagerne lidt om arbejdet med bogen og afprøver konkrete øvelser, der kan bruges i det pædagogiske arbejde med at udvikle og styrke børn og unges demokratiske deltagelse.
Salonholdere: Josefine Weng, projektleder, og Vanessa Paladino, Pædagogisk Udviklingskonsulent, begge i Frirummet. Se mere på frirummet.org
-
Salon 10: Friskolens bestyrelse – det gode samarbejde
Efter oplæg fra Grønbjerg friskole, drøftes det gode bestyrelsessamarbejde. Hvad driver arbejdet og hvor er ressourcer og faldgruberne i en engageret gruppe af forældre der skal arbejde sammen med skoleledelsen.
I salonen tager vi udgangspunkt i jeres bestyrelsesarbejde og udveksler erfaringer. Salonen vil være et mødested for bestyrelsesmedlemmer, og hvem ved måske er der grobund for netværk mellem bestyrelsesmedlemmer på tværs af skolerne?
Salonholdere: Niels Henrik Larsen, skoleleder, og Pernille Refslund, formand for bestyrelsen, Grønbjerg friskole.
-
Salon 11: Netværkscafé – speed-dating med gode friskoleideer
Vi kender det allesammen. Vi har været af sted til kursus eller konference og indholdet har været godt, men vi fik faktisk lige så meget ud af den snak, der foregik ved kaffen i pauserne. Det er her, vi lader os inspirere af andres måder at lave friskole på.
I denne salon vil vi prøve at sætte i system og facilitere denne snak. Så tag et par gode ideer med hjemme fra din skole, du gerne vil dele med andre og kom hjem med en masse inspiration fra andre skoler - og kontaktoplysninger så du ved, hvor du skal henvende dig, hvis du vil arbejde videre.
Salonholder: Rene Tholander, skoleleder, Kalundborg Friskole
-
Salon 12: Frie prøveformer – et forskningsprojekt på prøvefri friskoler
FRISKOLERNE og EFTERSKOLERNE har i samarbejde med CeFU igangsat et forskningsprojekt omkring frie prøveformer. På denne salon kan du møde Mette Pless og Arnt Louw fra CeFU, der er forskere på projektet og skoleleder Helle Jørgensen fra Middelfart Friskole, der er en prøvefri friskole.
I salonen vil Arnt og Mette præsentere jer for de foreløbige resultater af forskningsprojektet og Helle vil fortælle, hvordan der arbejdes med prøvefrihed på Middelfart Friskole. Der lægges herefter op til en samtale omkring styrker og udfordringer i frie prøveformer.
Salonholdere: Mette Pless, lektor, CeFU og Arnt Louwlektor, lektor, CeFU og Helle Jørgensen skoleleder på Middelfart friskole. Se mere på Cefu.dk
-
Salon 13: Ny sangbog
Sangbogsudvalget inviterer til samtale om den nye udgave af Dansk Skolesangbog.
Vær med til at give dit input til sangbogsudvalget. Samtalen bliver naturligvis krydret med fællessang.Sangbogsudvalget består af: Helene Ejler, Per Krøis Kjærsgaard, Britta Kold og Peter Mondrup.
Allerede inden landsmøde har du mulighed for at bidrage til den nye sangbog: Alle kan komme med forslag til nye sange, som sendes til sangbog(at)friskolerne.dk senest d. 1. april 2023. Husk at medsende tekst, noder og evt. lydfil.
Se også friskolernes hjemmeside.Salonholder: Peter Mondrup, medlem af sangbogsudvalget, tidl. skoleleder og konsulent i Friskolernes Hus.



