Der dumpede en diger bog ned på mit skrivebord med titlen Digital Demens.

Det blev afsættet til denne artikel, som skulle vise sig at ende et helt andet sted, end jeg havde regnet med. Når du har læst artiklen, har du forhåbentlig opnået en erkendelse og lettelse i forhold til dine børns digitale liv.

Jeg er far til to piger på 13 år og en dreng på 11 år. Specielt min dreng er fuldstændig bidt af onlinespillet Fortnite, som i dag spilles af over 125 millioner brugere over hele kloden.

Hvis du er én af de få, som endnu ikke har fået denne tidsrøver inden for dørene, så går spillet, i korthed, ud på at skyde alle andre i spillet og være den eneste overlevende tilbage på en eksotisk kamp-ø. Undervejs bliver du udsat for storme, der presser spillerne sammen på banen, skattekister med våben og

farvestrålende karakterer, der danser sjove danse, når de har nakket dig bagfra med en shotgun. Spilgenren hedder Battle Royale og bygger på en japansk kultbog og -film, som udkom i 1999/2000. I filmen sættes 42 børn og unge ud på en øde ø og skal kæmpe for livet, til der kun er én overlevende tilbage. Samme univers som bruges i bestsellerserien, Hunger Games.

Genren er altså langtfra ny, men specielt to spil, Fortnite og PlayerUnknown’s Battlegrounds (PUBG), har erobret verdensscenen og vores børneværelser med en kraft, der næsten ikke er til at styre. Fortnite har oplyst, at de nu har over 125 millioner spillere, og at der på et givent tidspunkt i 2018 var 3,2 millioner aktive spillere i gang på platformen på én gang.

Min søn kommer jævnligt forbi og spørger, om han ikke kan få 30 kroner på mit dankort. “Til hvad?”, er mit typiske svar, hvorefter jeg overvældes med ord som skins, emotes og frygten for at vise sig som en pleb og no-skin. (Lær at tale fortnitsk på friskoler.link/fortnite_lingo.)

Fortnite er gratis, men solgte accessories for 2 milliarder kroner alene i maj måned 2018.

Der er altså enorme kommercielle interesser på spil i at fastholde min søns opmærksomhed. Firmaer, som på ingen måde tager stilling til, om det er godt for ham.

Skærmjunkier
Det bringer os tilbage til bogen Digital Demens, som er en genudgivelse fra 2012 af den tyske psykiater, Manfred Spitzers samling af forskning på området: computerspil og sociale mediers skadelige virkning på børn. Bogen er blot én i rækken af læger og psykologers advarsler til os forældre om at begrænse vores børns tid foran telefon- og computerskærme.

I dette magasin interviewede vi sidste efterår lægen, Imran Rashid, som var bogaktuel med SLUK. (friskoler.link/sluk):

“Vi har tilpasset os digitaliseringen helt uden vanlig kritik, og nu er vi udsat for en digital hjernevask på 60 grader, hvor vi langsomt bliver kogt uden at opdage det,” sagde Imran Rashid og bakkes op af Manfred Spitzer:

“Der er nu kommet et langt større vidensgrundlag, der viser, at der er konkrete, videnskabeligt påviste farer og bivirkninger ved informationsteknologien,” siger Manfred Spitzer i det friske forord til 2012-bogen.

For at cementere teknologiens dårlige sider, sendte DR i august 2018 serien Eksperimentet: Familien som skærmjunkier.

Her blev familien Agerskov Brostrøm fra Lyngby udsat for et skærmeksperiment. I tre uger skulle de maksimere deres skærmforbrug. Det vil sige, at børn og voksne skulle være så meget på skærm, som de orkede. Også om aftenen efter normal puttetid for børnene. Læger, hjerneforskere og en psykolog målte så familiemedlemmernes tilstand. Næste skridt var en tre ugers periode med skærm-fri. Og familien blev igen målt af videnskaben.

Resultaterne var skræmmende, specielt for de yngste børn. Den yngste pige steg 12 slag pr. minut i hvilepuls, og resten af familien sov dårligere og havde øgede mængder af stresshormonet kortisol i blodet. Hjernescanningerne viste, at hjernen var påvirket af skærmkigningen. Det var de såkaldte hvilenetværk, som var under pres.

“Da familiemedlemmerne brugte mest tid foran skærmene, blev hvilenetværket påvirket, og det kan tyde på, at de blev dårligere til at slappe af, finde ro og lade tankerne vandre,” siger hjerneforsker David Meder i programmet.

Altså stærke indikationer på, at intensivt skærmforbrug er skidt for både voksne og børn. Måske ikke så overraskende, men jeg vil gerne vide, om min søn bliver voldelig i den virkelige verden, når han dagligt slår andre ihjel i skydespillene?

Svaret på dét spørgsmål kommer i høj grad an på, hvem du spørger.

Ikke værre end Tetris
Manfred Spitzer henviser i sin bog til undersøgelser, der viser, at vold i film og computerspil påvirker børn og unges evne til at sætte sig ind i andres følelser – empatien. I samme åndedrag fremdrager han flere eksempler på, at gamere er fem gange så lang tid om at komme nødstedte til hjælp. Manfred Spitzer har undersøgelser, der påviser, at jo mere vold, der er i en biograffilm, jo længere tid er biografgængerne om at rykke til hjælp.

Og han sætter lighedstegn mellem denne undersøgelse og vor tids computerspil:

“Vores værdisystem bygger på frihed, lighed og retfærdighed og forudsætter, at mennesker er i stand til at udvise medmenneskelighed; ellers kan vores samfund ikke eksistere,” siger Manfred Spitzer.

Men står det virkelig så slemt til? Hjemme i privaten er min egen fornemmelse, at sønnike har meget godt styr på at skelne mellem virkelighed og fiktion. Og i flere af computerspillene respawner man jo bare, når man har taget et direkte hit – man dør jo ikke.

Vold i medier har været en diskussion i 100 år. Først var det bøger, så film og nu på computeren, siger professor emeritus ved Center for undervisningsudvikling og digitale medier, Carsten Jessen, og fortsætter:

“I al den forskning, jeg har været med til at lave i Danmark, er der intet, der tyder på, at volden skulle smitte,” siger han.

At skydespils-gamere skulle være mere aggressive er en myte, som bunder i et forkert fokus, mener Carsten Jessen. Han har gennemtygget undersøgelser, der viser, at aggressionen ikke har noget med spillets indhold at gøre. Det handler om ærgrelse ved at tabe et spil – et hvilket som helst spil. Et engelsk studie har vist, at man kan måle de samme aggressioner hos en testgruppe, som spillede det klassiske lommespil Tetris, hvor forskelligt formede blokke daler ned fra himlen og skal stables i højere og højere tempo.

Jeg føler mig derfor lige vidt i min søgen efter svar på spørgsmålet om, hvorvidt børn skal have lov til at spille. Eller om jeg i virkeligheden om få år vil blive kigget på som uhyggelig naiv i bagklogskabens klare lys.

Og google-søgning gavner intet: “Voldelige computerspil skærper børns moral”, “Computerspil gør børn aggressive.” Overskrifterne skyder i hver sin retning. Tilbage sidder jeg med junior foran skærmen og mig, stående bagved mere og mere skinger i stemmen, når jeg vil have ham ud og spille bold mellem to kantsten og til sidst truer med forbud og wifi-shutdown. Jeg stikker snuden tilbage i research-sporet og finder noget, som jeg kan bruge: Anne Mette Thorhauge er lektor på Københavns Universitet og afliver myterne om, at børn bliver afhængige, ligesom narkomaner. Konflikterne i hjemmet handler om noget andet.

“Én af de væsentligste grunde kan du kalde work/life-balance for børn. Der er en alvorlig interessekonflikt i forhold til at gøre forældre og venner tilfredse på én gang,” siger Anne Mette Thorhauge.

Hun beskriver situationen, hvor der bliver kaldt til aftensmad. I spillet er der måske en reel chance for at vinde sammen med de tre andre venner i Fortnite. Så hvad gør barnet – tager konflikten med sine forældre eller svigter sine bedste venner og bliver måske skyld i, at et rigtig godt spil falder på gulvet.

“Forældre er nødt til at forstå, at der for drengene ligger et stort stykke arbejde i at opnå succes og niveau i spillene. Negligerer du det, er kimen lagt til store konflikter,” siger computerspilsforskeren.

Der er en del små opdagelser i Mette Thorhauges undersøgelser, men det er helt klart generationskløften og de medfølgende familiekonflikter, der fylder.

Forældre – tag ansvar!
Forældre skal altså lade være med at give elektronikken og udviklingen skylden for familiens eventuelle mistrivsel.

“I stedet skal vi tage vores ansvar på os, som generationer før os har måttet gøre, når udviklingen overhalede vores egne erfaringer indenom,” siger digital trendanalytiker og radiovært på radioprogrammet Elektronista, Christiane Vejlø.

“Det er på ingen måde første gang i historien, at man forsøger at løse problemet med uhensigtsmæssig brug af teknologi med et forbud af selve teknologien. Det er sådan cirka al ny teknologi, som mennesker bruger, der kommer igennem den mølle, når slagsiderne begynder at vise sig,” siger hun.

I stedet skal vi som voksne guide vores børn til at få en fornuftig omgang med de nye digitale muligheder.

“Vi er på et tidspunkt i historien, hvor vores liv med teknologi ikke længere blot handler om alt det, vi kan. Men om, hvad vi egentlig skal og bør. Det handler om digital dannelse, og det er i langt højere grad det, vi har brug for at tale om end forbud,” siger Christiane Vejlø.

Og der er flere bud på, hvad vi som forældre kan gøre. Vi kan for eksempel starte med at være interesserede i spillenes univers i stedet for at nedgøre og fordømme dem.

“Sæt dig ned og spil med. Så bliver de mere fredelige principper bag spillet nok lettere at forstå,” siger professor emeritus, Carsten Jessen.

Da jeg er ved at være færdig med gennemlæsningen af de mange modsatrettede artikler, opdager jeg til min lettelse én ting, som alle forskerne er enige om. Tiden! Det betyder noget, hvor længe børnene er på, og at de kommer i seng og sover om natten.

“Forældre er nødt til at sætte en grænse for, hvor lang tid børnene må spille. Børn skal også bevæge sig og være i den fysiske verden,” siger Carsten Jessen.

Og ja tak for den påmindelse. Den rammer lige ned i den erkendelse, jeg sidder tilbage med – og her kommer de to kilo gulerødder så ind i billedet.

På magasinet IForms hjemmeside faldt jeg over en debattråd, hvor to (nok helt unge) piger diskuterer, hvad daglig indtagelse af to kilo gulerødder gør ved kroppen – og om det er en smart slankekur.

“Jamen, det er da sund fornuft, at det nok ikke er sundt!”, råber jeg ind i skærmen.

Og mærker jeg efter, så skriger min fornuft det samme til mig, når jeg hører om børn, som sidder 6-8 timer foran en computerskærm.

Er vi forældre blevet lullet så meget i søvn af modsatrettede undersøgelser og overskrifter, at vi har glemt den sunde fornuft? For ja, to kilo gulerødder hver dag giver dig en meget sjov orange kulør og en overhængende fare for a-vitamin-forgiftning.

I mit hjem er der nu sket følgende: I ugeskemaet på køleskabet er der kommet et nyt felt i sønnens farve. Feltet hedder E-sport og foregår én time hver eftermiddag og lidt mere i weekenden. Nu kan min søn spille uden følelsen af skyld og skam. Og så har jeg downloadet Fortnite på min computer, så jeg engang imellem kan lave en DUO med ham og blive fælt ydmyget på Battle Royale-øen.

Denne artikel blev bragt i Magasinet Friskolen nr. 10, oktober 2018.

Læs alle magasiner GRATIS:
iPhone/iPad // Android- Smartphone/tablet // Computer