Det er her og nu og ikke forpligtelser ud i fremtiden. Nutidens forældre lever livet anderledes, end vi har været vant til i friskolen. Far kan være kok til fællesspisning eller lægge flis på skovstien ved skolen, men er ikke nødvendigvis interesseret i de traditionelle og forudsigelige arrangementer, som vi på skolerne er vant til at styrke fællesskabet med.

Lige nu sniger en langt mere individorienteret tilgang til børn og skole sig ind på os. Det er ikke, fordi forældrene er imod fællesskabet og de værdier, som vi tilbyder, men de har bare helt andre måder at leve det ud på, end vi er vant til. Så lad os prøve at se, hvor vi kan mødes, for uden det tætte fællesskab med forældrene, går det ikke.

Dine, mine og vores børn og Berlin Maraton
Vi bliver nødt til at justere vores tilgang og se positivt på de muligheder, nye tider bringer. Et kernepunkt er sjovt nok logistik. Nutidens familier er hængt op på logistik i en grad, som gør det svært at planlægge langt frem i tiden. Der skal byttes børn i de sammenbragte familier eller løbes maraton i Berlin. Så er der lige bedsteforældrene. De har travlt i de unge familier, de rejser i weekender og ferier, der er to eller flere karrierer, og så skal der også trækkes på den sociale kapital på arbejdspladsen, som i dag fylder meget – også på det menneskelige plan.

Så det er ikke, fordi de ikke vil os, de moderne familier, der er bare lige alt det andet. Og måden du giver til fællesskabet på, har ændret sig. De springer til, når muligheden opstår eller ideen lige passer ind i den travle hverdag. Og helst, når det er lidt uforpligtende. Måske er der mulighed for en hurtig gang leg og kaffe på en af byens legepladser søndag eftermiddag, og “så må du komme, hvis du kan”. Eller hvad med at blive i skolegården og lave praktisk matematik med 3. klasse, når du møder sent på arbejde en dag? Det virker!

Fra 1. maj til mig først
I en mere tilbageskuende kontekst var fællesskabet først og fremmest et nødvendigt arbejdsfællesskab, som på bedste vis blev rundet af med traditioner og fester. Vi havde stærke fælles foreninger omkring os, idrætsforeningen, landboforeningen og husmorforeningen eller fagforeningen. Alle foreninger, som i dag kæmper med manglende medlemstilgang og iltsvind. Især når det gælder initiativrige medlemmer, som vil bruge deres fritid på at afholde turneringer, kæmpe for en sag eller tage ansvar som holdleder for miniputterne hver søndag. I dag kommer individet før fællesskabet – om ikke hver gang, så ofte.

I dag er selv familien blevet et mere flygtigt fællesskab. Ifølge Danmarks Statistik er der registreret 37 forskellige former for familiesammensætninger: Biologiske børn, særbørn og samværsbørn. Altså børn, som veksler imellem flere familiefællesskaber hver uge.

Flygtige fællesskaber
Derfor er det helt naturligt, at vi stopper op og spørger os selv, om disse stigende antal flygtige fællesskaber kan skabe værdi og bære noget, mens vi logger ud og ind. På Vejle Friskole har vi gjort dette tema til en central debat både i bestyrelsen og blandt alle ansatte. Som udgangspunkt har vi også spurgt os selv, om det stærke fællesskab fra før kan skabe værdi i dag, eller om vi får krampe af at holde til ilden og opildne til at tage del?

Et moderne fællesskab skal have en ramme som er så bred, at selv meget forskellige individer kan se sig selv i den. Det er ikke nyt, men de vilkår, vi gør det under, er nye. Vi er på vej væk fra en kultur, hvor vi som skole har autoriteten og retten til at definere fællesskabets rammer. Vi må på nye vilkår lave et fællesskab, som er så godt, at man vil give højre arm for at være med.

Først og fremmest er det nødvendigt, at vi gør os erfaringer med, hvilke værdier de flygtige fællesskaber kan skabe. I en mere individbaseret kultur ligger der et initiativ i forhold til at gøre noget, som er interessant eller sjovt for den enkelte, men dermed måske også for andre. Hvis det kan slippes løs til gavn for fællesskabet, så bevæger toget sig igen. Vi er derfor nødt til at være dygtige til slippe den enkeltes initiativ løs. Er det måske et hold til Knæk cancer? Eller indsamling af julegaver til fattige familier? Vi må kigge bredere og glemme, hvad der er i dét for friskolen i første omgang. Vi bliver omdrejningspunkt i en anden form og mere indirekte. Vi er for eksempel i gang med at gøre os erfaringer i de flygtige fællesskaber, kaffe i skolegården, “når du alligevel henter børn, bliv bare hængende lidt og ikke specielt om torsdagen, bare når du har tid.”

Madskole til travle forældre
Et andet af tidens store interesser er mad. Vi gør lige nu forsøg med en madskole, som i opbygning er en madskole for børn, hvor hele familien kommer og spiser med, men ikke hele året. Bare fire gange og “så kommer der nogle andre og laver mad og spiser med”.

Vi har med succes afprøvet samme koncept uden skole, men hvor forældrene kommer og laver mad og spiser sammen. Der er tilmelding fredag, og mandag er der så fællesspisning. Deltagelsen ligger mellem 25 og 50 mennesker, og tilbagemeldingen er, at det rammer godt ned i den travle børnefamilie, hvor ulvetimen nu tilbringes i et godt børne- og voksenfællesskab. Børnene løber ud og leger i mørket, mens de voksne vasker op. Gode samtaler bliver ført, og januar bliver lidt lysere.

Fest bare løs
På vores byskole er der ikke mange håndværkere tilbage, så vi har besluttet ikke at bede forældrene om at male og gøre hovedrent, da de ikke nødvendigvis gør det selv derhjemme, og kvaliteten derfor kan være meget svingende.

I en stor undersøgelse blandt forældrene skilte arbejdslørdagen vandene. Vi har lukket den for nu, men har på ingen måde opgivet at få forældrene til at indgå i skolens fællesskab. En af mulighederne er at lægge vægt på deltagelsen, men i højere grad indbygge en frivillighed i forhold til, hvad den enkelte byder ind med.

Samtidig er vi inspireret af et oplæg om moderne fællesskaber holdt af fremtidsforsker Birthe Linddal, hvor hun fremhæver skolernes traditionelle fester, som noget der har værdi også i dag. Alle kender indholdet, det er det samme hvert år og derfor let at gå til. Tak for det! Vi vil nødigt undvære festerne, og ser her en høj deltagelse, så der er ikke grund til bekymring.

Det skæve, det lystbårne og alt det andet
Ellers er vi undersøgende i det flagrende, det lystbårne, det skæve og ukonventionelle, som det loppemarked, hvor sælgerne måtte købe fra hinandens boder, fordi der ikke kom ret mange, eller det årlige fællesmøde mellem bestyrelse og ansatte, som vi måtte aflyse, fordi stort set hele bestyrelsen skulle noget andet. Det er alt sammen en del af at give køb på de meget håndfaste krav til deltagelse.

Først og fremmest skal vores fællesskaber ikke ligne kaffe hos svigerfamilien søndag mellem 14 og 16. Vi er nødt til at sætte os i modtagernes sted og tænke: “What’s in it for us?”

Denne artikel blev bragt i Magasinet Friskolen nr. 6, marts 2018.

Læs alle magasiner GRATIS:
iPhone/iPad // Android- Smartphone/tablet // Computer