fjern søgeboks

ALSANG 2020 - markér 75-året for befrielsen med sang

Selvom fejringen af 75-året for Danmarks befrielse bliver alternativ, bliver den stadig med sang i hele landet. Og alle kan være med!
Af: Mie Lund Hansen, Friskolernes Hus
Kategori
Pædagogik & skoleliv , Kurser & arrangementer
30.04.20

Både om morgenen og om aftenen vil man kunne fejre befrielsen med sang på DR.
Phillip Faber synger for på DR1 og P4 kl. 9.05 på En lærke letted, Kringsatt av fiender og Du er ikke alene, og om aftenen kl. 20-21 bringer DR1 en flot markering af befrielsen. Anført af flere kendte kunstnere kan man i løbet af aftenens program synge med på Man binder os på mund og hånd, Den danske sang, I Danmark er jeg født, Made in Europe og Altid frejdig, når du går.

Tekst og musik kan på forhånd hentes gratis på alsang.dk/online, da aftenprogrammets sange ikke er undertekstet. Man kan derfor stadig nemt synge med på dem alle.

I Go’morgen Danmark på TV2 vil man om morgenen den 4. maj have mulighed for at synge med på frihedssangen, En lærke letted, når to generationer mødes i sang: En 84-årig kvindelige visesanger - som var 9 år da Danmark blev befriet - synger sammen med en 10-årig pige fra DR BørneKoret akkompagneret af pianist og komponist Rasmus Skov Borring.

 

Danmarks friheds-fællessang
ALSANG 2020 igangsatte sidste år en storstilet sangskriverkonkurrence, Frihedssangen 2020. I slutningen af marts blev det offentliggjort at vindersangen, Frihedens lysdøgn, som er skrevet af Anne Vad, Julie Maria og Nikolaj Busk, er blevet optaget i den 19. udgave af Højskolesangbogen.

Danmarks nye friheds-fællessang skulle have været sunget til ALSANG-arrangementer i hele landet. De bliver jo af gode grunde ikke gennemført, men vi håber stadig, at folk vil synge den hjemme i stuerne, når de tænder lys i vinduet om aftenen den 4. maj,” siger lederen af ALSANG 2020, Ricco Victor.

ASP-HOLMBLAD har i den forbindelse sponsoreret 10.000 lys, som er blevet omdelt forskellige steder i landet sammen med en flyer med teksten til Frihedens lysdøgn. Hvis ikke du har været så heldig at få fingre i en flyer, kan du finde sangen – både som tekst og indspilning – på alsang.dk/frihedssangen-2020.

 

Andre alternative markeringer
Udover det, der foregår på DR og TV2, gennemføres enkelte andre ALSANG-arrangementer rundt i landet - også på alternativ vis. Vi kan eksempelvis nævne, at der live-streames fra Roskilde Festival Højskole, hvor befrielsen fejres med lys i vinduerne og fællessang med støtte fra ALSANG 2020. På den minderige aften er de medvirkende bl.a. Martin Gerup, Camilla Tiedt Frith, Jacob Heide og Jeanette Højby. Læs mere HER.

Herning er der også alsang til en 4. maj-fejring. Søren Ryge er vært ved et halv times program på TV Midt Vest, og der er fokus på fem befrielsessange. De medvirkende er Ensemble MidtVest og pianist Eunjin Ko Dey. Sangene er tekstede, så alle kan synge sammen hver for sig. Teamteatret medvirker også med monologer om frihed, pause og befrielse. Programmet er støttet af ALSANG 2020, Herning Kommune og Kulturelt Samråd Herning.

Vallensbæk Kommune fejrer 75-året for Danmarks befrielse med kæmpe stearinlys og korsang - og opfordrer borgerne til at følge med digitalt på kommunens Facebookside, og i Koldmose kan man komme til drive in gudstjeneste med alsang, hvor frihedsbudskabet afspilles kl. 19.36.

 

ALSANG Online
ALSANG Online er den gratis genvej til fællessang. Det har aldrig været nemmere at komme i gang, og der er tale om det største danske digitale fremstød på området nogensinde. Mange tusinde brugere har allerede benyttet tilbuddet, der giver adgang til 50 fantastiske fællessange. Det gør lykke på institutioner, arbejdspladser, i kor og i familier, og det altså også hér, at du kan finde de sange, der synges den 4. maj i år på DR.

Initiativtagerne bag projektet ALSANG 2020 er Grundtvigsk Forum, Dansk Forfatterforening og Spil Dansk. Spil Dansk står som projektejer bag den samlede koordinering af ALSANG 2020. ALSANG 2020 er primært finansieret af Nordea-fonden. Læs mere om projektgruppen, samarbejdspartnere og ALSANG-netværket HER.

 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12