Partierne på Christiansborg indgik den 22. april aftale om, at alle landets daginstitutioner skal kompenseres for merudgifter som følge af Corona.
Mange havde nok håbet på, at pengene var blevet tildelt direkte til de enkelte dagtilbud som en form for pulje-penge – eksempelvis med udgangspunkt i antal børn.
I stedet blev det således, at midlerne kommer til at indgå i økonomiaftalen med Kommunernes Landsforening.
Daginstitutionernes Landsorganisation (som FRISKOLERNE samarbejder med) har været i tæt dialog med ministeriet om spørgsmålet og har presset hårdt på for at få en forsikring om, at private dagtilbud også får andel i kompensationen. Det er der efterfølgende kommet en forsikring om fra finansministeren.
Det forlyder, at kommunerne er begyndt at sende skemaer ud til privatinstitutionerne om, hvad de har haft af udgifter. Dette arbejde bliver fra kommunernes side grebet forskelligt an, men uanset hvad, er det vigtigt, at de enkelte dagtilbud har dokumentationen i orden på, hvilke udgifter man har haft.
Vi vil gerne høre om det, hvis der er medlemsskoler med dagtilbud, som oplever, at kommunen ikke er indstillet på at tildele omtalte midler. I så fald vil vi gå videre med disse eksempler.