fjern søgeboks

Fælles opråb fra Uddannelsesdanmark

15 store danske organisationer bag fælles kronik. Hvordan rimer de smukke formålsparagraffer for vores uddannelser målrettet børn og unge med den virkelighed, de bliver præsenteret for på daglig basis?
Af: Maren Skotte, kommunikationschef
Kategori
Presse & politik
25.04.21

FRISKOLERNE har taget initiativ til at samle 15 af de største organisationer bag uddannelse af børn og unge i Danmark om en kronik, bragt i Berlingske den 26. april 2021.

Kronikken tager udgangspunkt i den aktuelle situation omkring unge, der mister opholdstilladelser for at blive sendt til Syrien og dermed fjernes fra deres uddannelser.

Politikere er ikke i sync med vores formålsparagraffer
De 15 organisationer peger på forholdet mellem de formålsparagraffer, danske (ud)dannelsesinstitutioner styrer efter, den politiske linje og de fundamentale værdier i Danmark.

Det er fastsat ved lov, at landets folkeskoler, friskoler og private grundskoler, efterskoler, højskoler, VUC´er, erhvervsskoler og gymnasier skal udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. Eleverne skal opdrages til at leve i og medvirke til et samfund som det danske med frihed og folkestyre. De skal (ud)dannes til samfundssind, folkeoplysning og retsorden.

De 15 store organisationer mener, der er en mislyd mellem den hårde linje og skarpe retorik, og selve det opdrag, danske uddannelsesinstitutioner har fået til at opdrage elever til demokratisk dannelse op spørger derfor: »Hvordan rimer de smukke formålsparagraffer for vores danske uddannelser målrettet børn og unge med den virkelighed, eleverne bliver præsenteret for på daglig basis? Skal unge mennesker sidde på udrejsecentre, mens klassekammeraterne kører studenterkørsel og fejrer deres ungdom og fremtid?

Er det virkeligt folkestemningen?
Organisationerne bag opråbet spørger: Er det virkeligt i tråd med den danske folkestemning? Er vi ved at dreje landets grundlæggende værdisæt i en ny retning, hvor børn og unge på daglig basis oplever førende politikere blottet for tvivl om områder, der er stærkt dilemmafyldte og endda udtaler sig skeptisk overfor stolte institutioner som eksempelvis FN samt en vedvarende skepsis og mistillid til mennesker med anden etnisk oprindelse.

»Vi forstår os selv og de (ud)dannelsesinstitutioner, vi repræsenterer og bakker op om, som udtryk for en særlig dansk uddannelses- og oplysningstradition, der bygger på et dansk værdisæt, som springer ud af den historie, vi som land har. I den tradition står demokratisk dannelse, ligeværd, tolerance og respekt for menneskers rettigheder som centrale idealer.

Vi mener, demokratisk dannelse blandt andet handler om at håndhæve demokratiske rettigheder og dét at forstå sig selv som en del af et fællesskab, og dermed er det også et begreb, der udfolder sig som livsform og en måde at forholde sig til ”den anden” på«, står der i kronikken.

 

Massiv opbakning
Peter Bendix Pedersen er formand for FRISKOLERNEs knapt 300 medlemsskoler fordelt over hele landet. Han har taget initiativ til at skrive kronikken, fordi han følte det var på tide at reagere -
»Vi identificerer, at der er uoverensstemmelse mellem det opdrag vores uddannelsesinstitutioner har fået via loven og den politiske linje og de samfundsværdier, som bliver ført ud i livet. Derfor må vi reagere og derfor har jeg været med til at tage dette her initiativ«.

»Det er fantastisk, at så mange organisationer har haft mod til at bakke op om et fælles opråb. Det er jeg meget taknemmelig for. For det kræver jo mod at hejse flaget, og det vidner om, at vi har fat i noget her, og at folkestemningen i hvert fald ikke er entydig. Jeg håber, vi kan skubbe på den debat, der pågår ved at pege på et reelt problem, nemlig at den førte politik og vores opdrag er ude af sync«, slutter han.

LÆS HELE KRONIKKEN HER.

Medunderskrivere
Peter Bendix Pedersen, formand for FRISKOLERNE, Vibeke Helms, næstformand for FRISKOLERNE, Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne, Lone Greve Petersen, næstformand for Efterskolerne, Lisbeth Trinskjær, formand for Højskolerne, Simon Lægsgaard Madsen, næstformand for Højskolerne, Per Paludan Hansen, formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd, Carolina Magdalene Maier, sekretariatschef for Dansk Folkeoplysnings Samråd, Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet, Kirsten M. Andersen, formand for Grundtvigsk Forum, Thorkild Bjerregaard, formand for Foreningen af kristne friskoler, Marie Ludvigsen, formand for Lilleskolernes Sammenslutning, Uffe Rostrup, formand for Frie Skolers Lærerforening, Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet, Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier, Tomas Kepler, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening, Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og Gymnasier – Lederne, Annette Vilhelmsen, næstformand for Danske Erhvervsskoler og Gymnasier - Lederne, Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, Dorte Lange, næstformand for Danmarks Lærerforening, Pernille Brøndum, Formand for Danske HF & VUC

Kontakt: Peter Bendix Pedersen – formand  for FRISKOLERNE: 40422027, peter(at)friskolerne.dk

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12