Som historielærer i 7. klasse er det opgaven at give eleverne interesse og viden om vores historie. Eleverne skal forstå deres samtid i et historisk perspektiv og få lyst til at påvirke vores fælles fremtid. Det er sjovt og spændende, og som alle kan forestille sig, er det lige noget elever i 7. klasse kobler sig på!
Eller nogle gør - somme tider (i glimt, hvis man leder), og en del gør noget af tiden, og enkelte bliver tændt, og det er måske slet ikke så galt.
Forleden dag gennemgik vi nogle af de meget store forandringer i midten af 1800-tallet med demokrati, Grundlov, Grundtvig og bevægelsen fra land til by. Udviklingen fra at hele livet blev levet i og med familien, til vi begyndte at have hver vores hverdagsliv med bolig og arbejde adskilt, opsplitning af generationer og familien, der begyndte at leve hver for sig. Det begyndte i midten af 1800-tallet, og vi har ikke set os tilbage siden. Af gode grunde havde man brug for at stå på egne ben og løsrive sig fra de snærende bånd fra familie, samfund og social klasse. Fra et liv der i høj grad var forudbestemt fik man mulighed for større frihed og selvbestemmelse. Det er der uendeligt mange fordele ved. De gamle fællesskaber blev erstattet af nye stærke fællesskaber i familie, foreninger, andelsbevægelser, skoler, arbejde og interesser. Fællesskaber man kan melde sig ud og ind af efterhånden, som man lever livet.
I dag lever vi et liv, der i høj grad er individuelt tilpasset. Vi kan gøre meget af det, som vi har lyst til inde for lovens, moralens og selvfølgelig økonomiens rammer. Vi kan melde os ind i fællesskaber, eller vi kan købe en abonnementsordning, hvis det passer os bedre. Vi kan godt indrette os mere og mere individuelt med hver vores underholdningstjeneste, nyhedstjeneste, individuelle menuer, vedligeholdelsesfrie huse, abonnementsordninger i forhold til alt fra tøj til fritidsaktiviteter. Men kan man leve livet som et abonnement? Næppe.
Vi mennesker skal leve i fællesskaber, hvis vi skal udvikle os og trives. Fællesskaber er givende men også lidt besværlige.
Lige nu har vi fået en stopklods, der er til at tage at føle på! Vi kan faktisk ikke alt det, som vi gerne vil. Vi kan ikke lave skole, rejse, feste, være kulturelle og samles, som vi gerne vil. Vi kan ikke engang se de mennesker, som vi har lyst til. Det er vi ikke vant til, og mange er ved at være dødtrætte af det.
Men måske skal vi bruge muligheden og begrænsningerne til at stoppe op og tænke os om en ekstra gang og stille spørgsmål til, hvordan tilværelsen med fordel kan indrettes, når alt det her er overstået? Skal vi tilbage til en gammel romantisk forestilling, som dét vi ser på guldaldermalerierne? Nej, det skal vi bestemt ikke, for vi kan alle sammen godt gennemskue, at det var fint for de få, og surt for de fleste. Men måske er der noget med det tempo, som vi alle sammen havde vænnet os til at leve efter - før Corona, som vi med fordel kan kigge efter i sømmene?
Det besværlige - og nødvendige - fællesskab
Fællesskabet kan kun leve, hvis vi giver det liv. Et velfungerende fællesskab kommer ikke af sig selv, det kræver indsats, vedholdenhed, træning og tid. At skabe et fællesskab er det mest krævende, man kan forstille sig. Vi skal på samme tid tåle, at ikke alle yder lige meget. Vi skal tilgive, være generøse og tålmodige. Med andre ord: være tålmodige. Vi skal tale sammen og afstemme forventninger og gøre os umage med at forstå det uforståelige og endnu engang give tid og plads til egne og andres fejl og mangler.
Hvor lærer man faget fællesskab? Med et glimt i øjet kunne man sige: derhjemme og til nød i børnehaven. For når børn starter i skole, så kan alle indgå i et fællesskab med alle de dyder, det kræver. Alle deltager ikke på samme måde. Det er klart.
Men fællesskab er ikke et rigtigt fag, og det er ikke noget, man lærer enten det ene sted eller det andet. Det er noget, som vi i høj grad skal lære sammen. Fra efterskolerne hører vi, at de skal bruge mere og mere tid på at lære de ældste elever, hvad det kræver at være i et fællesskab. Vi ser den samme tendens i skole og børnehave. Vi skal træne faget mere og hjælpe hinanden med at udvikle fællesskabet. Dét er jo let nok at blive enige om i teorien, men når vi kommer til praksis, er det somme tider lidt vanskeligere. At være en del af et fællesskab handler bl.a. om at byde ind med det, man har, og indrette sig efter de mange. Det praktiske fællesskab kræver, at vi alle er pragmatiske, kan indrette os og stille os tilfreds med det, der er bedst for de fleste.
Alt dette skriger jo imod individuelt tilpassede hensyn, lyst og umiddelbar dopamin-belønning, når vi napper endnu en bane i vores spil eller serie på skærmen. Her er vi voksne ikke bedre end børn og unge. Vi er også glade og veltilpasse, når verden indretter sig efter vores lyster og umiddelbare behov.
Men, hvordan ruster vi så vores børn og os selv til fællesskabet? Vi kan jo spørge os selv, hvordan og hvornår vi træner fællesskabet i familien? Det kunne handle om helt enkle og konkrete ting:
- Forpligtelser overfor kæledyr eller mindre søskende
- Gåtur/fælles motion – at gøre noget sammen
- Fælles måltider og fælles menu
- Se den samme TV-udsendelse (måske endda nyheder med de store elever historielæreren igen)
- Praktiske opgaver derhjemme - ude og inde, et arbejdsfællesskab hvor alle er vigtige
- Besøge familiemedlemmer, deltage i familiesammenkomster (når de kommer igen engang)
Nu tænker du måske: Ajj, det er for moraliserende. Måske er det altsammen ting, I i forvejen gør, og derfor virker det banalt. I det tilfælde har dit barn nok ikke vildt svært ved at indgå i forpligtende fællesskaber. Hvis du derimod tænker, at det er alt for konfliktfyldt og besværligt at lave mad sammen eller bede dit barn om at stå for maden, handle ind, lufte hunden eller støvsuge huset, så forsøg at forestille dig, hvordan dit barn indgår i et klasse- eller skolefællesskab.
Giver du dit barn gode chancer for at begå sig i fællesskabet, eller kan du hjælpe dit barn bedre ved at inddrage det mere i fællesskabet og forpligtelserne hjemme i den trygge familie? Er dit serviceniveau som forælder stukket lidt af i denne tid, hvor det jo er lidt synd for de fleste, og er du ved at være lidt træt af rollen som personlig tjener, kok, opvarter og indpisker 24-7? Så tag skeen i den anden hånd og udnyt muligheden for at træne forpligtende fællesskab.
Et fællesskab skal trænes og opfindes sammen med andre, det kommer ikke af sig selv. Det er besværligt, men også det hele værd, når det lykkedes, og det er vores opgave og ansvar som forælder, at vores børn mestrer netop dét fag.
Tilpas modstand er inkluderet i træningen.
