fjern søgeboks

Fjernundervisning nu en mulighed på frie grundskoler

Fra 1. august er det muligt at tilbyde fjernundervisning til elever på frie grundskoler. Læs mere om rammerne for at tage fjernundervisning i brug her.
Af: Michael Buch Kristensen, Friskolernes Hus
Kategori
Pædagogik & skoleliv , Administration
15.08.22

Pr. 1. august 2022 trådte en ny bestemmelse i friskoleloven i kraft. Bestemmelsen indsættes som stk. 7 i den nuværende § 1, og den lyder:

                ”stk. 7. Undervisningen kan i begrænset omfang tilrettelægges som fjernundervisning, hvis det ud fra en pædagogisk vurdering er til gavn for den enkelte elev og tilgodeser klassens samlede behov. Deltagelse i fjernundervisning kan kun finde sted efter aftale med forældrene.

 

Fjernundervisning forstås som en undervisningsform, hvor lærer og elev ikke er fysisk til stede på samme sted, men hvor det fysiske fremmøde er erstattet af undervisning via digitale medier.

Fjernundervisningen vil være en del af den almindelige undervisning. Skolerne vil derfor fortsat have tilsynsforpligtelsen over for eleverne, når der gøres brug af fjernundervisning. Det betyder i praksis, at fjernundervisning kun undtagelsesvist vil kunne anvendes i forhold til de yngre elever.

Rammerne for at tage fjernundervisning i brug er som følger:

  • Fjernundervisningen må maksimalt udgøre 20 % af den samlede undervisningstid for den enkelte klasse.
  • Beslutningen om fjernundervisning skal træffes lokalt på skolen.
  • Fjernundervisningen skal være pædagogisk og fagligt begrundet, og den skal være til gavn for den enkelte elev men også tilgodese klassens samlede behov.
  • Fjernundervisningen skal aftales konkret med eleven og forældrene, og forældrene vil have ret til at afslå, hvis de ikke vurderer, at eleven kan være hjemme i den pågældende periode.
  • Anvendelsen af fjernundervisning må ikke udløse et øget pasningsbehov for forældrene.
  • Undervisningen skal være tilrettelagt af det undervisende personale.

 

Eksempler på, hvornår fjernundervisningen kan tages i anvendelse:

Fjernundervisning vil f.eks. kunne anvendes i situationer, hvor nogle af eleverne, som kan og vil, er hjemme og modtager virtuel undervisning samt laver selvstændige opgaver, gruppearbejde eller lektier/fordybelse, mens andre elever er på skolen og modtager fysisk undervisning.

Fjernundervisning vil endvidere kunne anvendes som led i variationen af undervisning eller som led i et projektforløb, temauger eller lignende, hvor det vurderes hensigtsmæssigt.

Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke er muligt at benytte fjernundervisning i den almindelige undervisning af ressource- og kapacitetsmæssige grunde mv., f.eks. ved sygdom blandt det undervisende personale eller lokalemæssige begrænsninger.

 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12