Er du leder af friskolens dagtilbud, så er FRISKOLERNEs lederkursus i januar også for dig.
Kursets frem studiekredse tager på hver sin måde fat om de udfordringer, en leder i frie, holdningsbårne dagtilbud møder i sin hverdag.
På studiekredsen ’Friskolens personaleleder’ handler det fx om ansættelsesprocesser, opsigelser, konflikthåndtering og kommunikation og om hvordan, du selv er leder. Og det uanset, om du er leder for friskolen eller for et tilknyttet dagtilbud.
Konkrete redskaber og en værdifuld grundforståelse
Majbrit Hindsgavl Nielsen, pædagogisk leder af Sdr. Nærå Friskoles Børnehus og SFO, deltog på studiekredsen i 2023 og fik, fortæller hun, mange gode redskaber med hjem: "Det var lige præcis, hvad jeg havde behov for. Studiekredsen gav mig en meget værdifuld grundforståelse, som har givet mig en anderledes sikkerhed i min funktion."
"For mig var det den bedste studiekreds, fordi den er så konkret og direkte anvendelig. Den tætte dialog med undervisere og de andre deltagere betød, at vi fik delt erfaringer og kunne sparre med hinanden".
"Nu, hvor jeg har bedre styr på regler og procedurer, står jeg bedre rustet næste gang, der opstår noget. Og det gør der jo...det gør der alle steder."
Er du også leder i friskolens dagtilbud, og nysgerrig på dette lederkursus, så læs mere om kurset på www.friskolerne.link/ledelseaffriskole2024 eller kontakt Friskolernes Hus.
Tilmeldingsfristen er den 15. december (eller hurtigst muligt).