Skolebrev 29.03.20
Der er indgået en aftale om, at offentligt ansatte skal afvikle ferie, afspadsering m.v. i de kommende uger som et bidrag i forbindelse med covid-19.
Hvem er omfattet af aftalen?
Aftalen omfatter lærere, børnehaveklasseledere og ledere ansat ved frie grundskoler. Der er tale om en særlig aftale som skal implementeres straks – aftalen udløber 14. april. Derfor opfordrer vi alle skoleledere til at læse aftalen nu og gøre klar til at tage den i anvendelse med virkning fra på mandag den 30. marts.
Aftalen omfatter umiddelbart ikke skolens øvrige medarbejdere. Men vi anser det naturligt, at de bør være omfattet – derfor vil der blive rettet henvendelse til BUPL, 3F og HK om en tilsvarende aftale for de ansatte, der er omfattet af overenskomsterne for pædagoger, administrative medarbejdere og teknisk servicepersonale. Lige nu foreligger en sådan aftale ikke, men vi vender tilbage, når der er nyt.
For ansatte, der ikke er omfattet af en overenskomst, gælder de aftaler, der er indgået mellem skolen og den pågældende ansatte. For disse medarbejdere anbefaler vi, at skolen indgår aftale, som stemmer med den aftale, der er indgået for det statslige område. Det kan forhåbentlig gøres helt ukompliceret ved en god dialog med medarbejderen.
Aftalens indhold
Aftalen siger, at ansatte der ikke har en opgavemængde, der fylder arbejdstiden op, skal afvikle op til 5 fridage i perioden frem til 14. april.
- Det er selvfølgelig en forudsætning, at medarbejderen har nogle dage, hvor vedkommende ikke er i arbejde og løser opgaver.
- Dernæst er det en forudsætning, at medarbejderen har nogle fridage at afvikle.
- De fridage, der kan bruges, er, restferiedage fra optjeningsåret 2018, særlige feriefridage fra optjeningsåret 2018, afspadseringstimer mv., samt omsorgsdage og seniordage.
(Bemærk at listen over hvilke dage der kan bruges, ikke indeholder hverken 0-dage eller den almindeligt planlagte arbejdstid – sådanne dage ville jo heller ikke bidrage til at nedbringe feriedage m.v., som den ansatte har til gode.)
Hvilke dage der skal bruges til afholdelse af de op til 5 fridage beslutter ledelsen efter en dialog med medarbejderen.
Læs: Aftale om visse ansættelsesmæssige forhold om afvikling af frihed i forbindelse med covid-19 (sendt til alle skoler)
Venlig hilsen
Peter Bendix Pedersen Peter Højgaard Pedersen
Formand Specialkonsulent
__________________________________________
OBS! LÆS: Præciseringer i skolebrev den 31.03.20