fjern søgeboks

DEBAT: Skoleleder og formand for friskole - Ministerens tale om »overbetaling« af frie skoler er respektløs

Enhver friskole skal sigte mod et mindre overskud for at kunne køre rundt. Det ved enhver skoleleder, bestyrelse og revisor. Kan det virkelig passe, at vores minister ikke ved det?
Af: Katrine Dahl Clement, bestyrelsesformand, Thorsted Friskole, og Mads Madsen, skoleleder på Thorsted Friskole
Kategori
Presse & politik
28.10.19

Regeringen lægger i sit finanslovudspil op til at spare på de danske friskoler, og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har forsvaret besparelserne med en »decideret overbetaling« af nogle friskoler, og at friskoler, der ikke »kører med meget store overskud, ikke har noget at frygte«.

Ministerens formulering om »overbetaling« er decideret respektløs.

Det er i sig selv beskæmmende, og værre endnu er, at udsagnet er misvisende og fordrejer debatten. Enten ved ministeren ganske enkelt ikke, hvordan friskolernes økonomi fungerer, eller også undlader hun at oplyse om det.

Men det gør vi gerne.

Det, ministeren taler om, kan kun være det bedskedne overskud, som friskolerne på trods af stramme budgetter formår at samle i nogle år. Men hvad tror ministeren, de penge går til? Til forældrenes lommer? Til flotte lærerlønninger? Til lejrskoler til eksotiske destinationer? Selvfølgelig ikke. 

Friskolerne er forpligtet til at finansiere egen udvikling, det gælder eksempelvis renoveringer og tilbygninger. På grund af friskolernes lånemuligheder skal vi selv finansiere disse tiltag fra 40 og helt op til 100 procent. Læg dertil uforudsete udgifter, for eksempel længere sygemeldinger. Det ville være uforsvarligt at drive en friskole uden løbende at sigte mod et mindre overskud. Det ved enhver friskoleleder, skolens bestyrelse - og ikke mindst friskolens revisor.

Det er en helt grundlæggende og afgørende forskel mellem folkeskoler og friskoler.

Kan det virkelig passe, at vores undervisningsminister ikke kender til forskellen? Vi håber, at det var en misforståelse, som vi hermed har sat på plads.

Vi, der driver skole, ved alt om, hvor vanskeligt det er at skrabe blot et lille overskud sammen for at polstre og dermed fremtidssikre vores skole.

Der er flere end 500 fri- og privatskoler i Danmark. En stor del ligger i landområder og udgør det nære skoletilbud for mange familier. For en skole som vores med omtrent 100 elever vil en nedbringelse af tilskuddet betyde, at vi mangler 300.000 kroner om året. Det er den foreslåede pulje på 75 millioner kroner til friskoler i landområder ikke en løsning på. Det er ikke andet end politisk manipulation. Ingen kan drive en bæredygtig skole på usikre puljeansøgninger fra år til år. Men vi kommer ikke til at lukke vores skole af den grund. Vi vil kæmpe for vores grundlovssikrede ret til at drive en grundtvig-koldsk friskole i Thy.

Skoledebatten bliver tit følelsesladet, og det forstår vi godt. Barndommen og dannelsen af kommende generationer står på spil. Ikke bare som en samfundsopgave, men også det valg alle forældre i Danmark er garanteret at kunne træffe: Frit at kunne vælge deres barns skolegang.

Tilbage står dermed de konkrete konsekvenser af besparelserne. Frie skoler vil miste muligheden for at investere i pædagogisk udvikling, må forringe undervisningen eller sætte forældrebetalingen op så kun ressourcestærke familier kan være med.

Vi har overordentligt svært ved at forstå, at en regering, der vil gøre Danmark til verdens bedste land at være barn i, kan stå på mål for det. Derfor opfordrer vi indtrængende regeringen og dens støttepartier til at tage en anden beslutning.

Bragt i Politiken Skoleliv den 24. oktober 2019.

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12