Konklusionen i medierne bliver, at folkeskolen løfter et større ansvar for integration end friskoler og privatskoler, når hver niende elev i folkeskolen har ikke-vestlig baggrund, mens det på fri- og privatskoler er én ud af fjorten elever.
Der er ingen grund til at betvivle tallene. Det er dog ikke så nemt og ligetil at ændre på det. Rigtig mange friskoler er beliggende i landdistrikter og mindre byer, hvor borgere med ikke-vestlig baggrund ikke er bosiddende. Så de elever og familier, der tales om, er ikke tæt på friskolerne.
Dertil kommer, at mange borgere med ikke-vestlig baggrund ikke kender til friskolernes eksistens og derfor ikke kigger den vej i valget af skole. Det kan skyldes værdier og økonomi, men vi hører også om kommuner, der slet og ret undlader at fortælle om forældres ret til at vælge skole.
I 2015 kom der en del syriske flygtninge til Danmark, og i FRISKOLERNE gjorde vi det meget klart, vi gerne ville medvirke i opgaven at undervise syriske børn og unge. Den daværende regering gjorde en indsats for at få de praktiske forhold på plads, men det lykkedes ikke at få eleverne fordelt på friskolerne, hvorfor folkeskolen stod alene tilbage med opgaven. Det er nok en af de meget væsentlige grunde til, at statistikken nu er, som den er.
I forbindelse med krigen i Ukraine er der rettet en tilsvarende henvendelse til både Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og Kommunernes Landsforening, men det er heller ikke denne gang lykkedes at få et koordineret samarbejde omkring de ukrainske børn og unge. Så her kan jeg forudse sammen statistik som med de syriske elever om nogle år.
Skoleleder Lars Kirk på Aakjærskolen i Skive udtalte i TV Avisen den 22. november, at de mange tosprogede elever skræmmer nogle forældre væk fra folkeskolen, fordi der eksisterer solide fordomme om, at mange tosprogede elever i en klasse er lig med dårlig undervisning.
Den fordom må vi gøre op med. Sproget skaber, hvad det nævner, sagde Grundtvig, og de sidste mange års hårde politiske retorik omkring flygtninge og indvandrere sidder formentlig i forældrene. Når vi tillader at tale nedsættende og problematiserende overfor bestemte befolkningsgrupper, skaber det selvsagt fordomme, og helt konkret kan det forplante sig til skolevalg.
Det er i første instans forældrene, der vælger skole for deres barn. Og heri ligger et stort ansvar for ikke at træffe beslutninger på baggrund af fordomme.
Det sociale ansvar
Jacob Mark (SF) var hurtigt til at sige, at friskoler og privatskoler, der ikke tager et socialt ansvar, skal straffes økonomisk. I den her sammenhæng skal det sociale ansvar forstås sådan, at jo færre elever med anden etnisk baggrund end dansk, des lavere statstilskud. Til gengæld skal de skoler, der optager elever med anden etnisk baggrund end dansk have midler til den opgave.
Det giver god mening at lade pengene følge barnet, så de skoler, der påtager sig særlige opgaver også får dækket udgifterne. Men det giver ikke mening at straffe alle andre skoler. For det første er skolerne ikke herre over, om forældrene vælger dem. For det andet er der mange områder i dette land, hvor familier med anden baggrund end dansk slet ikke bor.
Jeg mener, det er forfejlet at tale om socialt ansvar som noget, det ensidigt handler om etnicitet. Socialt ansvar er meget andet. Blandt andet specialundervisning, hvor antallet af elever med behov for specialundervisning stiger med ca. 10% hvert år. Et stigende antal børn diagnosticeres, flere børn skal inkluderes på grund af faglige eller sociale udfordringer, angst, skolevægring og mistrivsel er dagligdags udfordringer på alle skoler.
Jeg er klar til at tale om det sociale ansvar – og jeg vil gøre det ved at forfølge princippet om, at pengene følger barnet, så den skole, der har en særlig opgave eller udfordring faktisk får mulighed for at løfte opgaven. Men ikke ved at piske alle andre skoler.
