Oprettelse af talentklasser
Den 1. august 2019 træder to ændringer af folkeskoleloven i kraft. Den ene ændring indebærer, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at oprette særlige talentklasser fra børnehaveklasse til 10. klasse i musik. Optagelsen af eleverne til disse klasser sker på baggrund af en vurdering af elevernes musikalske forudsætninger.
Integreret bibliotek
Den anden ændring giver mulighed for at etablere et såkaldt ”integreret bibliotek” bestående af det pædagogiske læringscenter på skolen og et folkebibliotek. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at det integrerede bibliotek skal have hel eller delvis fælles ledelse. Det integrerede bibliotek kan indeholde materialer, som udelukkende skal anvendes som undervisningsmidler. Sådanne materialer skal godkendes af folkeskolens bestyrelse og skal ikke stilles til rådighed for brugerne af folkebiblioteket.
Denne sondring er relevant, fordi kommunen kan beslutte, at det integrerede bibliotek samles på én lokalitet, såfremt det vurderes, at det vil forbedre biblioteksudbuddet til skolens elever og kommunens borgere. I den forbindelse bør det bemærkes, at en del af kommunens borgere har valgt, at deres børn skal gå på en fri grundskole. Disse børn og deres forældre skal naturligvis have samme adgang til det integrerede bibliotek som kommunens øvrige borgere.
Ændringsloven af 27. november vedrørende talentklasser og integreret bibliotek kan findes <link https: www.retsinformation.dk forms _blank external-link-new-window internal-link>HER