Af Peter Bendix Pedersen, formand for FRISKOLERNE, peter(at)friskolerne.dk, 40422027, Højbolund 3, 5600 Faaborg
»Det gjorde ikke indtryk på mig. Nej, det gjorde det ikke,” svarede Rasmus Stoklund, Socialdemokratiets integrations- og udlændingeordfører da det borgerlige medie Kontrast spurgte ham, om det ikke gjorde indtryk på ham, at et samlet Uddannelsesdanmark i en kronik i Berlingske den 26. april slog til lyd for, at der er et misforhold mellem det opdrag, vi som uddannelsesinstitutioner har fået og den aktuelle førte politik.
Jeg mener, det en tilståelse, at det ikke gør indtryk på en folkevalgt med så stor indflydelse som Rasmus Stoklund, at 15 organisationer på tværs af uddannelser ytrer sig i en debat, der må siges at være stærkt dilemmafyldt. Demokratisk samtale handler dybest set om at gøre indtryk og blive klogere sammen.
Opråbet har afledt både jubel og kradsbørstig kritik. Frem for alt, har debatten med al ønskelig tydelighed understreget, at der er et markant behov for, at vi evner at samtale på demokratisk vis om vores behandling af udlændinge.
Emnet har mange nuancer, og det bør også komme til syne i vores måde at debattere på. Vi må vise børn og unge, at dialog er demokratiets væsen og at dette i sin bedste form inkluderer aktiv lytning, tvivl og anerkendelse af forskelligartede synspunkter. Ikke blot praktiseret i klassefællesskaberne, men også i den offentlige samtale.
Siden 1814 har vi i Danmark insisteret på at inkludere alle børn og unge i skoler i Danmark. Det er en grundpille i vores samfund. Ligesom dét, at vi konstant arbejder med inkluderende miljøer i skoleregi.
Derfor er det kontrastfyldt, når herboende børn og unge med syriske rødder nu skal rives ud af deres uddannelsessammenhænge for at opholde sig i udrejsecentre på ubestemt tid, hvor de fratages muligheder for at opøve kundskaber, udvikle kompetencer og udvikle sig som hele mennesker, mens de er i Danmark. Og deres klassekammerater sidder tilbage med de store spørgsmål, som lærere og forældre skal forsøge at få til at give mening.
Igennem 14 måneder har vi nu bedt børn og unge om at tage særlige hensyn til syge og ældre i forbindelse med Corona-epidemien, fordi ethvert menneskeliv er umisteligt, som det så ofte er blevet fremført. I en børne- og ungelogik kan det være vanskeligt at begribe paradokset i, at vi skal passe på hinanden og udvise samfundssind, når det angår Corona – men ikke når det angår de klassekammerater, der skal sendes tilbage til forhold, som af store dele af verden anses for temmelig usikre.
Jeg agiterer ikke for fri indvandring eller at omstyrte den aktuelle politik, som det er blevet fremført. Jeg taler om at opføre os anstændigt overfor herboende medmennesker, indtil vi ikke længere er usikre på deres fremtidsmuligheder. Det er den værdighed og respekt for det enkelte menneske, vi læser ind i de demokratiidealer, der er udtrykt ved konkrete formålsparagraffer for vores uddannelsesinstitutioner.
Men det handler om mere end syriske flygtninge. Det handler om mere end politik. Faktisk handler det om noget så stort som de demokratiidealer, vi praktiserer. Om vores danske livsform og sindelag.
Der har sneget sig en særlig tone ind i dele af den offentlige samtale, som har sat sig i sproget og i stemningen. Det er sket i takt med, at flere og flere partier bekender sig til den holdning, at der er nogle bestemte mennesker i dette samfund, som udgør et problem. Der er et umiskendeligt fokus på forskelle fremfor det fælles. Men fordragelighed er demokratiets forudsætning, for i intolerancen lurer hadet, der er en blindgyde. Dét forsøger vi på landets uddannelsesinstitutioner at indprente børn og unge på daglig basis.
En del skoler er såkaldte ”Rettighedsskoler” og bruger FNs børnekonvention som grundlag for skolens normer og værdier. Børnekonventionen handler blandt andet om, at børn har ret til skolegang, fritid, leg, sundhed, ytringsfrihed, indflydelse og beskyttelse mod krig. Hvordan rimer det på udrejsecentre, dét at være dansk barn i al Roj-lejren – eller forslaget om at sende uledsagede børn og unge under 18 år til asyllejre udenfor landets grænser?
Vi bør alle være bekymrede for en relativisering af de store begreber og stolte institutioner. Man kan ikke gradbøje demokrati, menneskerettigheder, lighed, åndsfrihed. Så opløses deres værdi.
Pas på vores demokrati, og lad os lægge os i selen for at være stærke rollemodeller for en saglig og ikke-polariserende demokratisk samtale, som unge mennesker måske endda kunne få lyst til at være en del af. Og lad os vise børn og unge, at der er plads til mangfoldige stemmer i debatten, og at komplekse problemstillinger kræver nuancerede svar.
Bragt i Jyllands Posten den 20. maj 2021
