fjern søgeboks

MIN-Friskole – Midt i Norddjurs – Søger skoleleder

”Klokken er 7.50 og det ringer ind til time. Henne ved gyngerne står Mads der har fået næseblod sammen med Frida, som prøver at stoppe det med sin kjole. Imens du er på vej hen for at redde Fridas kjole og Mads’ næse, ringer din mobil. Det er Mette, som ikke kan komme på arbejde, da hendes datter har kastet op i bilen. Du siger med et smil til en medarbejder, som du møder i døren, at Frida og Mads har brug for hjælp. Bagefter finder du vikarlisten frem og efter to opkald er situationen løst og dagens andre gøremål fortsætter. Ud ad dit vindue kan du se at undervisningen i 2. kl. er i gang på græsplænen. I dag består matematikundervisningen af at bruge sin krop til at løse matematiske gåder.”

Kan du se dig selv i ovenstående? Vil du stå i spidsen for en friskole? Vi søger en udadvendt og imødekommende leder, med et stort engagement til et lille lokalsamfund.

MIN-Friskole søger en ny leder, der med pædagogisk indsigt, ledelsesfaglig styrke og menneskelig varme kan videreføre og videreudvikle skolens kultur. En leder som har lyst til, samt ser muligheder i, at samarbejde med lokale virksomheder og foreningslivet, og kan engagere frivillige i området.

Om os
MIN-Friskole er en holdnings friskole i Ørum Djurs, med omkring 150 børn fra 0.-9. klasse, samt SFO. Friskolen har en målsætning om at skabe livsduelige unge med troen på eget værd og en bevidsthed om egne styrker. Hos os kender alle hinanden – og vi tror på, at tryghed, tillid og fællesskab er forudsætninger for læring og udvikling. Skolen er båret af et stærkt samarbejde mellem elever, medarbejdere, forældre og bestyrelse. Vi værner om vores lokale fællesskab hvor vi alle tager ansvar for at skabe en skole, hvor børn trives, lærer og bliver set.

Vi søger en leder, der…

  • Vil være skolens ansigt udadtil
  • Har pædagogisk indsigt: Der brænder for at skabe hele mennesker og trygge og inspirerende læringsmiljøer, forstår børns læring og udvikling, deltager aktivt i skolens liv – fra morgensamling til afslutningsfest.
  • Har administrativt flair: Arbejder struktureret, kan håndtere skolens økonomi, drift og lovgivning i samarbejde med bestyrelsen.
  • Er stærk i samarbejde og relationer: Har en udadvendt personlighed, trives i samarbejde med medarbejdere, forældre, bestyrelse og lokale aktører, er tillidsskabende, lyttende og anerkendende i sin tilgang, bygger bro og ser muligheder frem for begrænsninger.
  • Kan håndtere konflikter med ro og respekt: Tager ansvar og handler professionelt, når uenigheder opstår, udviser empati og finder løsninger, der bygger på dialog og forståelse.
  • Er en tydelig og engageret leder: Siger, hvad du gør – og gør, hvad du siger, er synlig og tilgængelig i hverdagen – både for elever, medarbejdere og forældre.
  • En holdspiller: Ser sig selv som en del af et team med tillidsbaseret og transparent ledelse, i tæt samarbejde med medarbejderne.
  • Læreuddannet: eller anden relevant uddannelse. Du forventes at undervise i 2-8 timer om ugen.
  • Friskoleerfaring: Har en forståelse for fællesskabet og værdierne bag en friskole.

Vi tilbyder

  • En skole med højt til loft, et engageret personale og et tæt forældresamarbejde.
  • En initiativrig, handlekraftig og arbejdsom personalegruppe.
  • En engageret og handlingsorienteret bestyrelse, som arbejder konstruktivt og respektfuldt sammen med medarbejdere, leder og andre samarbejdspartnere.
  • At blive en del af et team hvor dialog og tillid skal vægtes højt.
  • Stor indflydelse på skolens udvikling og fremtid, herunder også nyt skolebyggeri.
  • En hverdag med varierende opgaver, nærvær og liv.
  • En ledelsesstruktur der består af en skoleleder og en vice/SFO-afdelingsleder, i en struktur som du kan være med til at forme.

Henvendelse:
Kan ske til bestyrelsesmedlemmerne Pernille Hvarre Brouer mobil 6011 1675, eller Joachim Glerup Andersen, mobil 2939 8343. Der kan arrangeres rundvisning. Alle ansøgninger og henvendelser behandles fuldt fortroligt.

Løn/ansættelse
Løn og ansættelsesvilkår iht. organisationsaftale for ledere ved frie grundskoler mv. af 15. maj 2025.

Ansøgningsfrist
D. 22. november 2025. Ansøgning sendes samlet i PDF format til: kontor@min-friskole.dk.
Ansættelsessamtaler foregår løbende.

MIN Friskole
Djursvej 5
8586 Ørum Djurs


Tilføjet:
26. oktober 2025
 

Ansøgningsfrist:
22. november 2025

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE