fjern søgeboks

Skoleleder til Waldorf Skolen København

Waldorf Skolen København søger en ny skoleleder, der har modet, kompetencerne og ambitionerne til at forme og formidle et moderne, integreret steinertilbud fra børnehave til 9. klasse. En central opgave for den kommende skoleleder bliver at sikre klarhed, skabe stabilitet, retning og sammenhængskraft i et tilbud med et stærkt værdigrundlag og et stort engagement blandt medarbejdere og forældre.  Vi søger en erfaren leder, som kan træde ind i en kompleks virkelighed og tage ansvar fra første dag. Du skal kunne sikre en stabil og velfungerende drift, samtidig med at du sætter en tydelig retning for skolens videre udvikling og styrker tillid og sammenhæng på tværs af det samlede tilbud – både internt og udadtil.

Om skolen
Waldorf Skolen København er et samlet tilbud for børn fra 3 år til udgangen af 9. klasse med børnehave, SFO og skole. Der er ca. 40 børn i børnehaven, og skolen har ét spor med ca. 180 elever. Vi er en Waldorfskole under friskoleforeningen med fokus på en stærk faglighed og en klassisk musisk og kreativ profil.  Vi er en skole, der igennem et stort engagement, udvikler hele mennesker med fantasi, kreativitet og handlekraft. Nye verdensborgere, der hviler i sig selv og ser muligheder, hvor andre ser begrænsninger. Idealet er det frie, skabende og dannede menneske. Undervisningen skal udfordre og udvikle eleverne til selvstændig stillingtagen, lydhørhed og indlevelse, kritisk sans, evne og vilje til samarbejde, kreativitet og initiativ, gode arbejdsvaner og glæde derved, samt forståelse og empati. Skolen er prøvefri og desuden analog frem til 7. klasse.

Ledelsesopgaven
Som skoleleder får du en central opgave i at styrke skolens fundament og samle huset om en fælles kurs. Du skal sikre en bæredygtig drift, samtidig med at du arbejder målrettet med at styrke samarbejdet og tilliden på tværs af medarbejdergruppen, skolebestyrelsen og forældrekredsen. Du skal kunne sætte retning, prioritere og skabe fremdrift – og følge op, så beslutninger også bliver realiseret i praksis.

Du skal være en rolig, synlig og nærværende leder i hverdagen. Det betyder, at du er til stede, hvor elever og medarbejdere er, og at du aktivt engagerer dig i skolens liv – i undervisningen, i frikvartererne og i dialogen med medarbejdere og forældre. Du skaber stabilitet og retning gennem tydelig ledelse, klare rammer og konsekvent opfølgning. Du håndterer uenigheder med professionalisme og integritet og støtter medarbejdere i svære situationer.

Den pædagogiske ledelse er en væsentlig del af opgaven. Du har kendskab til og bakker op om Steinerpædagogikken og kan arbejde med at udvikle den i en nutidig kontekst, da et moderne Steinertilbud er en vigtig del af Waldorfskolen. Du understøtter medarbejdernes faglige og pædagogiske udvikling og bidrager til at skabe stærke faglige fællesskaber på tværs af børnehave, SFO og skole. Du formår at balancere respekt for det arbejde, der allerede er lagt i skolen, med behovet for retning og videreudvikling.

Profil og erfaring
Vi søger en skoleleder med ledelseserfaring fra skoleverdenen og med en tydelig forståelse for, hvad det kræver at lede en kompleks institution. Den rette leder har også undervisningserfaring og erfaring med pædagogisk arbejde. Du har erfaring med at skabe struktur og overblik i driften og kan arbejde sikkert med prioriteringer og ressourcestyring. Samtidig er du en stærk kommunikator, der kan skabe klarhed både internt i huset og i skolens eksterne relationer og bidrage til at styrke skolens synlighed og tiltrækningskraft.

Som person er du rolig og professionel, også når presset er stort, og du har modet til at tage fat i konflikter og træffe beslutninger – også når de er svære. Du skaber åbne og trygge kommunikationsrum og et stærkt og dynamisk fagligt fællesskab. Du er nærværende og engageret i skolens liv og møder både børn, medarbejdere og forældre med respekt og oprigtig interesse.

Vi tilbyder
Waldorf Skolen København tilbyder en meningsfuld lederopgave i en attraktiv friskole med stærke værdier og et stort engagement fra såvel medarbejdere som forældre. Du får mulighed for at sætte en tydelig retning og gøre en reel forskel for både skolens udvikling og hverdagen for børn og voksne.

Praktisk information
Ansøgningsfrist: 22. maj 2026
Tiltrædelse: 1. august 2026
Samtaler: Forventes afholdt i uge 25 + 26
Ansættelsesproces: Ansættelsesudvalget inviterer til første og evt. anden samtale. Som oplæg til en eventuel anden samtale vil du blive bedt om at arbejde med en ledelsesrelevant case.

Løn og ansættelsesforhold forhandles i henhold til organisationsaftale for ledere ved frie grundskoler mv. af 15. Maj 2025.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:
Nanna Lodberg Theut, forperson i bestyrelsen, nalt@waldorfkbh.dk, 26 80 79 23
Rune Bennike, medlem af bestyrelsen, rube@waldorfkbh.dk, 31 20 67 08

Vi ser frem til at høre fra dig.

Kontaktinformation:

Waldorf Skolen i 
København
Engvej 139
2300 København S


Tilføjet:
27. april 2026


Ansøgningsfrist:
22. maj 2026

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE