Læsevejlederkursus modul 2
Afdækning, undervisning og inklusion af elever med læse- og stavevanskeligheder
I enhver klasse sidder elever, der har meget svært ved at lære at læse. Eller måske har de lært at læse, men har stadig svært ved at stave eller ved at forstå teksten.
Dette modul giver en grundig viden om afdækning, undervisning og inklusion af elever med læse- og skrivevanskeligheder.
Formålet er at sikre et fagligt funderet læsetilbud til alle elever uanset niveau.
Der arbejdes med at gennemføre, tolke og anvende resultaterne af individuelle læsetests. Der opstilles undervisningsmål for elever med læse- og stavevanskeligheder på baggrund af en relevant afdækning, og der arbejdes med principper for evaluering af den pædagogiske indsats.
Kurset sætter fokus på elevernes individuelle læseudvikling med udgangspunkt i viden om læseundervisning af elever med særlige behov.
Hvordan afdækkes disse vanskeligheder, og hvordan tilrettelægges undervisningen, så alle elever bringes i udvikling både fagligt og emotionelt?
Modul 2 opdeles i fire overordnede områder:Læsevanskeligheder - hvad er det?
Vi gennemgår en etablerede viden om forskellige former for læse- og stavevanskeligheder. Der præsenteres en række relevante individuelle testmaterialer. Hvad afdækker disse testmaterialer, og hvordan skal resultaterne tolkes og bruges i den daglige undervisning?
Læsevanskeligheder – hvad gør vi?
Vi præsenterer generelle principper for undervisning af elever med læsevanskeligheder. Der arbejdes med skriftens grundlæggende principper som fundament for arbejdet med læsning og stavning. Der fremvises veldokumenterede undervisningsmetoder og undervisningsforløb med dokumenteret effekt.
Læseforståelsesvanskeligheder – om at læse med forståelse
Vi beskriver de generelle principper for undervisning af elever, der har svært ved at forstå det, de læser. Der sættes fokus på læseforståelsesstrategier og undervisning i teknikker ved skriftlig fremstilling.
Læse-skriveteknologi – når læsekrav overstiger læseevne
Vi drøfter principperne for arbejdet med oplæsning, tale-til-tekst, ordforslag og andre tekniske hjælpemidler i læse-, skrive- og staveundervisningen (LST-strategier).
Konkrete hjælpemidler præsenteres, og det diskuteres, hvordan disse hjælpemidler bidrager til elevens læsefaglige og personlige udvikling.
Detaljeret program sendes til tilmeldte deltagere i god tid før kursets afholdelse.
Underviser Ina Borstrøm
Ina er erfaren underviser på FRISKOLERNEs kurser, læremiddelforfatter og selvstændig læsekonsulent og foredragsholder.
Oprindeligt er Ina uddannet audiologopæd fra Københavns Universitet. Hun er medforfatter på en række undervisningsmaterialer, herunder ‘Den første læsning’, ‘Den sikre læsning’, ‘Læseevaluering på begyndertrinnet’, ’LØFT’ og ‘VAKS for elever med ordlæsevanskeligheder’.
Mulighed for overnatning fra dagen før
Ved tilmelding kan du vælge overnatning fra dagen før (850 kr. inkl. morgenmad).
Separat tilmelding til moduler
Modulerne 1, 2 og 3 tages i kronologisk rækkefølge, og der er separat tilmelding til de i alt tre moduler. Husk at tilmelde dig alle tre moduler, så du sikrer dig en plads.