Beskrivelse af samtaler og værksteder
Deltag i 2 ud af 3 samtaler eller på 1 af i alt 6 værksteder. Kun værksted 4-9 kræver tilmelding. Samtaleværksteder 1-3 vælges på dagen.
SAMTALEVÆRKSTED 1: MADS OLRIK – DE DAGLIGE MIRAKLER OG RYSTELSER
Mads Olrik og deltagerne fortsætter formiddagens oplæg – nu i samtale med næstformand i FRISKOLERNES bestyrelse, Sidsel Bukh. Vi tager udgangspunkt i Mads Olriks bog “Jeg er kommet for at ryste jer” og kombinerer med deltageres praksiserfaringer og viden om det at lave skole. Man kan sagtens deltage uden at have læst bogen.
SAMTALEVÆRKSTED 2: FRISKOLEN – EN FORTÆLLING OM FRIHED, FÆLLESSKAB OG DEMOKRATI
Hvordan fortæller vi historien om friskolens frihed og fællesskab? Op til Landsmødet 2026 udgiver FRISKOLERNEs bestyrelse en ny bog, som alle deltagere får med hjem. Bogen sætter ord på den særlige frihed, vi har i Danmark til at drive skole ud fra egne værdier – og den er tænkt som et redskab til lokal debat og dialog. Kom og vær med i samtalen om baggrunden og budskabet.
SAMTALEVÆRKSTED 3: HVORDAN KAN FRIVILLIGHED PÅ SKOLESKEMAET GIVE HÅB?
Hvordan kan skolen bidrage til at opdrage, uddanne og danne? Sammen undersøger vi, hvordan frivillig involvering kan styrke børn og unges mod og tro på egne handlemuligheder og demokratiske stemme. Samtalen tager afsæt i erfaringer fra to år med projektet Frivillighedsalliancen. Med Paula Larrain, Amnesty International og unge fra skoler i alliancen. Moderator: Tinna Ølholm Jørgensen, projektleder i www.frivillighedsalliancen.dk
VÆRKSTED 4: KREATIVT NATURVÆRKSTED MED UDEUNGER
Kom ned på stranden ved bålet hos biolog og naturformidler, Mette Søndergaard. Mette deler ud af sine erfaringer og ideer til kreative naturaktiviteter, naturhåndværk og alt det, ude- rummet kan. Der bliver rig mulighed for erfaringsdeling, mens du sidder fordybet med snittekniv og en god pind i hånden. Har du din egen uundværlige snittekniv, så tag den gerne med. www.udeunger.dk
VÆRKSTED 5: BEVÆGELSESKREATIVITET – EN LEGENDE LET TEORITILGANG
Oplev en bevægelsespraksis, der med simple greb inviterer til kreativ bevægelse, leg, en snert af dans og masser af bevægelsesmod. Berit Clausen Abrahamsen fra Lets Keep on Movin giver dig inspiration til idræts- og dramaundervisning og til arbejdet med elevernes trivsel i grupper eller individuelt. Hav tøj på til at bevæge dig i. www.facebook.com/letskeeponmovin
VÆRKSTED 6: DANMARKS SYNGENDE FOLKEKULTUR
Hvordan interagerer en sangtradition med en aktuel samtid, og hvordan placerer vi som mennesker os i dette møde? Kom og syng med, når Rasmus Skov Borring deler sit arbejde med formidlingen af den danske sangskat. I sangforedraget indgår både fællessang, fortælling og betragtninger om hans værkstedsarbejde som komponist. www.rasmusskovborring.dk
Værksted 7: ERASMUS+ FOR FRISKOLER – GLOBAL DANNELSE FRA BØRNEHAVE TIL UDSKOLING
Gør global dannelse til en levende del af hele friskolens hverdag. Feldballe Friskole deler erfaringer med at integrere Erasmus+, værdibåret dannelse og internationalt udsyn i skolens pædagogiske profil. Få konkrete bud på, hvordan I kommer gang – og forankrer indsatsen i hele skolen. Mød skoleleder Trine Wad Andersen og lærer Christina Fabild, Feldballe Friskole, og Jakob Ringgaard fra Friskolernes Hus. friskolerne.dk/globalt-udsyn
VÆRKSTED 8: SKABERGLÆDE – BRODERI OG UPCYCLING
Maria Bjerg kombinerer craft-psykologiske greb med praktisk broderi. Efter et kort oplæg om struktur og flow i kreative processer kan du prøve kræfter med en guidet broderiøvelse og up- cycle/reparere en medbragt striktrøje, hue eller lignende tekstil. Maria Bjerg er BSc i Psykologi og uddannet i Craft Psykologi. Maria står bag det kreative univers Skaberglæde på Instagram.
VÆRKSTED 9: FØLELSESREGULERING I FRISKOLE OG DAGTILBUD
Bliv klogere på, hvordan du bedre kan forstå og understøtte børns følelsesmæssige udvikling. I arbejdet med både egne og børnenes følelsesregulering inddrager vi leg og spil til at åbne op for svære samtaler. Carsten Møller er klasselærer, inklusionsvejleder og traumeterapeut. www.mererobust.dk
