fjern søgeboks

Ny film om ensomhed blandt de yngste skolebørn

Nyt projekt giver de voksne omkring de yngste skolebørn bedre mulighed for at forebygge ensomhed. De to tøjdyr, Snapper og Topper, er hovedpersoner i ny film målrettet indskolingen, og Sigurd Barrett har skrevet og komponeret titelsangen til projektet.
Af: Mie Lund Hansen, Friskolernes Hus
Kategori
Pædagogik & skoleliv , Administration
30.11.24

"Vi kan ikke være bekendt, at så mange børn og unge føler sig ensomme. Der er behov for at gøre mere. Vi skal åbne fællesskaberne i foreningslivet og i skolerne og gøre de unge opmærksomme på, at de skal hjælpe hinanden og se, om der er en, der føler sig udenfor,” siger generalsekretær Anders Ladekarl fra Røde Kors. De fleste har på et eller andet tidspunkt prøvet at føle sig alene og udenfor.

For mange er følelsen forbigående og kortvarig, men for andre bliver det en vedvarende følelse, der kan få alvorlige konsekvenser igennem hele livet. Ensomhed er et stort og stigende samfundsproblem og for mange skamfuldt at tale om.

Det vil det nye dannelsesprojekt ’Ensomhed og fællesskab’ ændre på med film, sang og undervisnings- og aktivitetsmaterialer, der er målrettet de 6-10-årige og står gratis til rådighed for alle.

”Som barn følte jeg mig tit ensom. Jeg følte mig alene og udenfor fællesskabet,” siger Sigurd Barrett, der har skrevet og komponeret titelsangen til projektet. Sangteksten kom let til ham. Den garvede musiker og entertainer er i dag 57 år, men kan stadig genkalde sig følelsen. ”Det er godt nok noget, der kan gøre ondt i hjertet – også mange år efter,” siger Sigurd Barrett.

Fokus på aktiviteter
De to nysgerrige tøjdyr Snapper og Topper taler i projektets film med børn og deres lærer om, hvad ensomhed er, og hvordan det opleves, men også hvordan man kan invitere andre ind i fællesskabet.

Undervisningsmaterialet, der er til indskolingen (6-10 år), har et særligt fokus på aktiviteter. Formålet er at styrke sammenholdet og fællesskabet i klassen.

Aktivitetsmaterialet har masser af lege, samarbejdsøvelser og krea-projekter og er målrettet de frivillige ledere i børne- og ungdomsorganisationerne, idrætsorganisationerne og alle andre, der gerne vil sætte fokus på ensomhed og fællesskaber i deres arbejde med børn.

Gratis materialer
Download projektets materialer på www.ensomhedogfællesskab.dk

Og lyt til projektets tilelsang, Ensomhedssangen, komponeret af Sigurd Barrett.

 

Baggrund:
Projektet ’Ensomhed og fællesskab’ er blevet til i et partnerskab mellem Røde Kors og Danmarks Kirkelige Mediecenter, DKM, en non-profit ikke-forkyndende erhvervsdrivende fond. Materialerne er udviklet i samarbejde med lærere og frivillige ledere, der arbejder med børn i fællesskaber. Projektet er finansieret af Y’s Men Region Danmark. Materialerne er udviklet og produceret af DKM, der står bag en række formidlings- og undervisningsprojekter til børn og unge.

 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12