Folkets Journalistpris 2026 går til Skolens Tabte Børn af Jens Langhorn, Marie Skovgaard og Louise Gielov, produceret af Monday Productions for DR.
Dokumentaren Skolens Tabte Børn vinder prisen for, med stort personligt mod, at sætte fokus på et voksende og overset samfundsproblem i Danmark: børn og unge med ufrivilligt skolefravær.
Ved at samle børn, forældre, fagfolk og politikere om konkrete løsninger løfter serien de personlige fortællinger til en vigtig konstruktiv og national samtale. Samtidig lever dens anbefalinger videre både i den offentlige debat og det politiske arbejde.
Juryen fremhæver især seriens evne til at skabe forståelse, nuancer og tillid omkring et komplekst og relevant emne:
“Programmerne er båret af et sjældent personligt mod til at vise sårbarhed og skabe en ægte forståelse af problemets kompleksitet. Det er en særlig styrke, at fællesskabet ikke er drevet af modstand mod eller kritik af nogen, men af ønsket om sammen at finde løsninger på nogle meget komplekse og aktuelle samfundsudfordringer,“ siger Henrik Berggren, der er formand for juryen og institutleder ved institut for journalistik på DMJX.
Vinderen er fundet blandt et rekordhøjt felt med 327 indstillinger.
STORT TILLYKKE TIL VINDERNE — og tak til alle nominerede, folk der har indstillet kandidater, fagjuryen, folkejuryen, partnere og andre omkring projektet, der har bidraget til at styrke den demokratiske samtale og løfte prisen for femte gang.
LÆS MERE om Folkets Journalistpris HER.
