fjern søgeboks

Frivillighedsalliancen: Unge og organisationer finder nye veje til frivillighed

Midt i maj samlede Frivillighedsalliancen de 23 alliancepartnere til projektets andet alliancemøde. Denne gang var fokus rettet mod én central ambition: At nytænke frivillighed i tæt samspil med de unge.
Af: Maria Hinding, Friskolernes Hus
Kategori
Kurser & arrangementer
21.05.25

Unge skal have lov til at forme frivilligheden
”Giv de unge plads til at være frivillige på nye måder. Lad dem finde nye løsninger på vores fælles fremtid.” Sådan lød det fra Maj Vestergaard Navntoft, udviklingsleder hos Operation Dagsværk, der deltog på alliancemødet. 

Dagens diskussioner kredsede om, hvordan civilsamfundsorganisationerne bedst kan bidrage til at bygge bro mellem skoleverdenen og foreningslivet – og ikke mindst, hvordan unge selv skal have mulighed for at definere, hvad frivillighed betyder for dem.

Flere skoler og stærkere samarbejder
Frivillighedsalliancen har i projektets første år involveret ti skoler. Fra næste skoleår udvides deltagerkredsen til 30 skoler og 25 civilsamfundsorganisationer, herunder DGI, Friluftsrådet og DUF. 

Eleverne, der har været med i dette skoleår, har engageret sig i meningsfulde aktiviteter som bagning til hjemløsecaféer, undervisning af yngre børn og besøg på plejehjem – initiativer, som de selv har udviklet og ført ud i livet.

Lokale netværk skaber stærkere frivillighed
Formand for FRISKOLERNE, Peter Bendix Pedersen, understregede vigtigheden af lokale møder og netværk mellem skoler og civilsamfundsaktører. Det er her, de stærke samarbejder og den virkelige nytænkning opstår. 

Alliancen fungerer som en fælles platform, hvor skoler, organisationer og unge sammen undersøger, hvad der motiverer næste generation til at engagere sig frivilligt – og hvordan det frivillige engagement kan få en mere naturlig plads i skolernes hverdag.

Projektet, som drives i samarbejde mellem FRISKOLERNE og Efterskolerne med støtte fra Samfonden, har til formål at styrke børn og unges frivillige engagement og bringe frivillighed direkte ind på skolernes dagsorden.

Læs mere om Frivillighedsalliancen her.

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE