Vil I gerne styrke jeres friskoles morgensamlinger og løfte glæden ved sang, læring og skoleliv? Så kom med til en spændende temadag om morgensamlinger og morgensangskultur.
Omdrejningspunktet for temadagen er faglighed, sparring og praksis, og du får mulighed for at arbejde med jeres skoles sangkultur og potentiale.
Dagens program
Lea Wierød Borcak, forsker i fællessangskultur ved Aarhus Universitet, åbner dagen med et oplæg, der tager udgangspunkt i ny forskning og den positive udvikling, vi ser i interessen for sang – både i samfundet, politisk og på skolerne.
Senere på dagen arbejder vi med konkrete didaktiske modeller og værdibaseret arbejde med morgensamlingen – og som deltager får du mulighed for at udvikle og styrke egen praksis gennem gruppearbejde, skabeloner og erfaringsudveksling.
Vi slutter af med inspiration til, hvordan sangen kan spille sammen med skolens øvrige faglighed – og hvordan Friskolesangbogen og Håndbog til morgensangen kan understøtte tværfaglige forløb og skolens samlede dannelsesarbejde.
Temadagen er for ansatte på medlemsskoler, der er nysgerrige på arbejdet med morgensang – eller som ønsker at styrke og forankre skolens sangkultur i endnu højere grad.
Temadagen er ikke kun for musiklærere. Vi arbejder med kultur og værktøjer, der er anvendelige for alle lærere og pædagoger omkring morgensamlingen.
Sted: Nature Energy Park, Odense
Dato: 29. januar 2026
Kl. 8.30-15.30
Pris: 695 kr. inkl. 1 stk. Håndbog til morgensangen.
