Et friskoleliv sætter spor. Det mærker de frie skoleelever, både mens de som børn er en del af skolen, og - måske i særlig høj grad - når voksenlivet rammer, og levet liv træder frem med nuancer og værdier.
I Magasinet Friskolens artikelserie ‘Friskolen er en del af mig’ fortæller tidligere friskoleelever, hvordan deres tid som friskoleelev har sat sig i dem. Det er fortællinger, der strækker sig over årtier af den frie skoles historie - fra 1960'erne frem til nutiden - ligesom det er personlige beretninger om, hvad mødet med såvel den frie skole som de mennesker, der mødes der, gør ved eleverne.
HVAD TOG JEG MED MIG?
I serien medvirker både tidligere friskoleelever, der er kendt i den brede befolkning, og de der ikke er. Fælles for dem er, at de sætter ord på oplevelser, der har været med til at forme dem til de voksne, de er. Fx:
"Jeg havde sgu’ ikke levet af at spille musik i dag, hvis det ikke havde været for Bettina. Det er hundredetusind procent sikkert.” Rikke Thomsen, Eckersberg Friskole, musiker
“Jeg er sindssygt taknemmelig for min tid på friskolen. Den har gjort mig til den person, jeg er i dag.” Emil Jakobsen, Kertemindeegnens Friskole, håndboldspiller
“Min analytiske og kreative ild blev i højere grad stimuleret på friskolen. Jeg havde aldrig oplevet, at dansktimer kunne være så inspirerede.” MØ, Odense Friskole, sangerinde
“Thorsted Friskole gav mig en tro på, at jeg selvfølgelig kan få nye ting til at virke, hvis jeg virkelig tror på det og arbejder hårdt for det.” Kræsten Kusk, Thorsted Friskole, filmmand og skulptør
DYK NED I DE MANGE PORTRÆTTER HER.
BRUG ARTIKLERNE SOM OPGAVE TIL ELEVERNE
Magasinets redaktion foreslår, at de mange portrætter kan anvendes som en opgaver til de ældste elever.
Bed dem fx forestille sig, at de er 10 år ældre, end tilfældet er - og bed dem så se tilbage på deres skoletid. Hvad har de taget med sig ind i voksenlivet? Hvilke konkrete episoder, mennesker og steder? Svaret kan udformes skriftligt, mundtligt, som video, på lyd … mulighederne er mange.
Magasinets redaktør hører gerne om evt. opgaver baseret på portrætterne - eller andre af magasinets artikler.
HVAD ER DIN HISTORIE?
Kender du en tidligere friskoleelev, der har en historie at fortælle? Magasinet redaktør, Mie Lund Hansen, tager altid imod tips.
