27 medlemsskoler er kommet med i en ny forsøgsordning med skolemad, der løber fra 2025 til 2028. Udvælgelsen er sket gennem lodtrækning blandt 346 ansøgende skoler, herunder 64 frie grundskoler.
Ny viden om skolemadens indvirkning
Forsøgsordningen, som blev vedtaget med finansloven for 2025 og har et samlet budget på 854 millioner kroner, har til formål at afprøve og udvikle forskellige modeller for skolemadsordninger. Målet er at indsamle viden om, hvordan skolemad påvirker elevernes sundhed, trivsel og læring, samt at undersøge betydningen af forskellige betalingsmodeller.
Forsøgsordningens rammer
De deltagende skoler vil implementere skolemadsordninger i enten indskolingen, mellemtrinnet eller udskolingen.Nogle skoler vil tilbyde gratis skolemad, mens andre vil have en forældrebetaling på enten 15 eller 25 kroner pr. måltid. Forsøget vil blive evalueret af Rambøll Management Consulting i samarbejde med Trygfondens Børneforskningscenter og Københavns Professionshøjskole.
Vi ser frem til at følge de 27 friskolers erfaringer og bidrag til dette vigtige initiativ, der kan få stor betydning for fremtidens skolemadsordninger.
Læs mere om forsøgsordningen, og se listen over alle skoler, der er udtrukket til at deltage.