Ansatte på friskoler, privatskoler, efterskoler og frie fagskoler har ligesom offentligt ansatte en skærpet underretningspligt, hvis den ansatte har en bekymring for et barn. Pligten følger af Barnets Lov.
En ny vejledning fra ministeriet skal hjælpe skolens ansatte med at handle korrekt og rettidigt, når der opstår bekymring for en elev. Underretningspligten er personlig – og gælder uanset stilling.
Vejledningen beskriver, hvordan skolens ansatte skal gribe en underretning an. Vejledningen giver også en række eksempler på tegn på mistrivsel og overgreb samt information om tavshedspligt og tilsyn.
Formålet er at sikre en tidlig indsats og hjælp til børn og unge, der har brug for støtte.
Skolens ansatte er altid velkomne til at ringe til Friskolerne med henblik på konkret vejledning.