Skænderiet er en vigtig demokratisk muskel, som gør os i stand til at fastholde samtalen, selv med mennesker vi aldrig bliver enige med.
Undervisningsmaterialet ’Et ordentligt skænderi’ introducerer skoleelever til den demokratiske samtale i praksis ved hjælp af rollespil og dilemmaøvelser, og giver dem samtidig et teoretisk afsæt i N.F.S. Grundtvig og Hal Kochs tanker og erfaringer om, hvad der gør et demokrati frit.
De tre foreninger, der står bag udgivelsen af - nemlig Foreningen Åndsfrihed, Grundtvigsk Forum og Center for Karakterdannelse - peger på tre grunde til, at det er nødvendigt at få skænderiet ind i klasselokalerne netop nu:
- Undersøgelser viser, at lærere i stigende grad afholder sig fra at undervise i såkaldte kontroversielle emner – herunder Muhammedkrisen og Israel/Palæstina – blandt andet af frygt for at skabe konflikt og store følelsesmæssige reaktioner hos eleverne. Det er et demokratisk problem.
- Polarisering i den offentlige debat er voksende, fordi vi ikke tør, orker eller ønsker at tale med mennesker med radikalt anderledes holdninger end vores egne.
- Vi har en lang tradition for åndsfrihed i det danske demokrati. Men det er også en tradition, vi kan glemme eller holde op med at værdsætte, hvis ikke vi forstår, hvad åndsfrihed er.
Det siger afsenderne af materialet:
”I en tid med stigende polarisering nytter det ikke noget, at vi kun kan være i samtalen med dem, der ligner os selv eller mestrer høflighedskoderne. Vi er nødt til at øve os i at ’blive i ubehaget’ i samtalen med dem, vi måske aldrig blive enige med. Denne demokratiske åndsfrihedstradition har dybe rødder i Danmark med navne som Grundtvig og Hal Koch. Men det betyder bare ikke, at unge mennesker i dag kender til den.” (Ingrid Ank, formand for Foreningen Åndsfrihed og leder af Grundtvig-Akademiet hos Grundtvigsk Forum)
”'Et ordentligt skænderi' er karakterdannelse i demokratiske dyder. Tidens polarisering og totalitære tendenser minder os om, at demokratiet ikke er vundet en gang for alle, og at danskere ikke bliver født demokratiske. Demokrati som livsform og samtale er noget vi langsomt dannes og kultiveres til ved at øve os og praktisere det. Det gør vi ved at sætte problemer under debat, øve os i uenighed og fastholde relationer uanset vores fundamentalt forskellige syn på fx køn, religion, klima og andre eksistentielle og politiske spørgsmål." (Jonas Norgaard Mortensen, leder af Center for Karakterdannelse)
Fakta om materialet
- Målgruppe: 9.-10. klasse
- Formål: At lære eleverne at blive i diskussioner til trods for uenighed
- Indhold: Lærervejledning og elevmateriale inkl. dilemmaøvelser, rollespil, elevtekster, som introducerer Hal Koch, N.F.S. Grundtvig og begreber som polarisering, åndsfrihed og demokrati
- Omfang: 3-4 lektioner eller som temadag
Find materialer HER.
Har du spørgsmål?
Kontakt Ingrid Ank, formand for Foreningen Åndsfrihed og leder af Grundtvig-Akademiet.
