fjern søgeboks

Der er brug for antibureaukratiske løsninger nu

Der er brug for antibureaukratiske løsninger nu

Af Peter bendix Pedersen, formand for FRISKOLERNE

Den 11. marts vil gå over i danmarkshistorien som den dag, hvor statsminister Mette Frederiksen gjorde det klart for den danske befolkning, at covid-19 var kommet til Danmark og krævede en række voldsomme restriktioner af vores almindelige hverdag. Skolerne lukkede, grænserne lukkede, flytrafikken stoppede. Fra den ene dag til den anden. Hele folketinget bakkede op om de hastelove, der skulle til for at indskrænke befolkningens friheder så markant, som det er sket.

Det skulle vise sig, at danskerne over en kam opførte sig meget disciplinerede og ansvarligt. »Sammen hver for sig« er blevet det nye sort. Smittekurven gik ikke i rødt, som alle frygtede. Den har fulgt den grønne kurve, og derfor er vi nu i gang med en kontrolleret, gradvis genåbning af landet.

Der er snart gået to måneder. Den socialdemokratiske krisestyring har vist sig udpræget effektiv ved nedlukningen af samfundet. En utaknemlig opgave at haste kriselovgivning igennem i skyldig respekt for demokratiske principper. Det er ikke let, og vi bør være taknemlige for, at regeringen og politikerne modigt og ansvarsfuldt har påtaget sig opgaven, som fortjener respekt og anerkendelse.

Men vi er ved at være slidte af nedlukning, isolation og de usædvanlige forhold, der frarøver os vores hverdag og frihed til at gøre det, vi plejer. Det skaber frustration, magtesløshed, og vi resignerer på initiativ. Alle strækker sig langt for at opfylde de sundhedsmæssige krav.

Men vi har også brug for håb og et lys for enden af tunnelen. Derfor er det måske contra-produktivt, når statsministeren pointerer igen og igen, at vi nok aldrig kommer tilbage til den tid, der var før corona-krisen.

Uagtet at det måske er rigtigt, så har vi alle sammen brug for at holde fast i håbet. Ikke mindst alle de unge mennesker, som nu på 8. uge er hjemme foran computerskærmen.

Jeg tror, det er det tid til at udvise endnu mere tillid til, at civilsamfundet kan bidrage positivt i genåbningen af landet. Hav eksempelvis tillid til, at skolerne lokalt vil tage ansvar for at følge myndighedernes anbefalinger, når blot de får lov til at genåbne skolen for alle klassetrin. Ikke to skoler er ens, så det vil skulle gøres forskelligt rundt omkring i landet. I friskoleregi har vi som bekendt gode erfaringer med at udfylde rammerne for den tillid, samfundet viser os. Friskolerne vokser ud af civilsamfundet, og vi ved, at der ud af tillid vokser et stærkt engagement. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at skolerne er indstillet på at bidrage til 2. fase af genåbningen på ansvarlig vis.

Det vigtigste lige nu er at give de unge i de ældste klassetrin i grundskolen, på efterskoler, højskoler og ungdomsuddannelserne håb om, hvornår det er deres tur til at se deres venner, lærere og skolen igen. Tro på, at det er ansvarlige unge og voksne, der kan tage hånd om de fortsatte restriktioner. Vi har brug for antibureaukratiske løsninger nu, der kan tilpasses lokalt. Lad ikke laveste fællesnævner eller overstyrings-trang tage mere end højest nødvendigt af ungdommens forsømte forår 2020.

Det vil bidrage til at skabe det mod, der skal til, når vi midt i krisen skal forme tiden efter krisen – hvad enten tiden skal være, som den var før, eller skal formes påny med de erfaringer, som krisen selvfølgelig lagrer i os.

Bragt i Politiken Skoleliv den 7. maj 2020

 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12