Af Peter Bendix Pedersen, formand for FRISKOLERNE, peter(at)friskolerne.dk, 40412027

I dag fremsætter Dansk Folkeparti et forslag til folketingsbeslutning om »at afskære statsstøtte til visse friskoler, hvor over halvdelen af eleverne har udenlandsk baggrund«. Det er to år siden samme forslag blev fremsat første gang. Dengang slog justitsministeriet i et notat fast, at forslaget er på kant med både grundlovens §70 (man må ikke diskriminere på grund af tro eller afstamning) samt Den europæiske menneskerettighedskonvention artikel 14 (retten til ikke at blive frihedsberøvet ulovligt eller vilkårligt).

Kun Socialdemokratiet støttede Dansk Folkepartis ide. Men nu prøver Dansk Folkeparti igen, uagtet at forslaget fortsat udfordrer både grundloven og Den europæiske menneskerettighedskonvention, hvilket i sig selv burde være nok til at bremse folkevalgte politikere.

Den underliggende præmis for forslaget er, at friskoler med muslimske værdier, automatisk modvirker integrationen, og at det var bedre, hvis disse elever var fordelt på ”almindelige” skoler.  

Problemerne med præmissen står i kø.

Hvad er »udenlandske elever«? Hvad forstår vi ved integration? Ville eleverne blive bedre integreret på andre skoler? Er Dansk Folkeparti ligeglad med, at forslaget er i strid med grundlæggende retsprincipper om lighed og frihed?

Sproget skaber hvad det nævner, sagde den gamle Grundtvig meget præcist. »Elever med udenlandsk baggrund« er i denne sammenhæng pæredanske børn, der er født og opvokset i Danmark – ofte med forældre, der også er født og opvokset i Danmark, mens måske deres bedsteforældre kom til Danmark på grund af krig og forfølgelse, eller fordi Danmark engang manglede arbejdskraft. Men vi tillader os stadigt at kalde disse menneskers børnebørn for »udenlandske«.

Hvis Dansk Folkeparti var ægte optaget af at finde en frugtbar plads i samfundet til elever fra friskoler med flersprogede elever, skulle man starte med at undlade at få dem til at føle sig som gæster fra et »udland«, der ikke kan inkluderes. Sandsynligheden for at disse børn vil føle sig ægte danske og accepterede er, at samfundet netop møder dem med ligeværd og tolerance.

Det er mig en gåde, at der ikke er mere politisk nysgerrighed efter at finde ud af, hvorfor det gang på gang har vist sig, at eleverne fra de flersprogede friskoler klarer sig bedre i uddannelsessystemet end tilsvarende elever i folkeskolerne. For alle må vel kunne blive enige om, at uddannelse er en afgørende vej mod medborgerskab?

Elever fra flersprogede friskoler opnår ifølge tænketanken Kraka knapt 1,5 karakterpoint højere gennemsnit ved grundskolens afgangsprøver end elever med lignende etnisk baggrund i andre skoler – også når man korrigerer for deres sociale baggrund. Hvorfor? Kan man forestille sig, at det netop har noget at gøre med dét faktum, som alle lærere kender, nemlig at tryghed og tolerance er dén grundlæggende faktor for indlæring? Og at disse skoler ofte er eminent dygtige til at etablere stærke forbindelser mellem skole og hjem, hvilket gavner eleven?

Hvis Dansk Folkepartis forslag får opbakning, vil det betyde, at de flersprogede friskoler sendes til tælling. Det er jo helt åbenlyst også dét, der er hensigten. Og hvilket godt alternativ står politikerne så klar med? En folkeskole, hvor integrationsproblemerne tårner sig op, og hvor tilsvarende elever klarer sig dårligere?

Eller skal eleverne køres rundt med bus og fordeles i et tyndt lag ligesom man har gjort det i Aarhus igennem 14 år?

En ny undersøgelse viser, at den aarhusianske busordning af skolelever er lige til at få ondt i maven af. De tosprogede elever fratages deres frie skolevalg og fragtes med bus rundt til skoler med primært dansksprogede elever. Tanken er, at det skal gavne elevernes sprogudvikling og integration.

Det er TrygFondens Børneforskningscenter, der står bag undersøgelsen af busordningen, og konklusionen er, at børnene mistrives. De har problemer med mave- og hovedpine, de er isolerede, de rangerer lavest i hierarkiet, og de klarer sig fagligt dårligere end tilsvarende elever. De bliver ikke integreret på de skoler, de sendes til men samler sig i stedet med de andre etniske »busbørn«. Forskere udtaler, at konklusionerne ikke er overraskende og peger blandt andet på, at sprog ikke smitter.

Det er andre faktorer, der skal til, hvis man vil sikre sig, at disse elever ikke skal føle sig som gæster på en fremmed skole – eller i samfundet i det hele taget.

Så længe politikernes forventninger til elever fra flersprogede friskoler er knyttet til etnicitet og »udenlandskhed« vil dette være selvopfyldende og dermed med til at begrænse børnenes muligheder for reelt at skabe en identitet udover deres etnicitet.

Min opfordring er derfor: Riv tre dage ud af kalenderen og tag ud og besøg de flersprogede skoler. Vær ægte nysgerrig på deres skolepraksis. Inviter skolerne med ind i en drøftelse af, hvordan vi kan sikre, at der bygges bro mellem unge mennesker og samfundet. Og mellem skoler. Det gælder ikke kun de flersprogede friskoler men også alle de meget homogene skoler, der præger Danmark generelt. Og vis os alle sammen, at både grundloven og menneskerettighederne er noget, vi værner om.

Bragt i Politiken Skoleliv 20.05.20