Forvaltningerne ud af skolegården!

Af Peter Bendix Pedersen, formand for Dansk Friskoleforening

Vi er alle sammen enige om, at grundskolen er en vital samfundsbærende institution. Det er den, fordi det er her, børn og unge bliver dannet – fagligt, personligt og til et fællesskab. Men hvordan vi sikrer netop dette, og hvordan balancen mellem frie skoler og folkeskoler skal være – det er dér uenighederne opstår.

Sandheden er jo, at der kan være mangfoldige veje mod vores fælles mål. Derfor giver det heller ikke mening at tale om folkeskolen, som om det var en ensartet masse. Skoler bliver til af mennesker, og derfor er de pr. definition forskellige. I friskolerne hylder vi denne præmis. Og måske er det tiden til at give folkeskolerne noget af den frihed, friskolerne næres af.

Jeg tror ikke på, at folkeskolerne styrkes ved at svække friskolerne og vice versa. Og jeg er ikke enig med Annette Lind (S) i, at »regeringens kombination af øget støtte til privatskolerne og smalhals i den offentlige sektor vil betyde en gradvis skævvridning, hvor folkeskolen løbende svækkes, mens privatskolerne styrkes«. Det modsatte var faktisk konsekvensen af de nedskæringer, som Socialdemokratiet, SF og de Radikale effektuerede fra 2011 – 2014. Skolepengene steg markant i denne periode. Ingen i den frie skolesektor ønsker den slags amerikaniserede forhold, hvor frie og private skoler kun er for de velstillede i samfundet. Tværtimod.

De frie skoler skal være en valgmulighed for alle – ikke for de få. Ellers kan man med rette tale om skævvridning. Fri- og privatskoler modtager i dag kun ¾ af udgifterne til folkeskolerne, og hvis eleverne i stedet skulle undervises i folkeskolen, ville det indebære en merudgift for det offentlige på minimum en milliard kroner årligt. Så, nej fri- og privatskolerne tager ikke noget fra folkeskolerne. Nok om økonomi.

Hvilke grundlæggende ingredienser skal der til for at sikre en sund og levedygtig skole? Ud over ansatte, børn, forældre og bygninger selvfølgelig. Set udefra kan jeg få øje på (mindst) fem essentielle elementer: 1. Følelse af selvstyre 2. Forældreinddragelse 3. Forankring i omverdenen 4. Forventning til engagement 5. Økonomi.

Hvad skal der så til for at sikre disse forhold? Mit svar er »frihed«. Ikke i betydningen »uden mål og med«, men i en version, der giver næring til fællesskabet med udgangspunkt i overordnede rammer, der udstikker forventningerne. Jeg tror, at det er denne ramme, der er blevet for snæver i folkeskolerne. Eller med andre ord: Jeg kan se, at det er denne frihed, som både ansatte og forældre finder attraktiv i friskolerne.

Derfor vil jeg ønske for folkeskolerne, at politikerne tør give dem friere styringsrammer. Forvaltninger og politikere skal ud af skolegården, mens forældrene med fordel kan komme et skridt nærmere, og skoleledelsen og skolebestyrelsen sætter sig om bordet – klar til at tage ansvar for den fælles skole – sammen med alle de ansatte.

Vi har – friskoler som folkeskoler – brug for en stærk folkeskole. Og i øvrigt er det værd at huske på, at mange forældre slet ikke er utilfredse med folkeskolen, men lokale politikeres forelskelse i stordrift har lukket en stribe lokale folkeskoler siden kommunalreformen i 2007 og dermed tvunget forældrene til at tænke i alternativer.

Anne Mee Allerslev (R) peger på, at det er vigtigt, at skolen afspejler samfundet. Ja! Det må man nok sige, at de nye lokale friskoler kan leve op til. Den slags politiske meldinger vidner desværre om et vist snæversyn. Ikke alle skoler er beliggende i storbyerne, og der er væsensforskelle på de problematikker, der knytter sig til skoler i storbyerne og resten af landet. Mange friskoler på landet udgør reelt de nye »folkeskoler«, mens byskoler – folkeskoler som fri- og privatskoler - i langt højere grad er i konkurrence, har ventelister og lettere kan prioritere. Jeg maler med en meget bred pensel nu, for der er naturligvis store forskelle skolerne imellem.

Jeg tager kritikerne alvorligt, når de peger på, at endnu flere fri- og privatskoler i storbyerne kunne påtage sig sociale opgaver. Det skal de gøre for børnenes skyld, for familierne, for sektoren og for samfundet. Vi har alle sammen en fælles interesse i at dette sker, så debatten ikke altid skal farves af det fåtal af skoler, der potentielt kunne bidrage mere, end de gør. Det er mere interessant at fokusere på de gode kræfter, som flertallet af skoler – folkeskoler som fri- og privatskoler – allerede er præget af.

Bragt i Altinget, den 24. januar 2017