fjern søgeboks

Hvordan kan det være integration at ekskludere en minoritet?

Debatindlæg: Hvordan kan det være integration at ekskludere en minoritet?

Af Peter Bendix Pedersen, formand, og Maren Skotte, kommunikationsansvarlig, Dansk Friskoleforening

Magnus Von Dreiager fra Konservativ Ungdom og Erik Simonsen, medlem af De Konservative, harcelerer i landets lokale medier med budskabet om, at den eneste farbare vej for integrationen er at lukke alle de muslimske friskoler.

"Når folk kommer til landet skal de assimileres, og det sker altså bedst, hvis de kommer i danske skoler, hvor flertallet af børnene har en dansk baggrund". Javel, assimilation er De Konservatives svar på integration. Altså: "de" skal blive som "os" ved at opgive egne overbevisninger. Så langt for det daske frisind og for religionsfriheden. Hvem er det egentlig, der agerer mest "udansk" nu? Det nytter ikke at besvare mulige anti-demokratiske tendenser med manglende demokratisk overskud.

Denne sommer har der ikke været sparet på spaltepladsen om de muslimske friskoler, og det lader ikke til, at viden er et krav for at blande sig i debatten.

Det er ganske sikkert og vist, at de to konservative medlemmer aldrig har sat deres ben på en eneste af de 26 muslimske friskoler, der findes i Danmark. Ikke desto mindre er deres bedste bud at lukke alle muslimske friskoler. Det vil altså sige: ignorere grundlovens bestemmelser om undervisningsfrihed og diverse internationale konventioner om beskyttelse af mindretal. Det er grænseløst useriøst og udemokratisk at dæmonisere en hel gruppe mennesker, fordi der måske/måske ikke er brodne kar.

Betyder det også, at alle kristne friskoler skal lukkes, hvis man finder brodne kar i de kredse? Eller at pædagogisk eksperimenterende friskoler skal forbydes, hvis de brodne kar findes dér?

Danskerne valgte i 2016 10 værdier til en "Danmarkskanon". Heriblandt begrebet "frisind". Dette begreb indebærer forestillingen om, at alt ikke er lige godt eller sandt, men at vi respekterer andres synspunkter. Frisind er, at vi kæmper for hinandens ret til at mene noget forskelligt. Og tro noget forskelligt. Det er selvsagt ikke en blåstempling af ulovligheder. En friskole, der ikke lever op til loven skal lukkes. Slut færdig.

Men, det er meget vanskeligt at se de ædle motiver om integration, når det i virkeligheden snarere er eksklusion af en bestemt gruppe borgere.

Hvor mange danskere ved, at de muslimske friskoler sikrer eleverne knap 1,5 karakterpoint højere gennemsnit ved grundskolens afgangsprøver end elever med lignende etnisk baggrund i andre skoler? Og hvorfor taler vi ikke om, at elever fra muslimske friskoler har 5,6 pct. point større chance for at blive færdige med ungdomsuddannelse fem år efter, at de afslutter deres skolegang, og 7,1 pct. point højere chance for at påbegynde en videregående uddannelse fem år senere.

OECD har i en nylig rapport konkluderet, at elever med immigrantbaggrund føler sig mindre hjemme i den danske folkeskole, end de gør i skolerne i andre europæiske lande, og at Danmark er et af de europæiske lande, hvor der er størst forskel på, hvor meget de børn, der er født og opvokset i landet, præsterer i forhold til migrantbørn.

Fortæl os lige, hvordan sommerens mediestorm på de forældre, der har valgt muslimske friskoler skulle hjælpe på følelsen af at føle sig fremmed og uvelkommen? Det er ikke de muslimske friskoler som gruppe, der er problemet. Problemet er den hadske debattone og budskabet om, at de her mennesker ikke er velkomne. Det er ødelæggende for chancerne for reel integration. 

Bragt i regionale medier august 2017

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12