Tanja Krabbe, sekretariatschef, Daginstitutionernes Landsorganisation - DLO
Peter Bendix Pedersen, formand, FRISKOLERNE, bestyrelsesmedlem, Daginstitutionernes Landsorganisation
Steffen Damsgaard, Landsformand, Landdistrikternes Fællesråd
I DLO, Friskolerne og Landdistrikternes Fællesråd er vi bekymrede for de private daginstitutioners fremtid. Meget tyder nemlig på, at det fremover bliver sværere at få passet sine børn tæt på bopælen.
Det gælder særligt i landdistrikterne, fordi den private institution måske er den sidste daginstitution, der er tilbage i lokalområdet.
Den usikre fremtid skyldes især, at børn i private daginstitutioner udløser et langt mindre offentligt tilskud per barn, end hvis de gik i en kommunal daginstitution.
Tal fra analysebureauet MBC viser, at vuggestuebørn i en privat institution i gennemsnit udløser 8.243 kroner mindre årligt, end et barn i en kommunal vuggestue, og at et børnehavebarn får 1.175 kroner mindre om året.
Der er dog store forskelle i, hvor tæt den enkelte kommune er på at tildele korrekt beregnet tilskud til de private daginstitutioner.
Beregningerne dækker kun det tilskud, der skal gå til personaletimer.
Tager man samtidig højde for, at mange private daginstitutioner får et for lavt tilskud til husleje og bygningsudgifter, er forskellen mellem private og kommunale institutioner reelt endnu større.
Konkret betyder det, at en lille privat institution med to vuggestue-stuer og en enkelt børnehavestue kunne ansætte en ekstra medarbejder, hvis den private institution havde samme vilkår som en offentlig institution.
Ulogiske regneregler
Problemstillingen er desværre ikke ny, og snart kommer endnu et benspænd for de private daginstitutioner.
Fra 2025 skal de nemlig også måles på, hvordan de overholder minimumsnormeringskravet – et krav, der fastsætter et minimumsniveau for antallet af pædagogisk personale i forhold til antallet af børn.
Ifølge beregninger udført for DLO, som repræsenterer 95 procent af de private daginstitutioner, vil to ud af tre private daginstitutioner ikke kunne overholde lovens krav. Det vil i sidste ende betyde, at de mister godkendelsen til at drive daginstitution.
De økonomiske rammer for at drive privat og offentlig daginstitution skal ifølge loven som udgangspunkt være ens i hver kommune. Hvor er det så, at årsagen ligger?
Den ligger både i ulogiske regneregler i loven og i kommunernes beregningsmodeller, som er forskellige, og som formentlig ikke altid tager alle udgifterne til de offentlige daginstitutioner med i beregningsgrundlaget.
Det bør være i alles interesse, at tilskuddet udregnes på samme måde i alle landets kommuner, og at en institutionsplads får det samme i tilskud uanset privat eller offentligt regi.
Derfor er det nødvendigt med et gennemgående servicetjek af både dagtilbudslovens regnemetoder og af kommunernes beregningsmodeller, så vi sikrer et langt bedre økonomisk og normeringsmæssigt fundament for de private daginstitutioner.
Et land i geografisk balance
I sidste ende handler det om at skabe rimelige vilkår i hverdagen for de 25.000 børn og deres forældre, der ønsker en privat daginstitution.
Men det handler også om at sikre et land i geografisk balance, hvor man kan leve det hele liv – også uden for de største byer.
For i mange landsbyer er den private daginstitution den eneste pasningsmulighed i lokalområdet. Mister man den, mister man også et vigtigt aktiv for at kunne tiltrække familier til byen.
Det kan sætte gang i en negativ spiral, hvor skole, handelsliv og huspriser sættes under pres, hvis tilflytningen stopper.
Hvis vi skal undgå, at et stort antal private institutioner lukker – eller tvinges til at hæve forældrebetalingen til et urealistisk niveau, hvor de færreste lokale familier kan være med, så kræver det politisk handling for at skabe de ligelige rammer mellem private og offentlige daginstitutioner, som er lovens intention.
Bragt i Altinget.dk den 26. august 2025
