Af Charlotte Bach Thomassen, landsformand for DGI, Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne, Peter Bendix Pedersen, formand for FRISKOLERNE, Maj Vestergaard Navntoft, elevbevægelsen Operation Dagsværk
I takt med, at Europa opruster militært i en skala, vi ikke har set i årtier, efterspørges tilsvarende åndelig oprustning. Dén type oprustning, der handler om at styrke menneskers mentale og moralske ressourcer, tage ansvar for hinanden, skabe håb, værdighed og mening. Et humanistisk modsvar til kynismen.
Det er vanskeligt at tale om åndelig oprustning uden at adressere civilsamfundet, som det fænomen, hvor fællesskaber gror, tillid opbygges, og demokratiet holdes levende – hver dag. Gennem foreninger, græsrodsbevægelser og frivilligt engagement. Det er her mødet mellem mennesker er i centrum. Hvor vi engagerer os i noget, der er større end os selv og oplever at blive en del af et meningsfuldt fællesskab, som styrker både selvværd, selvtillid og selve meningen med livet for den enkelte.
Lige nu står 200 unge klar til at bidrage. De er første kuld fra Frivillighedsalliancen, et samarbejde mellem 25 civilsamfundsorganisationer og en række skoler, hvor frivillighed er sat på skoleskemaet. Målet er, at erfaringerne skal komme hele grundskolen og alle dele af civilsamfundet i Danmark til gode. Vi ønsker at så frø hos unge og skabe en oplevelse af mestring i en tryg ramme, så flere unge får lyst til at være aktive i frivillige sammenhænge. De unge er via skolen blevet tilbudt en øvebane, hvor de har fået erfaringer med at mærke værdien af at gøre noget for andre. Nu er de på vej videre i ungdomsuddannelserne og spørger: Hvordan banker man på civilsamfundets dør?
I det spørgsmål bor to opmærksomhedspunkter. Det kan være svært at få øje på civilsamfundets mange døre. En spejderhytte, en gymnastikhal eller en Røde Kors butik er lette at spotte – men hvor og hvordan henvender man sig konkret der? Og hvad med alle de andre foreninger og frivillige organisationer som ikke nødvendigvis er synlige lokalt? Både som civilsamfund og skoler kan og bør vi blive bedre til at hjælpe unge i retning af dét, der motiverer den enkelte og få taget det første skridt. Og næste fokuspunkt i civilsamfundet er så hele tiden, at blive dygtigere til både at invitere indenfor, når der bliver banket på døren – og til at have gode rammer for dem som er kommet indenfor døren. Foreninger og frivillige organisationer skal stå klar - med åbne arme og åbent sind.
En af konsekvenserne ved de verdensomspændende kriser er desværre, at mistrivslen – ikke mindst blandt unge – øges. Derfor er det afgørende, at vi gentænker, hvordan unge bliver en del af et involverende civilsamfund. Trivselskommissionen offentliggjorde februar 2025 anbefalinger til, hvordan unges trivsel kan styrkes. Og ét af svarene er - »gennem frivilligt arbejde«. Kommissionen påpeger, at vi har gode forudsætninger for at bidrage med et dansk svar på de trivselsudfordringer, mange vestlige samfund står overfor. Gennem pædagogik, dannelse, demokrati, livsoplysning, karakterdannelse, fællesskaber - og et stærkt civilsamfund.
Ambitionen om at styrke demokratiet som modvægt til krudt og kugler, kræver, at nye generationer får lyst og mulighed for at tage del i – og får positive erfaringer med - at engagere sig.
Men, selvom mange i civilsamfundet hungrer efter unge kræfter, er man ikke altid gearet til at byde dem velkommen. Der kan være for mange eller for få forventninger, for lidt fleksibilitet og for lidt forståelse for, hvordan unge engagerer sig i dag. Foreninger og organisationer kan have for fastlåste billeder af, hvad det vil sige at være frivillig. Det har mange unge også. Nogle unge oplever i forvejen, de er pressede og forbinder frivillighed med noget, der mest tager energi – fremfor det modsatte. Begge præmisser bør udfordres målrettet.
Det er en kendsgerning, at det klassiske frivilligbegreb ikke automatisk tænder unge. Langsigtede forpligtelser og faste møder hver tirsdag har ikke stor ungeappel i 2025. Flere unge i dag er optaget af sagen – klimaet, ulighed, trivsel – ikke nødvendigvis af at blive medlem af en foreningshverdag.
Det vigtigste i en frivillighedskultur som tiltrækker unge er, at det er drevet af en indre motivation hos den enkelte unge. Derfor er det afgørende at værne om ’fri’ i begrebet ’frivillig’, som den drivkraft, hvorfra engagementet kommer. Ungeinvolvering bliver desværre ofte til pseudo-involvering. Det er ikke blot spild af tid – det risikerer at være direkte skadeligt. For hvis unge får oplevelsen af som-om-indflydelse, kan tilliden til både en selv og de demokratiske institutioner lide et knæk.
De unge på både skoler og i foreninger fortæller, at det er følelsen af at kunne gøre en forskel, der tænder noget i dem. At blive taget alvorligt. Ikke at blive brugt som gratis arbejdskraft eller placeret i en bestyrelse for syns skyld. Unge motiveres ikke af at være frivillige på en bestemt måde. Så, når vi lovpriser civilsamfundet, må voksne turde åbne sig imod det nye, det uperfekte og det uprøvede. Vi kan i samspillet imellem civilsamfund og skoler stille øvebaner til rådighed og lytte til unges input.
I Frivillighedsalliancen har vi gjort en vigtig erfaring: Når unge gives erfaringer med at gøre noget godt for andre – spille skak med ældre, arrangere dans for udviklingshæmmede, rydde op i naturen, lave kampagner eller hjælpe til i lokale projekter – så sker der en forvandling. De opdager, at de faktisk kan, og at de ikke behøver være ’professionelle frivillige’ for at gøre en forskel. Unge er desværre vant til at blive målt og vejet og er ofte nervøse for at fejle. Men, når man får lov til at øve sig, kommer modet.
De fleste unge vil gerne være en del af noget, der er større end dem selv, men vi må tænke rammerne anderledes. Vi må erstatte pligt med passion. Og arbejdslogik med medborgerskab. Et sted at starte er i sproget: Lad os tale om motivation i stedet for rekruttering. Om frivilligt engagement i stedet for frivilligt arbejde. Om fællesskabet i stedet for opgaven.
Når civilsamfundet ofte adresseres af såvel H.M. Kongen, statsministeren og Trivselskommissionen som en krumtap i vores samfund, må vi tale mere om, hvordan man reelt inviterer unge ind. Mange unge har ikke nære rollemodeller, der er frivillige, som de kan se op til. Så vi skal skabe de billeder og rollemodeller for dem.
Lad os starte med at hjælpe de 200 unge, der lige har været en del af Frivillighedsalliancen, over dørtærsklen, tilbyde en hånd i ryggen – men også lægge et stort og ægte nysgerrigt øre til deres måder at være frivillige på. Og lad os blive bedre til at tilbyde forventningsfrie rum, der ikke kræver, man straks melder sig til bestyrelsen eller et ungeråd, men bidrager med det man kan og vil – her og nu. Civilsamfundet bør være et frirum. Et sted, hvor unge kan øve sig i at være mennesker blandt mennesker. Til gavn for den enkeltes livsmod og trivsel – og dermed til gavn for samfundet. I den rækkefølge. Når vi inviterer unge ind på deres egne præmisser, styrker vi ikke bare civilsamfundet – vi styrker hele samfundets modstandskraft.
Bragt i Avisen Danmark den 7. september 2025
