fjern søgeboks

Det skal være sværere at udskrive elever i frie grundskoler – og godt for det

Peter Bendix Pedersen, formand for FRISKOLERNE og Maren Skotte, chef for politik og udvikling i FRISKOLERNE

Samtidig med at regeringen ønsker at give folkeskolerne lettere adgang til at bortvise udskolingselever med voldelig adfærd, foreslås det omvendt, at de frie og private skoler skal mødes af krav om dokumentation for at være hørt i processen, før en udskrivning kan komme på tale. Det bakker vi i FRISKOLERNE helhjertet op om. For selvfølgelig skal ingen børn opleve at blive pludseligt og uforklarligt smidt ud af deres skole. Det er ulykkeligt for alle involverede.

Vi har netop spurgt vores medlemsskoler om omfang og årsager til udskrivninger. Tendensen er krystalklar: Det sker yderst sjældent. En tredjedel af vores medlemsskoler har ingen udskrivninger haft de seneste fem år. 

Når det alligevel sker, er det typisk efter lange forløb og med barnets tarv som kompas. Skolerne beskriver, at udskrivninger typisk handler om behov for et specialtilbud, hvor barnet kan få bedre støtte – og tit i enighed med forældrene. 

Processerne er ofte lange, transparente og præget af møder, handleplaner og inddragelse af både eleven, forældrene og PPR. På halvdelen af skolerne er procedurerne skrevet ned. Er det nok? Nej, vi bakker op om, at alle skoler bør have nedskrevne procedurer for udskrivning.

I øvrigt melder flere skoler tilbage, at sagerne ofte kan handle om forældresamarbejdet, der bryder sammen snarere end elever, der ikke ”passer ind”.

De politiske stramninger, som børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har foreslået er relevante og afbalancerede. Intentionen er at sikre, at elever og forældre oplever en tryg, gennemsigtig og ordentlig proces – også i de sjældne tilfælde, hvor et tvungent skoleskift viser sig at være den bedste vej videre.

Forslaget indebærer, at skolerne fremover skal informere tydeligt allerede ved indskrivningen om, hvilke forhold der kan føre til en udskrivning. Derudover skal forældrene altid indkaldes til samtale, før en beslutning træffes, og skolen skal give en skriftlig advarsel og en klar begrundelse, hvis en udskrivning bliver nødvendig. 

Vi tror på, at ens regler og tydeligere rammer er til gavn for både skoler, forældre og – vigtigst af alt – børnene.

Men lad os samtidig sikre, at både lovgivningen og debatten tager højde for virkelighedens kompleksitet. Der er situationer, hvor et skoleskift er den eneste forsvarlige løsning. Ikke som straf, men som omsorg. Det arbejde bør politikere anerkende – ikke miskreditere.

Vi er klar til at bidrage til et opdateret regelsæt. Det fortjener både børnene og forældrene. Og det fortjener den offentlige debat også.

Indlægget er bragt i Berlingske den 3. december 2025

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE