Af Peter Bendix Pedersen, formand for FRISKOLERNE, peter@friskolerne.dk, 40422027
Friskolerne er et stærkt demokratisk eksempel på, hvad frie fællesskaber kan. Tillidens magt er mageløs – som vi historisk kender det fra 1880´erne, hvor det piblede frem med højskoler, friskoler, andelsforetagender. Ikke fordi det var politisk ønsket – nej: folk samlede sig i frie fællesskaber, i gensidig tillid, tog selv initiativet og bar tilsvarende ansvaret, fordi de kunne se sig som en del af noget større, en del af historien, en del af et folkeligt og forpligtende fællesskab.
Og det gælder stadigvæk. Tag for eksempel borgerne i Agersted og Asaa, hvor forældrekredse og borgere gennem de seneste år har taget livtag med hinanden om den lokale friskole i Agersted og den lokale folkeskole i Asaa. Ikke uden uenighed og ikke uden at bringe mange følelser i kog – fordi den lokale skole, hvad enten det er en folkeskole eller en friskole, har betydning for sammenhængskraften i et lokalt fællesskab.
Agersted Friskole opstod for 10 år siden på baggrund af, at kommunalpolitikerne i Brønderslev Kommune besluttede at nedlægge Agersted Skole. Skolen har det i dag godt og er velfungerende. Asaa skole, som ligger 7 km fra Agersted, har vigende elevgrundlag, hvorfor borgerne har opfodret byrådet i Brønderslev til at lukke skolen og skabe et bedre alternativ. ”Vi tror, at Asaa Skole har nået et niveau, hvor skolen både socialt og fagligt kan blive udfordret de næste par år”, udtalte forælder Louise Hermansen den 3. september 2025 til dr.dk.
Borgerne i Asaa står nu med to muligheder: enten at etablere en friskole eller søge samarbejde med Agersted Friskole, der kan etablere en afdeling i Asaa. For alle ønsker en skole - også i Asaa. Fordi skole og dagtilbud har stor betydning for bosætning, foreningsliv, erhvervs- og handelsliv. Skolen er nødvendig, hvis der skal være lys i gadelygterne i små og mindre byer i landdistrikterne.
I både Agersted og Asaa har der været afholdt borgermøder, generalforsamlinger mv. for at afklare, hvilken vej der er bedst at gå. Agersted Friskole er interesseret i at etablere en afdeling i Asaa, og det er der bred enighed om i skolekredsen. Man ønsker et samlet stærkt lokalsamfund bundet sammen af et værdigrundlag, visioner og fællesskab – frem for konkurrerende friskoler, foreningsliv, handelsliv mv.
Det minder fuldstændig om tidligere tiders stærke kræfter, hvor frie fællesskaber har taget ansvar for livet og udviklingen af lokalområdet. Men i dag er der mere styring fra oven – og lov, regler og ministeren stiller sig i vejen for, at borgerne frit kan etablere en afdeling, som de finder bedst.
Sagen er, at loven i dag spænder ben for denne mulighed. Friskoler har siden 2019 haft lovhjemmel til at etablere en afdeling indenfor samme kommune eller nabokommunen. Kravet er, at både hovedskolen og afdelingen skal have børnehaveklasse til 4. klasse, og at skolen skal leve op til et bestemt elevtalskrav på disse årgange.
Men i Agersted og Asaa ønsker borgerne, med begrundelse i pædagogiske forhold, at etablere sig sådan, at eleverne i børnehaveklassen til 5. klasse er på Agersted Friskole, mens eleverne fra 6. til 9. klasse er på afdelingen i Asaa. De to lokaliteter passer bedre til de to aldersgrupper, ligesom det har værdi at samle aldersgrupperne, frem for at splitte årgangene på forskellige matrikler. Der er tillige et stort ønske om at samle alle elever i temauger, fællestimer, samlinger og meget andet. Det kræver en investering i transport og anden logistik – men det er skolerne klar til for at løse for at opnå den bedst tænkelige pædagogiske praksis.
Jeg har foreslået Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye at ændre friskoleloven, så den åbner for, at friskoler i landdistrikter (afgrænset til byer med under 2.500 borgere) kan etablere afdelinger, som eksemplet med Agersted Friskole og Asaa.
Virkeligheden er jo, at der er lukket hundredvis af folkeskoler i landdistrikterne de seneste år samtidigt med, at folketingspolitikerne ønsker udflytning og liv på landet. Derfor må øvelsen være at fjerne så mange benspænd som muligt for de borgere, der i landdistrikterne ønsker at holde liv i det lokale.
Mattias Tesfaye har svaret, at han anerkender behovet for at skabe bedre muligheder for at opretholde friskoletilbud i områder med faldende børnetal, og at det er vigtigt med gode skoletilbud i landdistrikterne. Han fejer heller ikke forslaget om lovændringen af bordet, men vurderer, at ”der for nuværende ikke er grundlag for at lempe reglerne for oprettelse af afdelinger”.
Mattias Tesfaye peger på, at han er bekymret for, at skoletilbuddene bliver for små og ”uden et reelt bæredygtigt elevgrundlag med øget risiko for ustabile skoletilbud og kvalitet”.
Det er helt reelle bekymringer, som borgere, forælder, friskolebestyrelser og skoleledere forholder sig til i Agersted og Asaa. Selvfølgelig. Men det må vi som samfund have tillid til, at forældrekredsen og skolekredsen tager ansvar for at kunne vurdere. Det er selve meningen med Grundlovens §76 og ideen om undervisningspligt og forældrenes frie valg af undervisning for deres børn. Det tilkommer ikke ministeren på forhånd at kvalitetstjekke skoler ovenfra ud fra personlige betragtninger om skolestørrelse.
Ministeren giver også udtryk for, at en ændring at friskoleloven kan medføre en uhensigtsmæssig fordeling af elevgrundlaget i landkommuner, idet ”frie grundskoler vil kunne tiltrække elever fra nærliggende folkeskoler, og herved gøre det særligt vanskeligt at sikre et kommunalt skoletilbud i disse områder, som i forvejen har et en lille population”.
Ja, det kan ske. Og det er præcis det, borgerne forholder sig til og handler på i Agersted og Asaa. Men, det er ikke en statslig opgave at bestemme, om forældrene bør vælge det ene eller andet skoletilbud, og hvad disse valg indebærer for mulighederne for at opretholde et kommunalt skoletilbud.
Borgerne i Asaa opfordrede byrådet til at lukke en skole, så de selv kan tage over. Det er demokratisk legitimt og meget velbegrundet.
Agersted Friskole skal ikke og behøver ikke etablere en afdeling i Asaa. Men forpligtigelsen til at vurdere, afsøge og forholde sig til lokalområdets sammenhængskraft driver dem til at forholde sig til det. Det er alt sammen folkestyre i praksis.
Friskoler er stærke eksempler på demokratisk virke, handlekraft, tillid og hvad frihed betyder for folkestyret.
Det kræver en lovgivning i takt med tiden. Opgaven for politikere og ministre er at træffe beslutninger, der reelt virker befordrende og fremmende for borgerne og folkestyret. Derfor bør friskoleloven åbne for, at der langt mere smidigt kan etableres friskoleafdelinger i landdistrikterne.
