Frivillighedsalliancen er et samarbejde mellem skoler og det øvrige civilsamfund, der skal give flere unge konkrete erfaringer med at engagere sig i fællesskaber uden for dem selv. Ikke som noget, de hører om – men som noget, de gør.
Hvorfor? Fordi frivillighed træner evnen til at tage ansvar, samarbejde og handle i fællesskaber – helt centrale kompetencer i et velfungerende demokrati. Når mennesker engagerer sig frivilligt, styrker det både deres egen demokratiske selvtillid og samfundets sammenhængskraft.
Derfor er de skoler, vi repræsenterer, gået med i indsatsen. I erkendelse af, at frivilligheds-musklen skal trænes.
For frivillighed skal erfares for at kunne mærkes og forstås. Én af vores væsentligste erkendelser er, at dette også fordrer plads til unges selvbestemmelse, til at fejle og til at tage ansvar.
Det synes jo ligetil, men ofte gør vi – i skoler og foreningsliv - det stik modsatte. Vi vil gerne have unge til at engagere sig, men pakker det ind i planer og voksenstyring.
Vi må være mere optagede af, hvordan engagementet tændes. Når unge mærker, at de kan gøre en forskel, sker der noget. Vi har set det igen og igen: En idé, der får lov at leve. En aktivitet, de selv driver. Et møde med mennesker uden for skolen, hvor det pludselig handler om andre.
Vi ser det, når eleverne arrangerer aktiviteter på plejehjemmet, samler skrald, engagerer sig i Klimafolkemødet osv. Det er dér, ilden tændes.
Vores budskab til skoler og foreningsliv er derfor: giv unge mere plads til reel indflydelse og styrk deres handlemod. Unge skal opleve, at de kan noget, der virker i virkeligheden. Og de skal kunne mærke, at det har betydning for nogen. Når disse ting er til stede, vokser engagementet af sig selv.
Vi skal sætte en tydelig ramme, men lade være med at fylde den ud. Vi skal være klare på retningen, men åbne i metoden. Og vi skal turde lade det blive lidt uperfekt. For hvis vi styrer for meget, kvæler vi det, vi gerne vil fremme.
Alt for mange unge er i dag placeret som modtagere – af undervisning, af tilbud, af løsninger.
Men frivillighed og demokrati kræver det modsatte. Det kræver, at man oplever sig selv som en, der kan handle og bidrage. Det ændrer ikke bare unges syn på frivillighed. Det ændrer deres syn på sig selv.
Skolen kan spille en afgørende rolle. Ikke som et sted, hvor frivillighed bliver endnu et mål, der skal måles og dokumenteres. Men som et afsæt, hvorfra unge kan række ud i verden. Det kræver, at vi bygger bro til det øvrige civilsamfund. At vi åbner dørene. Og at vi prioriterer tiden til det.
Optimalt set bør det være en del af selve skolens dna.
Vi ser unge, der gerne vil – men som mangler rum til at tage ejerskab. Unge, der har idéer – men ikke altid får mulighed for at føre dem ud i livet. Når de får det rum, sker der noget. De tager ansvar. De skaber fællesskaber. De vokser.
Så, spørgsmålet er ikke, om unge vil engagere sig. Spørgsmålet er snarere, om vi tør give dem plads nok til, at de kan. Det gælder både i skoleregi og udenfor skolen. Vi skal vise unge i retning mod civilsamfundets mange døre, åbne dem, hjælpe de unge over dørtærsklen og være klar til at give dem plads.
Indlægget er underskrevet af følgende forstandere og skoleledere: Jesper Kongsgaard, Efterskolen Smededal. Svend Aage Nielsen, Han Herred Efterskole. Bettina Hartvigsen, Hellebjerg Idrætsefterskole. Thomas Hjarnø Petersen, Middelfart Friskole. Mette Møller Nielsen, Mosbjerg Friskole. Rikke Duve, Ryslinge Efterskole. Lars Johansen, Scienceefterskolen Nordborg Slot. Jannie Møller, Slotsparken Friskole. Karsten Friis, Vrigsted Efterskole.
Bragt i Avisen.dk den 14. maj 2026
