Lise Egholms vendetta mod fri- og privatskoler

Af Peter Bendix Pedersen, formand, Dansk Friskoleforening

Den 25. juni 2018 luftede Lise Egholm sine synspunkter i Berlingske, hvor hun er fast skribent, og som så ofte før peger pilen for Lise Egholm mod ”etniske friskoler”, som hun kæder til ghettoer, genopdragelsesrejser og social kontrol. »At kalde skolerne for friskoler er vel en joke« skriver Lise Egholm, mens hun peger på friskoleforeningen som ”nyttige idioter”, der ”gang på gang forsvarer de skoler, som åbenlyst arbejder efter noget ganske andet end det, der er formuleret i lovgivningen”.

I Dansk Friskoleforening har vi lært at tage Lise Egholms svadaer med en vis ro. Det gør man, når det bliver mere og mere tydeligt, at Lise Egholm dybest set er modstander af det frie skolevalg, og at det er dette vendetta, der er grundstenen bag den evige kritik af fri- og privatskoletanken. Det blev kraftigt markeret allerede i 2015 med overskrifterne »Privatskolerne forhindrer børn i at bryde deres sociale arv. Føj«, hvor hun anbefaler, at man fjerner al støtte til fri- og privatskoler.

Lise Egholm blev pensioneret som skoleleder på Rådmandsgadeskolen i 2013, men det hæmmer hende ikke i fortsat at bruge disse erfaringer som primær kilde til de konstante negative anekdoter, som er blevet hendes kendemærke og tilskyndelse til markante generaliseringer.

Hun peger på ”etniske friskoler”, som hun mener har et ”værdisæt, der er det stik modsatte af det, som vi tilslutter os her i landet”, og hvor eleverne lærer alt for lidt ”. De læser Koranen i kor for skattekroner. Synd for de kære børn og et stort problem for samfundet”.

Skal det forstås sådan, at Lise Egholm har et indgående kendskab til samtlige 26 friskoler, der oprindeligt er oprettet af indvandrergrupper? Og skal det forstås sådan, at Lise Egholm mener, at disse skoler er ens hvad angår ideologi, pædagogik, religiøsitet? Og skal det mon forstås sådan, at hvis disse skoler ikke eksisterede, så ville folkeskolen være et godt alternativ til disse børn og deres familier?

Det er gang på gang blevet fastslået, at Lise Egholms iver for at blive hørt overstiger graden af saglighed. Historier om, at hun som skoleleder på et år tog imod 100 elever fra ”etniske skoler”, der måtte gå om, kunne ikke berigtiges af Københavns Kommune. Der var tale om ganske få elever, og de skoler, der lå tæt på Rådmandsgadeskole kunne berette om tilsvarende elevvandringer – blot med modsat fortegn.

Klokkeklar statistik fra tænketanken Kraka viser, at netop friskoler med mange børn af indvandrere har større held til at løfte elevernes karakterer til de afsluttende prøver i sammenligning med tilsvarende elevgruppe i folkeskolen. Hvorfor? Formentlig fordi nogle af disse skoler evner at skabe et frugtbart skole-hjem-samarbejde, har faste rammer og tydelige regler foruden accept af religiøse markører som tørklæder m.v. Det skaber tryghed og dermed ro til at lære. Hvorfor interesserer det ikke kritikere som Lise Egholm?

Når Lise Egholm finder anledning til at kalde friskoleforeningen ’nyttige idioter’ er det måske effekten af en vis tonedøvhed, fordi vi – modsat mange andre – ikke vil være med til at udskamme bestemte grupper. Hverken kristne friskoler, muslimske friskoler, grundtvig-koldske friskoler, Rudolf Steiner-skoler, Montessori-skoler, Freinet-skoler osv. Når man står klippefast på en sådan anskuelse, skal man åbenbart lægge øre til beskyldninger om naivt at gå andres ærinde.

Men, lad det være sagt, så det står krystalklart: Friskoler, muslimske eller ej, der ikke overholder friskoleloven, skal have frataget statstilskuddet og/eller retten til at drive fri skole. Det er indlysende, og burde være unødvendigt at understrege.

I friskoleforeningen forholder vi os til de konkrete dybt problematiske tilsynssager fra friskoler med muslimske rødder, der på et år har givet det statslige tilsyn anledning til at fratage tre friskoler tilskud, sanktionere én friskole med et stort krav om tilbagebetaling af statslige midler, og yderligere én friskole afventer sin skæbne. 

Det er alvorligt. Men, diversiteten blandt disse skoler er enorm, og det giver derfor ikke mening at tale, som om det var en ensartet gruppe. Gør man det, afslører det dybest set et menneskesyn, der er det stik modsatte af dét frisind, der sikrer, at vi her til lands kan håndtere hinandens forskelligheder. Ikke i blind holdningsløshed, men som en leveregel, der sikrer, at vi respekterer hinandens ret til at leve forskellige liv. Grove generaliseringer og sort/hvide verdensbilleder driver det stik modsatte.

Lise Egholm fyrer med debatindlægget op under en retorik og grove generaliseringer, som i bedste fald skaber medvinds-forargelse og i værste fald er medvirkende til at opsplitte vores samfund yderligere.

Bragt i Berlingske den 17. juli 2018