Af Peter Bendix Pedersen, formand for FRISKOLERNE, peter(at)friskolerne.dk
Bragt i Skolemonitor, 4. februar 2022

Ja, skolen er blevet for teoretisk, og vi har i de senere år haft et udpræget fokus på målbare kompetencer og boglighed. I FRISKOLERNE hilser vi det derfor varmt velkommen, at Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil taler praksisfaglighed op. Der er brug for et langt bredere dannelsesbegreb i grundskolen.

Det viser sig, at vi i Danmark har halvt så mange praktiske fag og praktisk undervisning som vores naboer i Norge og Sverige. Samtidigt er der problemer med trivsel og motivation i den danske grundskole.

Ministeren vil derfor i løbet af foråret lytte til »så mange forskellige bud som muligt« for at finde nye gode løsninger. Hun nævner ’sundhed og pædagogik’, ’robotteknologi’, ’kodning’, ’bæredygtigt landbrug’ som nye mulige fagområder, der kan lægge op til mere praksisnær undervisning.

Men bestræbelserne bør ikke tage udgangspunkt i, hvordan eleverne bedst klædes på til at løse samfundets fremtidige behov og udfordringer. Det handler også om noget andet og mere end det. Det handler også om at invitere det hele menneskesyn tilbage i klasselokalet.

Dannelsesbegrebet må nødvendigvis holdes bredt, så man afstår fra på forhånd at definere, hvad man fra centralt hold synes kunne være nye spændende fagområder.

Det vil være oplagt, at Pernille Rosenkrantz-Theil lægger et øre til de skoler, som til alle tider har satset meget bevidst på praksisfaglighed. Her træder Rudolf Steiner-skolerne i nævneværdig grad frem.

Disse skoler har årelang erfaring med, at stoflighed, mestring og æstetik styrker selvværd, koncentration, fordybelse og samarbejde. »Glæden ved at skabe noget med sine hænder er afgørende vigtigt«, siger lærer Per Madsen fra Rudolf Steiner Skolen i Odense, hvor han har undervist i 41 år. »Når man går ind i materialerne, går man ind i jorden. Man træder ind i en verden på en anden måde. Man bliver verdensborger på en anden måde«, uddyber han.

Hans erfaring er, at den ensidige dyrkelse af hoved og boglighed afskærer os fra glæden ved at skabe noget med vores hænder. Og dermed afskærer vi chancen for den stolthed, glæde, motivation og dybere forståelse af altings sammenhæng, som dét at bruge sin hænder rummer. »Praksisfagligheden er med til, at vi flytter fokus fra udelukkende hoved til bevidstheden om, at vi mennesker også er kroppe. Det er et spørgsmål om at uddanne det hele menneske«, pointerer Per Madsen.

Praksisfaglighed giver også mulighed for at fejle, fordi man skal øve sig for at blive god, tænke i processer og samarbejde. Dermed er der også et element af udholdenhed og gentagelse. De kompetencer kan bruges i alle faglige sammenhænge - og i livet i det hele taget.

Praksisfaglighed er et forhold mellem lærermester og lærling – præcist som vi kender det fra mesterlære. Det indeholder også disciplin og respekt for værktøj og viden om kvalitet.

Det er positivt, hvis vi får en fælles forståelse af, at dannelse involverer et meget bredere syn på børn og unge, end vi har set de senere år. Ingen af os kender fremtiden, men jeg er overbevist om, at evnen til at kunne bruge sine sanser, handle og sætte ting i værk vil være mindst lige så vigtig fremover, som den er i dag. Velkommen til det hele menneske med både hoved og krop.