Af Peter Bendix Pedersen, FRISKOLERNE

Det er en god ide at lave et frihedsforsøg, hvor man i to kommuner sætter folkeskolen fri, skriver formand for Friskolerne Peter Bendix Pedersen, der dog gerne havde set nogle ændringer i forsøget.

»Vi behøver ikke at lovgive om alt mellem himmel og jord«, sagde statsminister Mette Frederiksen fra Folketingets talerstol ved åbningsdebatten tirsdag 6. oktober.

Herefter fremlagde hun et forslag, som hun kaldte »en meget, meget vild idé«.

»Vores forslag er: At give syv danske kommuner fuldstændig frihed på et udvalgt velfærdsområde (…) Vi fjerner så meget statslig regulering og lovgivning som overhovedet mulig. Og i stedet lader vi mennesker tage ansvaret selv (…) Fordi jeg synes, tiden er kommet til, at vi tør«, sagde statsministeren fra talerstolen.

Jeg tror, man skal være præget af en stærk styringstradition for at kalde det en meget, meget vild idé at frisætte kommuner på velfærdsområderne. I mine øjne er det oplagt og har været det længe.

Tillykke til Holbæk og Esbjerg

Holbæk og Esbjerg Kommuner er to af de kommuner, der får lov at indgå i den vilde idé og blive frisat på folkeskoleområdet.

Først: Tillykke til de to kommuner, som statsministeren har tillid til at give nye frihedsgrader. I friskoleregi har vi længe plæderet for, at politikerne giver større frihedsgrader til folkeskolerne. Vi ved, det virker. Og forslaget er jo helt åbenlyst inspireret af dét, der virker i friskoleregi. Nu sker det som et mini-eksperiment i folkeskoleregi. Det er en start.

Mette Frederiksen uddybede i talen, hvad hun mener med den frihed, kommunerne vil få - »at undervisning i Danmark er gratis, og at eleverne skal til afgangseksamen«.

I mine øjne er det virkeligt ærgerligt allerede nu at bestemme, at afgangsprøver fortsat er et absolut must. Vi har cirka 30 karakter- og prøvefrie skoler i Danmark, som arbejder med dybt inspirerende tilgange til formativ evaluering i modsætning til summativ evaluering.

Ægte frihed og mod ville – for mig at se – også inkludere modet til at turde evaluere elever på andre måder end de gængse. Det er mit indtryk, at netop afgangsprøverne definerer undervisningen i de ældste årgange i grundskolen ganske betydeligt. Derfor havde jeg hellere set, at frihedsgraderne havde rakt til også at tænke i nye veje for evaluering og i forhold til overgangene mellem grundskole og ungdomsuddannelser.

Lav mindre skoler

Jeg vil spændt følge med i, hvordan man lokalt griber modet til at bruge friheden til at udfordre de lange skoledage, og jeg håber, at de kreative/musiske fagområder kan blive styrket, og at akademiseringen af grundskolen bliver udfordret.

Måske vil man endda turde pille ved tidens stordriftstendenser og indse, at rigtigt mange familier og børn holder af de mindre enheder, hvor man måske har lettere ved at fornemme fællesskabet og véd, hvad skolelederen hedder. Forhåbentligt vil man benytte chancen for at kunne give folkeskolerne den kant og profil, som friskolerne har succes med.

I friskoleregi er friheden stor og dermed også diversiteten. Danmark har – som det eneste land i verden – en mere end 160 år lang tradition for denne frihed. Hvert år kommer skolefolk fra især Sydkorea, Japan og Kina i hopetal til Danmark for at se nærmere på, hvordan vi kan håndtere den udstrakte tillid og frihed overfor friskoler.

»Hvis du ser på forskningen i børneopdragelse og dannelse igennem de sidste 300 år, så er der ingen, der siger, vi skal være ens«, siger Maja Kvist, som er skoleleder på Gislev Friskole, der har eksisteret siden 1872.

Det samme gælder skolerne. Og hun fortsætter ved at understrege, hvor vigtig friheden er. Jeg er enig.

Sæt fritænkningen fri

Mangfoldighed er en gave – også i skoleregi. Uanset om man er en friskole eller en folkeskole. Derfor er det godt, at statsministeren finder modet til at slippe styringen og sætte to kommuner fri til at håndtere skoleområdet og arbejde med de metodikker, pædagogikker og værdier, som man lokalt finder relevante. Men hvorfor kun to kommuner, spørger jeg mig selv?

Alligevel glæder jeg mig oprigtigt over, at der søsættes små skud af frisættende tænkning, som kommer udvalgte kommuner til gode. Det bliver interessant at følge med i, hvordan opgaverne bliver løst. Mit bedste råd er at lægge et kæmpestort øre til dem, det hele handler om: borgerne og praktikerne. De er eksperterne og har oftest svarene på de store udfordringer. I tillæg skaber man ejerskab og engagement. To helt afgørende ingredienser, når vi sammen skal udvikle noget.

Den vilde idé er god, og jeg tror, den kan blive endnu vildere og komme endnu flere til gavn, når kommuner og statsministerium forhåbentligt i takt vokser med ideen om »at lade mennesker tage ansvaret selv«.

Bragt i Skoleliv, 10. november 2020