fjern søgeboks

FAQ om GDPR

  • Har forældre ret til ’aktindsigt’ i personoplysninger, som skolen har om deres børn?

    En fri grundskole er ikke omfattet af regler om aktindsigt, regler om notatpligt og journaliseringspligt i henhold til forvaltningsloven samt offentlighedsloven, som eksempelvis folkeskoler. Det skyldes, at frie grundskoler er selvejende institutioner, der ikke er omfattet af de samme regler som offentlige institutioner. 

    Frie grundskoler er dog omfattet af persondataforordningen og databeskyttelsesloven, og dermed også om regler om indsigt i oplysninger, der er registreret om eleven i enten manuel eller elektronisk registerform. Dvs. at såfremt skolen har registeret personoplysninger om eleven i enten fysiske elevmapper eller elektroniske mapper eller lignende systemer, har forældrene ret til indsigt i disse oplysninger. 

  • Hvor lang tid skal skolen opbevare personoplysninger om elever?

    Persondatareglerne indeholder ikke konkrete slettefrister, og skolen skal derfor altid have et såkaldt hjemmelsgrundlag for at opbevare personoplysninger. Det kan fx være, at andre lovregler kræver opbevaring, eller skolen vurderer, ud fra en interesseafvejning, at de har brug for at opbevare personoplysningerne i en given periode. Alternativt skal personoplysningerne slettes.

    Imens eleven går på skolen, kan skolen opbevare personoplysninger om eleven under henvisning til skolens pligt til at opbevare oplysninger til brug for at opnå statstilskud, give det rette pædagogiske skoletilbud mm.

    Når eleven går ud af skolen, bør skolen foretage en afvejning af, om de registrerede personoplysninger om eleven fortsat skal gemmes. Som udgangspunkt vil skolen kunne slette en række personoplysninger, når eleven stopper på skolen. Skolen skal dog også opbevare visse personoplysninger som fx oplysninger til brug for særlig støtte i fem år efter støtte er givet.

    Skolen bør udarbejde sin egen slettepolitik. 

  • Skal skolen udlevere oplysninger om tidligere elever til elevens nye skole?

    Skolen har ikke en lovmæssig pligt til at udlevere personoplysninger om tidligere elever. Derfor skal skolen have et andet hjemmelsgrundlag. Det kunne være, at forældrene har givet samtykke til dette formål, og skolen fortsat har personoplysninger liggende om eleven, i henhold til skolens slettepolitik.

    Skolen kan indhente samtykket i forbindelse med elevens stop på skolen, eller skolen kan bede forældrene om at give samtykket direkte til den nye skole, som dermed skal fremvise samtykket, inden skolen udleverer de eksisterende personoplysninger om den tidligere elev. 

  • Hvor lang til skal skolen opbevare personoplysninger om ansatte på skolen?

    Skolen skal registrere og opbevare en række personoplysninger om en ansat som fx en række identifikationsoplysninger, oplysninger om uddannelse, tidligere beskæftigelse, sygefravær, skatteoplysninger mv. Alt sammen for at kunne udføre sin rolle som arbejdsgiver. 

    Når en ansat stopper på skolen, har skolen mulighed for at opbevare personoplysninger, så længe der administrativt er behov for det. Fx vil skolen skulle opbevare personoplysninger, der vedrører den ansattes løn i fem år eller i ti år (statsligt personale) efter fratræden, i henhold til bogføringslovens regler. Skolen skal fx også opbevare oplysninger om evt. arbejdsskader, der er anmeldt og ikke afsluttet indtil videre. Skolen skal dog fx ikke opbevare en personalemappe med referater af samtaler og lign., hvis medarbejderen selv har opsagt sin stilling eller skolen har, og der ikke er blevet rejst et krav af foreningen i den henseende. 

    Skolen bør udarbejde sin egen slettepolitik. 

  • Hvem er ansvarlig for, at skolen overholder persondatareglerne?

    Det er bestyrelsen, der er skolens overordnede ledelse og dermed ansvarlig for, at skolen overholder fx lovregler om persondata. 

    Vi anbefaler skolens bestyrelse at forholde sig til, om skolen overholder persondatareglerne, mindst en gang om året.

  • Må skoler opsætte tv-overvågning og opbevare og videregive oplysninger herfra?

    Det kan generelt ikke anbefales at opsætte tv-overvågning indendørs. Vælger skolen alligevel at gøre det, skal det ikke bare findes nødvendigt, men også være konkret begrundet. Opsætning af udendørs tv-overvågning kan heller ikke anbefales, men kan i nogle tilfælde anvendes såfremt skolen eksempelvis oplever vedvarende udfordringer med eksempelvis indbrud, smadrede ruder eller lignende. Overvågningen skal være tydeligt skiltet og der må ikke være overvågning på eksempelvis toiletter eller i omklædningsrum. Optagelser ifb. med tv-overvågningen må kun opbevares, så længe det er nødvendigt, og skal senest slettes efter 30 dage og må kun videregives, hvis de registrerede personer har givet samtykke eller videregivelsen sker til politiet ifb. med opklaring af kriminalitet.

    Reglerne om tv-overvågning fremgår af Tv-overvågningsloven og af persondataforordningen for så vidt angår videregivelse, sletning m.v.

  • Hvor længe skal skolen opbevare dokumentation for en udskrivning jf. §4a i lov om friskoler og private grundskoler, hvor skolen skal inddrage eleven før endelig beslutning om udskrivning?

    Skolernes inddragelse af eleverne forud for skolens beslutning om udskrivning indgår i Børne- og Undervisningsministeriets almindelige tilsyn med skolerne. Der er dermed tale om en økonomisk tilskudsbetingelse.

    Skolen skal derfor opbevare personoplysninger, der kan dokumentere, at inddragelse af eleven er sket i forbindelse med udskrivning, eller hvorfor skolen har undladt.

    Det er skoleforeningernes anbefaling, at skolen opbevarer det skriftlige materiale for inddragelse af eleven i fem år efter udmeldelse under henvisning til, at der kan være tale om regnskabsmateriale efter bogføringslovens regler. 

  • Skal skolen indhente samtykke fra forældrene, når skolen videregiver oplysninger om eleven til kommunal UU-vejledning jf. bekendtgørelse om kommunal ungeindsats for unge under 25 år?

    Nej. Den kommunale UU-vejledning, som skolen kan gøre brug af eller lade være, har behandlingshjemmel som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e.

    Forældre og elever skal dog oplyses om videregivelsen fx i forbindelse med privatlivspolitikken.

  • Må skolen bruge billeder af elever og skolesituationer til hjemmeside og sociale medier?

    Hvis skolen ønsker at anvende billeder, hvor elever er identificerbare, skal skolen have en hjemmel til dette. 

    Hjemlen vil oftest enten være interesseafvejningsreglen eller samtykke. 

    Interesseafvejningsreglen kræver, at skolen har en legitim interesse i at benytte billederne. Det vil f.eks. være tilfældet ved (ikke udstillende) situationsbilleder af eleverne til brug for orientering af forældre om elevers dagligdag på skolen.  

    Skolen kan også anvende samtykke som hjemmelsgrundlag. Samtykke skal være afgivet frivilligt, til et bestemt formål og til et konkret medie. Et samtykke kan altid trækkes tilbage.

    Skolerne skal være opmærksomme på, hvilket medie billedet vises på. Skolerne skal altid sikre sig, at der er indgået en databehandleraftale med det medie, hvor billederne deles f.eks. hjemmesideudbyderen til skolens hjemmeside. 

    Hvis skolen ønsker at anvende billederne på skolens sociale medier, skal skolen på samme måde indgå en databehandleraftale eller aftale om fælles dataansvar. 

    Skoleforeningerne er ikke bekendt med, at det er muligt at indgå en databehandleraftale eller aftale om fælles ansvar med sociale medier såsom Facebook, Instagram og Tiktok. Skoleforeningerne anbefaler derfor ikke brugen af disse, men henviser til skolernes egne hjemmesider/intranet.

    Hvis formålet med delingen af billederne er markedsføring, skal skolerne i stedet for ovenstående hjemler, benytte sig af en marketingkontrakt med de personer (eller disses forældre (børn under 18 år)), der fremgår af billederne. 

  • Må skolen bruge billeder af medarbejdere til hjemmeside og sociale medier?

    Hvis skolen ønsker at anvende billeder, hvor medarbejderne er identificerbare, skal skolen have en hjemmel til dette. 

    Hjemlen vil oftest enten være interesseafvejningsreglen eller samtykke. 

    Skolen skal anvende interesseafvejningsreglen, hvis skolen ønsker at bruge billeder af en så fremtrædende medarbejder (f.eks. skoleledelsen), at skolen har en væsentlig interesse i udadtil at vise, hvem vedkommende er. 

    Interesseafvejningsreglen kan også anvendes ved situationsbilleder til orientering af forældre om elevers dagligdag på skolen, hvor medarbejderne optræder. 

    Skolen kan vælge at indhente samtykke fra en medarbejder til at anvende identificerbare billeder af vedkommende på hjemmeside eller sociale medier.

    Medarbejderen kan altid trække sit samtykke tilbage.  

    Også her er det væsentligt, at skolen forholder sig til, om et billede skal bruges på skolens hjemmeside eller skolens sociale medier samt, om skolen har den nødvendige databehandleraftale. 

  • Hvor lang tid skal eksamensbeviser opbevares?

    Prøvebekendtgørelsens regler, herunder reglerne for udstedelse af beviser, er gældende for frie grundskoler, der afholder folkeskolens prøver. 

    Den pågældende skoleleder skal derfor efter anmodning fra en elev kunne udlevere en udskrift af elevens bevis. 

    Det er op til skolen at sikre en lovlig og forsvarlig opbevaring af de oplysninger, der er nødvendige for udstedelse af et bevis. 

    Der er ingen angivelse i reglerne af, hvor lang tid prøvebeviset skal kunne udskrives.

  • Skal skolen slette persondata, hvis en registreret henvender sig persondataene slettet?

    Nej, det skal skolen ikke nødvendigvis. Hvis skolen har et andet hjemmelsgrundlag end samtykke, som fx at det er lovgivningsmæssigt bestemt at skolen skal behandle personoplysningerne, så kan registrerede ikke kræve persondataene slettet. Hvis registrerede derimod ønsker et billede slettet, så skal skolen efterleve dette.

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE