fjern søgeboks

Kandidater til FRISKOLERNEs bestyrelse

Der skal ske valg af fire kandidater til FRISKOLERNEs bestyrelse, når foreningen afholder generalforsamling den 2. maj 2026. Derudover skal der vælges to suppleanter, der opstilles på selve generalforsamlingen. 

Herunder ser du en præsentation af de seks kandidater, der stiller op til valg til de fire pladser i FRISKOLERNEs bestyrelse. 

Læs mere om bestyrelsen og bestyrelsens arbejde.

Hent en PDF med præsentationen af de seks kandidater. 

Læs om Prioriteringsmetoden (anvendes ved valg til FRISKOLERNEs bestyrelse)

Præsentation af kandidater til bestyrelsesvalg 2026

Christian Elmelund-Præstekær
Forælder på Enghaveskolen - Faaborg Friskole

Jeg stiller op til bestyrelsen, fordi jeg med foreningens formålsord gerne vil styrke og fremme fællesskabet og
samarbejdet mellem de danske friskoler og værne om hjemmenes ret og indflydelse på skolespørgsmål.

Friskoletanken har stadig i 2026 enorm værdi, ikke mindst i det højaktuelle arbejde med børns og unges mentale trivsel. Vi har friheden til at tilpasse vores skoler og dagtilbud til de børn, vi har. Ikke omvendt. Vi har friheden til at lytte til vores børn, vores familier, vores medarbejdere og finde nye veje. Friheden til at tage
udgangspunkt i noget lokalt og konkret. Det er unikt. Og det kræver engagement. Det kræver samarbejde. Det kræver, at ”nogen” – gerne vores fælles forening – hjælper os til at udleve potentialet på den enkelte skole og i det enkelte dagtilbud.

Jeg stiller op til bestyrelsen, fordi jeg vil arbejde for bedre rammevilkår og styrket samarbejde mellem medlemsskolerne. Det politiske arbejde med rammevilkår og samfundsfortællingen om de frie skoler og dagtilbud er en hjertesag for mig, fordi de ikke er fair i dag. Det interne samarbejde er vigtigt for vores udvikling og pædagogiske kvalitet - vi er vant til at stå på egne ben, men jeg er sikker på, at vi kommer længere, hvis vi bliver endnu bedre til at give hinanden en hånd.

Jeg stiller op til bestyrelsen, fordi jeg kan bidrage med solid ledelseserfaring fra uddannelsessektoren, bred faglig indsigt i det kommunalpolitiske maskinrum på skole- og dagtilbudsområdet, og ikke mindst med en stærk personlig motivation som far til to friskolepiger, tidligere elev og nu formand på min lokale friskole.


Malene Sloth
Lærer på Middelfart Friskole

Jeg er lærer på Middelfart Friskole, hvor jeg har undervist de ældste elever i 21 år. Jeg er optaget af at forfølge idealerne om, at skolen skal være et dannelsessted, hvor børnene får stimuleret deres nysgerrighed, bliver udfordret, får gode oplevelser og mærker fællesskabets værdi og nødvendighed. Jeg synes, skolens vigtigste opgave er at støtte og udvikle børnenes indre motivation for at lære – og give dem mod på livet.

 

Min motivation for at stille op til bestyrelsen er, at jeg har lyst til at brede mit engagement fra min egen skole ud til hele friskolebevægelsen. Jeg synes, det kunne være spændende at få indsigt i og lægge nogle kræfter i det skolepolitiske og organisatoriske arbejde.

Jeg har lavet foreningsarbejde inden for gymnastik hele mit voksenliv både i lokalforeningsbestyrelse og i DGI.

I friskoleforeningens bestyrelse vil jeg gerne arbejde med opgaver som arrangementer, møder og kurser, der skaber inspiration, dialog og netværk skolerne imellem. Jeg har så ofte selv mærket værdien af at komme begejstret og “opløftet” hjem, når jeg har været sammen med andre friskolefolk.

På Middelfart Friskole har jeg gennem alle årene været med til at lave karakter- og prøvefri skole, og den erfaring vil jeg også gerne dele ud af i foreningen.

Og så er lærernes rolle til debat – både i offentligheden og politisk. Jeg vil gerne bidrage til, at friskolerne bliver en tydelig stemme og er med til at nuancere og løfte den debat. Udadtil skal værdien af lærernes arbejde synliggøres – der skal kæmpes for at lærerarbejdet får respekt. Og indadtil skal vi værne om stoltheden for vores fag og have fokus på det helt særlige vi kan med vores lærergerning.


Jeppe Arlund
Lærer på Osted Friskole i Hvalsø

Jeg arbejder til dagligt som lærer på Osted Friskole, og jeg elsker at være lærer og at være en del af det fællesskab, det er at skabe god skole. Jeg mener, det er vigtigt i foreningens bestyrelse at have medlemmer, der til dagligt arbejder som lærere; og om end der ikke er noget at sætte på den nuværende bestyrelses virke, består den overvejende af ledere. 

 

Netop mit daglige virke som lærer; mine erfaringer og tanker fra min dagligdag, vil være mit udgangspunkt for arbejdet i foreningens bestyrelse.

Jeg tror, der er mange måder at lave gode og spændende skoler på, og foreningen rummer netop mange forskellige skoler. Derfor er foreningens fornemmeste opgave, for mig at se, at sikre, at medlemsskolerne har den nødvendige frihed til at lave skole på den måde, de ønsker. Foreningen skal desuden være synlig og inddragende overfor medlemsskolerne.
For mig er en god skole et sted med plads til gode relationer, fordybelse og undren, nysgerrighed og leg. En god skole er et sted, hvor vi vil hinanden noget, hvor fællesskabet forventer og kræver noget af den enkelte, og hvor vi sammen vokser os stærkere.

I mit arbejde, og i mit liv generelt, ser jeg samfundstendenser, som jeg oplever kan give udfordringer for det gode børne- og skoleliv. Det kan f.eks. være; skærmes indtog i børn og unges liv. Når børn og familier ikke anerkender værdien af at tilsidesætte sig selv til fordel for fællesskabet. Eller når voksne glemmer, at børn ofte ved, hvad de har lyst til, men knap så ofte, hvad de har brug for. Jeg synes, tiden kalder på langsommelighed, fordybelse, stærke fællesskaber og ikke mindst lærere, som tør være, og har lov til at være, autoriteter, som viser vejen og ved bedst. Lærere, der arbejder ud fra tydelige værdier, men som derfra har tillid og frihed til at føre dem ud i praksis. Dette skal foreningens arbejde støtte op om og udvikle. Ideelt set, skal foreningen præge den offentlige debat og den kollektive bevidsthed i fht. det, som udfordrer både den gode skolegang og det gode børneliv.

Genopstiller:

Flemming Godthaab Sørensen
Skoleleder på Regnbueskolen i Hammel

Jeg er 54 år og har været i friskoleverdenen siden 2004. Jeg begyndte som lærer og har siden 2010 været skoleleder. Alle år på Regnbueskolen i Hammel, vest for Aarhus.

At være medlem af bestyrelsen er på samme tid både spændende og vigtigt. Det har de sidste tre år vist mig. Jeg synes, det er vigtigt, at arbejdet i bestyrelsen afspejler hverdagen på foreningens medlemsskoler. Jeg synes, at jeg - sammen med de andre medlemmer i bestyrelsen - skal være bindeleddet mellem ikke bare min skole, men alle de friskoler, jeg gennem arbejdet i bestyrelsen og mit arbejde i Det midtjyske netværk - er i berøring med. På den måde inspirerer og udvikler vi hinanden. 

Bestyrelsesarbejdet er mangesidet - fra foreningens visionsarbejde, over indsigt i den politiske dagsorden og til godkendelse af nye friskoler. Jeg vil særligt fremhæve arbejdet omkring stabil skoleledelse, som jeg har været med til at sætte fokus på vigtigheden af. Derudover har jeg også været med i Understøttelses- og Friskolefonden.

Gennem mit arbejde i bestyrelsen vil jeg gerne være med til at værne om de frie skolers ret til at drive skole, og særlig fokus har jeg på de små skoler på landet.

Samarbejdet i bestyrelsen har de sidste år været godt. Det tager tid at lære foreningens arbejdsgange og muligheder at kende, ligesom det tager tid at finde sit ståsted. Så med mit kandidatur håber jeg at få lov til at fortsætte i bestyrelsen. 

Genopstiller:

Jens Søndergaard
Skoleleder på Vejen Friskole

Jeg genopstiller til FRISKOLERNEs bestyrelse, fordi jeg tror på, at vores styrke ligger i fællesskabet. Som frie skoler skal vi stå sammen og udgøre en markant stemme i den børne- og uddannelsespolitiske debat. Vi skal til stadighed værne om og arbejde for vores frihed til at drive skole baseret på egne værdier. Men denne frihed er ikke en selvfølge - hverken for vores skoler eller dagtilbud.

 

Der er mange vigtige opgaver i den kommende bestyrelsesperiode vil jeg bl.a. arbejde for:
Vi skal have gennemsigtighed over de kommunale tilskudsmodeller til vores dagtilbud for at sikre retfærdige vilkår på tværs af landets kommunegrænser.
Vi skal have en fair model til udregning af minimumsnormeringerne, der tager højde for hverdagen i vores institutioner, så ressourcerne gør størst gavn.

De nye fagplaner træder snart i kraft, med dem kommer de nye udfordringer til friskolerne. Vi skal sikre, at Friskolernes Hus udarbejder skabeloner eller inspirationsmateriale, så hver enkelt skole ikke skal opfinde den dybe tallerken alene. I min seneste periode i bestyrelsen har jeg prioriteret det nære og det netværksskabende. 

Jeg har blandt andet: 
Været med til at udvikle Pædagogisk Dag i Horsens, hvor vi kombinerer aktuel pædagogisk faglighed med netværk mellem skoler og dagtilbud.
Siddet i Landsmødeudvalget, hvor jeg har bidraget til den store proces med at flytte landsmødet til Nyborg Strand for at styrke vores fælles rammer.

Det er et arbejde, jeg har brændt for de sidste tre år, og som jeg meget gerne vil fortsætte med at bidrage til.

Når jeg ikke er optaget af skoleledelse eller bestyrelsesarbejde, finder man mig ofte i bevægelse eller i det lokale foreningsliv, som udøver og træner. Derudover er jeg aktiv i bestyrelsen på en efterskole og sidder i repræsentantskabet på den lokale højskole. For mig hænger det hele sammen: det handler om dannelse, fællesskab og om at skabe de bedste rammer for vores børn og unge. 
 

Genopstiller:

Danny Ibsen
Pædagog og afdelingsleder på Den fri Hestehaveskole i Galten

Jeg er pædagog og afdelingsleder i vores børnehave og SFO på Den fri Hestehaveskole. Jeg har gennem de seneste 3 år siddet som en del af FRISKOLERNEs bestyrelse.

I bestyrelsen har vi et stort fokus på at værne om vores medlemsskolers, herunder dagtilbuddenes, frihed. Det gør vi ved at forsøge at vinde politisk opbakning, men også stå op i mod unødvendige reguleringer. Samtidig er vi med til at påvirke hele debatten om dannelse, leg og læring, og belyse og nuancere, hvad "det frie dagtilbuds- og skolevalg" kan bruges til. Gennem de sidste tre år har vi været med til at påvirke både den politiske og den pædagogiske dagsorden og debat på friskoleområdet, og herunder også i dagtilbudsområdet.

Jeg har 25 års pædagogisk bred erfaring fra 0-18 års området, de seneste 6 år fra friskoleverdenen og er samtidig også forælder på vores friskole.

Jeg er særligt optaget af samarbejdet mellem pædagoger og lærere, og hvordan vi i endnu højere grad kan skabe værdifulde snitflader og styrke samarbejdet mellem disse to faggrupper til gavn for vores børn og elever. 
Endvidere har det gennem de sidste 3 år ligget mig på sinde at få dagtilbudsområdet til at fylde mere og træde tydligere frem i FRISKOLERNE, et arbejde, jeg ikke synes, vi er nået helt i mål med endnu.

Jeg vil med største glæde tage 3 år mere i FRISKOLERNEs bestyrelse. 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE