Der er d. 10. april 2026 opnået enighed om organisationsaftale for ledere ved frie grundskoler, og resultaterne heraf er sendt til afstemning. Først efter afstemningen kan det med sikkerhed siges, om alle elementerne i overenskomstaftalen er gældende.
Aftalen kommer i forlængelse af CFU-forliget, som blev indgået d. 11. februar 2026.
Udover de generelle lønstigninger, skøn for reguleringsordning og reststigning aftalt i CFU-forliget, er der aftalt en forhøjelse af intervallønnen for øverste leder samt at ledere i frie grundskoler fremadrettet er omfattet af cirkulære om jubilæumsgratiale til ansatte i staten.
Forhøjelse af intervalløn for øverste leder
Pr. 1. april 2027 forhøjes lønintervallerne for skolens øverste leder med kr. 10.001 i årligt grundbeløb (niveau 31.03.12). Forhøjelsen har fuld gennemslagskraft, hvilket betyder, at den enkelte leder automatisk får en forhøjelse af sin intervalløn.
Intervallønnen pr. 1. april 2027 udgør følgende (anført i grundbeløb pr. 31. marts 2012)
| Antal elever | Løninterval |
| 0-99 elever | 392.715 – 462.574 |
| 100-349 elever | 422.240 – 505.584 |
| 350-699 elever | 457.846 – 547.364 |
| Over 700 elever | 457.846 – 602.412 |
Jubilæumsgratiale til ledere i grundskolen
Pr. 1. april 2026 er skolens ledere omfattet af cirkulære om jubilæumsgratiale til ansatte i staten.
I vores tidligere nyhed vedr. CFU-forliget, er der bla. beskrevet de ændrede barselsregler og barnets 0-3 sygedag der træder i kraft d. 1. april 2026 samt fritvalgslønkontoen, der har virkning fra d. 1. januar 2028.
Fritvalgslønkontoen, der indeholder de særlige feriedage, 1 fritvalgsdag fra 41-61 år og 4 seniorfridage fra det år de ansatte fylder 62 år, er nyt på området og betyder, at der vil ske en udfasningen af de nuværende regler vedr. det særlige ferietillæg, særlige feriedage og seniorbonusordning.
Udfasningen vil dog først betyde ændringer i løbet af 2027. Indtil da udbetales det særlige ferietillæg, særlige feriedage og seniorbonus, som vi kender det i dag.
Der udarbejdes af de centrale parter en vejledning on fritvalgslønkontoen, ligesom konsulenterne i Friskolernes Hus vil informere løbende i SkoleNyt.
