fjern søgeboks

Skolen er et frirum

I værdigrundlaget på de fleste friskoler tages der ofte udgangspunkt i værdier, der peger direkte på børnene og på det liv, de skal føre i og efter skolen. Det giver god mening, for skolen skal være et frirum, hvor elevernes udvikling og dannelse er et mål i sig selv.
Af: Jakob Ringgaard
Kategori
Friskolestafetten
02.11.21

Af Jakob Ringgaard, skoleleder på Ollerup Friskole, medlem af FRISKOLERNEs bestyrelse

Jeg bliver altid skeptisk, når skolen – og dermed børnene – bliver gjort til redskab for noget andet. Vi ser politikere agitere for, at skolen skal være med til at løse alt fra integrationsproblematikker til udfordringer omkring social arv. Vi ser også, at børn bliver et middel til, at vi som samfund kan blive bedre til at ’konkurrere med kineserne’.

Handl, således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål”. Sådan skriver oplysningsfilosoffen Immanuel Kant i 1700-tallet som en etisk rettesnor, der handler om at se hvert enkelt menneske i sin egen ret og ikke blot som middel til at nå et mål.

I Billund er man ved at etablere en efterskole i samarbejde med Lego. Jeg forestiller mig, at der på sådan en efterskole kunne være fokus på elevernes nysgerrighed, legende undervisningsformer og kreative, skabende processer. Men når jeg kigger nærmere på formålet med skolen, bliver jeg betænkelig. Skolens formål er at ”tiltrække unge mennesker til Billund Kommune, understøtte kommunens vision om Grindsted som uddannelsesby, understøtte og være fødekanal til Campus Grindsted via Talent Billund, understøtte visionen om Børnenes hovedstad – læring gennem leg og børn som skabende verdensborgere, blive en aktiv medspiller i lokalsamfundet – både i form af videndeling og praktisk involvering og udvikle læringsmetoder på tværs af skole, idræt, kultur og fritid”.

Det var ellers noget af en mundfuld. Elevernes udvikling og dannelse er bemærkelsesværdig fraværende i skolens formål. De findes måske slet ikke, for formålet med skolen er at understøtte en kommunal vision. Der kan sikkert komme til at foregå en masse meningsfulde aktiviteter på sådan en skole. Men det er da dybt bekymrende, at eleverne bliver gjort til midler i en kommunal vision.

Skolen skal ikke være et isoleret system, der ikke beskæftiger sig med virkeligheden og det omkringliggende samfund. Tværtimod. Men skolen skal være et ’øve-sted’, hvor eleverne gør sig erfaringer med det omkringliggende samfund.

Skole kommer af det græske ord ’Scholé’ og betyder fri tid. Fri fra praktisk arbejde og mulighed for intellektuel udfoldelse. Vi skal værne om skolen som frirum og være på vagt, når den bliver gjort til middel i en højere sags tjeneste.

 

 

 

 

 

 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12