Af Sidsel Bukh, Lærer på Kolding Friskole og næstformand i FRISKOLERNE
Med de krav vi stiller til eleverne i nutidens skole, er der en forventning om, at de skal mestre mange færdigheder. En del af disse rækker endda ud over børns kognitive formåen, på de trin vi opstiller dem.
Skolen i dag har den grundlæggende udfordring, at den vil for meget og i den umulige omfavnelse af “for meget” udstødes det væsentlige.
Eleverne skal kunne overvåge egen læring, være innovative, digitale og entreprenante. Udtænke løsninger til at genoprette jordens økosystemer.
Men vi rammer helt ved siden af, når vi ikke bruger krudtet på at ruste dem til fremtidens vigtige opgaver ved at arbejder med de grundlæggende færdigheder, som eleverne skal bruge for at angribe problemerne.
Skolen skal tømmes for alt muligt bras. Den skal ikke nødvendigvis have kortere dage, men den skal have langsommere dage. Færre skift, færre portaler, færre metoder, færre elever i klasserne, færre urimelige krav og færre diagnoser.
Det er ikke skolens eneste ej heller største udfordring, at den fokuserer så skævt. Skolen bliver i den grad også hæmmet af skærmene. Det digitale univers udfordrer vores evne til at tænke sammenhængende om verden. Al information får samme status og vi kan ikke vurdere, hvad der er kvalitet.
Vi bruger langtidshukommelsen, som rummer minder, viden og erfaringer, når vi læser en skønlitterær bog eller en dybdegående artikel, for bedre at kunne forstå de komplekse forhold, som disse rummer.
Når vi læser på internettet, læser vi ikke dybt på samme måde. Vi afbrydes eller forstyrres konstant - måske endda af vores egne kliks. I denne læsning bruger vi korttidshukommelsen, som lagrer informationer i kort tid - og dermed en hukommelse, som ikke er egnet til at huske og forstå.
Værre er, at skærmene ødelægger vores evne til at fastholde vores opmærksomhed.
Man taler om “digitalt fragmenteringssyndrom”, som har påviselig indvirkning på vores evner til at være opmærksom og koncentrere os. Hjernen er plastisk og indeholder muskler, som styrkes i de områder, der stimuleres. Når ikke vi fordyber os i læsning af længere tekstmængder, langtidskrævende håndarbejde, instrumentmestring eller analoge samtaler uden afbrydelse forringes vores evne til fastholdelse af opmærksomhed.
Mister eleverne denne evne mister de samtidig evnen til koncentration, fordybelse, flid, selvbeherskelse - jamen de mister evnen til at tilegne sig en stor mængde af de grundlæggende færdigheder, som skolen bør dreje som om.
Opmærksomhed hænger uløseligt sammen med det at lære.
I et digitalt samfund vil jeg derfor pege på opmærksomhed, som den vigtigste færdighed at lære i skolen. Og som forudsætning for denne - langsomhed. Det bliver et paradoks at træne eleverne i opmærksomhed og fordybelse, hvis skolen skal skynde sig, fordi man propper for meget ind i den.
Med en langsommere skole vil vi opleve roligere og gladere børn, mere fordybelse og plads til nysgerrighed, tid til at læse en hel roman (blot for oplevelsens skyld), bedre instrumentalister, flere kreative processer og mere fremtidig handlekraft.
