fjern søgeboks

Indberetning af elever pr. 5. september

Det er ved at være tid til den årligt tilbagevendende indberetning af skolens elever. Læs her om, hvilke elever der er tilskudsberettigede.
Af: Tove Dohn, Friskolernes Hus
Kategori
Administration
25.08.20

Snart viser kalenderen d. 5. september, og det er tid til den årlige indberetning af skolens elever. Vi gør derfor opmærksom på, hvem der er tilskudsberettigede elever:

 

1) Elever i børnehaveklasse skal være fyldt 5 år inden den 1. oktober i skoleåret, og skolen antager, at eleven vil kunne følge undervisningen i børnehaveklassen med henblik på at gå i 1. klasse året efter. Elever i 1. klasse skal være fyldt 6 år inden den 1. oktober i skoleåret.

2) Eleven må ikke være fyldt 18 år ved skoleårets begyndelse, medmindre den frie grundskole har indgået aftale med en kommune om undervisning af eleven.

3) Eleven skal være indmeldt i den frie grundskole før den 5. september og faktisk have fulgt undervisningen før eller senest den 5. september bortset fra fravær på grund af sygdom og andet fravær med gyldig grund.

4) Eleven må ikke gå i børnehaveklasse for anden gang, medmindre det er særligt begrundet, og forældrene skriftligt har samtykket i, at eleven går to gange i børnehaveklasse. Kopi af samtykkeerklæring skal vedhæftes på indberetningsportalen.

5) Forældremyndighedens indehavere eller en af forældemyndighedens indehavere skal bo i Danmark eller være dansk statsborger eller have haft opholdstilladelse i Danmark i mere end 5 år. Dette gælder dog ikke:

  • a) Elever, der ikke skal registreres i CPR, og grønlandske elever, jf. stk. 1.
  • b) Udenlandske elever, der har fået opholdstilladelse med henblik på at følge undervisningen i en dansk skole som led i en udveksling.
  • c) Elever, som i medfør af EU-retten eller EØS-aftalen er berettiget til at indgå i opgørelsen.
  • d) Elever, der er kommet til Danmark som asylansøgere uden deres forældre og efterfølgende har fået opholdstilladelse i medfør af udlændingeloven.

 

VIGTIGT:
Hvis en elev er indmeldt i en fri grundskole efter skoleårets start og inden den 5. september, er det vigtigt, at skolen kan dokumentere, at den har modtaget flyttebevis fra elevens tidligere skole, eller at den har sendt en kopi af elevens skriftlige indmeldelse med angivelse af første skoledag til elevens tidligere skole. Kopien skal være elevens tidligere skole i hænde senest den 5. september kl. 12. Da den 5. september i år er en lørdag, skal kopien være elevens tidligere skole i hænde senest den førstkommende mandag kl. 12.

 

SPS-elever:
Har skolen elever med et støttebehov på minimum 9 klokketimer pr. uge (12 undervisningslektioner), kan skolen søge om særligt specialpædagogisk støtte.

En elev kan indgå i skolens beregningsgrundlag for tilskud til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand for finansåret 2021, hvis nedennævnte tilskudsbetingelser er opfyldt senest pr. 5. september 2020:

Eleven modtager specialundervisning og/eller anden specialpædagogisk bistand i mindst 12 lektioner à 45 minutter ugentligt (svarende til 9 timer à 60 minutter ugentligt)

Skolen har en aktuel skriftlig udtalelse fra pædagogisk-psykologisk rådgivning i skolekommunen, der dokumenterer, at elevens støttebehov er på mindst 12 lektioner à 45 minutter ugentligt eller 9 timer à 60 minutter ugentligt.

Skolen har udarbejdet en skriftlig plan for indsatsen for eleven.

PPR-udtalelsen og den skriftlige plan skal ikke indsendes, men skal ligge på skolen med henblik på, at revisor kan tjekke aktivitetsindberetningen. Desuden skal dokumentationen til enhver tid kunne vises, hvis der bliver lavet tilsyn med området.

 

Skoler uden et beregningsgrundlag:

Har skolen ikke søgt og modtaget specialundervisning for indeværende finansår (2020), og skolen i skoleåret 20/21 har SPS-elever, som opfylder ovennævnte krav, kan skolen via et særligt oplysningsskema søge om SPS-tilskud med tilbagevirkende kraft fra august 2020.

 

Tidsfrister og vejledning:
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet sender i den nærmeste fremtid alle nødvendige informationer ud til alle skoler omkring 5. september indberetning. Heriblandt vejledning samt tidsfrister for såvel indberetning af elever, SFO-elever samt SPS-elever.

Sammen med ovennævnte informationer er også det særlige oplysningsskema, som skoler uden et beregningsgrundlag vedr. SPS-elever skal indsende for at modtage SPS-tilskud fra august 2020.

Praktisk medhjælp, hjælpemidler og støtteundervisning i dansk af tosprogede

Specialpædagogisk støtte i form af praktisk medhjælp samt støtteundervisning i dansk af tosprogede elever skal ikke indberettes som specialundervisningsaktivitet, idet der søges særskilt tilskud til disse formål via:

 

SPS-2005
Hjælpemidler https://www.spsu.dk/for-sps-ansvarlige/frie-grundskoler/hjaelpemidler
Personlig assistance https://www.spsu.dk/for-sps-ansvarlige/frie-grundskoler/personlig-assistance

Fordelingsekretariatet
Tosprogede: https://www.fskr.dk/tilskud/oevrige/stoetteundervisning-i-dansk-for-tosprogede.aspx

 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12