fjern søgeboks

Planlægning af det kommende skoleår 2023-2024

Folkeskolens ferieplan har ændret sig - hvad betyder det for elevernes sommerferie? Og har det betydning for lærernes arbejdstid? Læs mere her.
Af: Tove Dohn, Friskolernes Hus
Kategori
Administration
25.01.23

En del har spottet, at folkeskolens ferieplan har ændret sig i forhold til det, vi har set de sidste år.

 

Folkeskolelovens §14 a siger følgende:

§ 14 a. Skoleåret begynder den 1. august.

Stk. 2. Elevernes sommerferie begynder den sidste lørdag i juni. Sommerferien varer indtil den af kommunalbestyrelsen fastsatte første skoledag efter skoleårets begyndelse.

 

Sidste lørdag i juni 2024 er d. 29. juni. Det vil sige, at elever i folkeskolen har sidste skoledag fredag d. 28. juni 2024. Da et skoleår indeholder 200 skoledage, og da eleverne i skoleåret 2023-2024 får 'sent' sommerferie, betyder det, at første skoledag i august 2023 er uge 33.

Med andre ord betyder det, at eleverne denne sommerferie får 7 ugers ferie. Eleverne starter efter sommerferien 2023 senere end normalt. Omvendt får de også sommerferie senere.

I 2024 er vi tilbage til de sædvanlige 6 ugers elev-sommerferie.

 

Har det betydning for lærernes arbejdstid?
Det korte svar er ”nej”.

Lærerne har stadig 200 undervisningsdage i skoleåret 2023 – 2024. Lærerne har stadig de samme 25 feriedage, og de har stadig de samme antal mulige arbejdsdage. Årsnormen for skoleåret 2023 – 2024 er pt. 1672,40 timer. Bliver det vedtaget, at St. Bededag ikke længere er en søgne/helligdag, vil årsnormen være 1679,80 timer.

Ændringen for lærerne er, at starten af skoleåret 2023-2024 vil indeholde flere nul-dage end normalt. Dette selvfølgelig afhængig af, hvor mange pædagogiske dage skolens ledelse planlægger inden første skoledag.

Omvendt vil der være færre nul-dage i slutningen af skoleåret. Hvor vi i dette skoleår slutter med 8 mulige arbejdsdage inden sommerferiestart vil der i 2024 kun være 5 mulige arbejdsdage.

 

For god ordens skyld, skal det fremhæves, at friskoler ikke er forpligtiget til at følge folkeskoleloven mht. første og sidste skoledag. Dog er der mange friskoler, der af praktiske årsager vælger at følge de kommunale ferieplaner.

FRISKOLERNE udarbejder som altid planlægningsværktøjer til det kommende skoleår. Hold øje med SkoleNyt, hvor vi informerer, når værktøjerne er klar.

 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12