fjern søgeboks

Skal jeres skole være med i ’Syng, spis og snak’? Ny ansøgningsrunde åbner nu

De frie skolers fællessangsprojekt, Syng, spis og snak, åbner for endnu en ansøgningsrunde, og hermed får 15 fri-, efter- og højskoler mulighed for at være med til at udbrede fællessangen og den gode samtale i lokalsamfundet. Ansøgningsfristen er 1. december 2021.
Af: Mette Marie Møller, Friskolernes Hus
Kategori
Pædagogik & skoleliv , Kurser & arrangementer
02.11.21

Vær med til at udbrede fællessangen
Syng, spis og snak foregår lige nu på 50 værtsskoler over hele landet, og nu kan yderligere 15 skoler være med til at udbrede fællessangen og glæden ved at synge, spise og snakke sammen.

I bestemmer selv, hvordan et Syng, spis og snak-arrangement skal være hos jer. Varieteten hos de deltagende skoler er stor og spænder over både høstmarkeder, koncerter, foredrag, fortælletimer, udendørsaktiviteter – og så selvfølgelig gode samtaler og sang over et måltid mad eller en kop kaffe.
Projektets format giver nemlig stor frihed til at sætte jeres eget præg på, hvordan man mødes og synger sammen, men også for hvad man mødes omkring - hvilken mad der spises, og hvad der tales om.

Formålet med projektet er at give danskerne i skolernes lokalsamfund mulighed for at møde den folkelige fællessang og det fællesskab, der opstår, når mennesker mødes for at synge, spise og snakke med hinanden på tværs af generationer og relationer.
 

To Syng, spis og snak-arrangementer som værtsskole
Som værtskole forpligter I jer på at afvikle to Syng, spis og snak-arrangementer pr. halvår. I planlægger og afholder selv arrangementet, ligesom I selv  bestemmer eventuelt tema og forløb. Undervejs kan I få vejledning og gode råd hos Syng, spis og snak-projektledelsen.

I næste ansøgningsrunde bliver der optaget yderligere 15 skoler – fem fra hver skoleform. Deadline for ansøgning er 1. december 2021.
I ansøgningen skal I som skole motivere jeres deltagelse og beskrive de to Syng, spis og snak-arrangementer, som I ønsker at bidrage med i foråret 2022. 
Ansøgningen må max fylde en A4-side og skal sendes på mail til Anne Bøgeholm Mikkelsen fra Syng, spis og snak-projektledelsen i Højskolernes Hus.

Hvert halvår afholdes et inspirationsseminar med obligatorisk deltagelse af alle tovholdere. Næste seminar er den 12. januar 2022, hvor der udover velkomst til nye skoler også vil være inspiration til afvikling af arrangementer og mulighed for at erfaringsudveksle. Som værtsskole kan I modtage økonomisk støtte på 4000 kr. pr. arrangement, som I kan prioritere efter eget ønske. Der ydes også støtte på 1000 kr. pr. arrangement til annoncering.  

Ansøgningsrunden er åben til og med 1. december 2021.

Læs mere og ansøg her

Om Syng, spis og snak-projektet
Syng, spis og snak-projektet arbejder under overskriften ”Det Danmark, der synger sammen, hører sammen”.
Projektet er et samarbejde på tværs af foreningerne for både friskolerne, efterskolerne og højskolerne.
Med en 3-årig bevilling fra Nordea-fonden fortsætter projektet indtil udgangen af 2022.

 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12