Mange stejler ved begreber med religiøs klang. Man skal dog ikke af den grund undlade at sætte begreberne i spil. I så fald er der fare for, at vi får et endimensionelt og åndsforladt sprog og sproget skaber, hvad det nævner. I det følgende vil jeg sætte åndsbegrebet ind i en undervisningsammenhæng.
Med ånd mener jeg her ikke noget specifikt religiøst. Men man må dog forbinde ånd til noget guddommeligt. Det ubegribelige og skabende, med den gode intention for mennesket. Jeg vil i denne kontekst definere ånd som noget fælles, der opstår i samspillet mellem de tilstedeværende. En samhørighed, en stemning - som de involverede åbner sig imod og bidrager til. Den åndslige agenda knytter sig til mening. Ånden omfavner det, som rækker ud over os selv og den fordrer, at vi forholder os til os selv i verden. Ånd er svær at beskrive, men vi er sådan set ikke i tvivl om, når den er tilstede. Ånden er ægte, den kan ikke fremtvinges ej heller iscenesættes.
Jeg havde engang en praktikant med i en undervisning, hvor der opstod en stemning præget af ånd. Jeg havde fortalt et gammelt sagn og havde efterfølgende en snak med mine elever om de evigtgyldige menneskelige problemstillinger, som historien cirklede om. Elevernes store opmærksomme øjne og små halvåbne munde havde inspireret min genskabelse af historien, og den fælles optagethed af fortællingens aktuelle dilemmaer havde skabt en samhørighed i lokalet. Efter timen komplimenterede praktikanten mig med følgende; ”Du er en dygtig didaktiker”. Men så enkelt var det ikke. At denne stemning og optagethed indfandt sig i klasselokalet i den pågældende time, skyldtes ikke blot mine didaktiske evner. Ånden blev skabt i undervisningens nu, af tilstedeværelsen af de tilstedeværende - i et samspil af formidling, modtagelse, udfordring, undren, begejstring og forståelse. Den berigende interaktion i fælles optagethed af noget, som havde virkelig betydning.
“Handler det ikke bare om at få dem motiveret?” spurgte praktikanten. Jo, et åndsfællesskab drager, men er noget meget finere - mere skrøbeligt og kompliceret. Motivation knytter sig ofte til den enkelte og udspringer i og for sig af et eget behov eller egen drift. Du kan motivere et barn med virtuelle points i et computerspil. Så simpelt er det ikke at fostre et åndsfællesskab i undervisningen. Det kræver vilje, hengivenhed og indlevelse - og ikke mindst samskabelse.
At underkende didaktikkens betydning i denne situation er selvfølgelig forkert. Ånden opstår omkring interessen i det, som rører noget i os og forbinder os til verden omkring os. Derfor har udvælgelse af undervisningens indhold afgørende betydning, ligesom lærerens formidling af dette er ganske væsenlig. Læreren skal ikke blot aflevere faglige pointer og modellere eksempler, men må række ud imod eleverne, gribe de umiddelbare reaktioner, gå med på en undren og oplive til deltagelse. For ånd kan ikke alene læreren frembringe. Det et et fælles ærinde. Eleverne må derfor åbnes hen imod dette ærinde og indvillige i, at lade sig rive med, mere eller mindre bevidst. Her er det ikke hensigtsmæssigt at eleven overvåger egen læring. Eleven må forglemme den kunstige skoleopsætning og stå i direkte forbindelse til stoffet uden tåbelige forstyrrelser.
Det er selv sagt ikke alle undervisningssammenhænge, som fordrer et åndsfællesskab.
Men hvis vi har nogen ambition om nysgerrige og reflekterede unge med dømmekraft og blik for det mellemmenneskelige, må vi forsøge at vække ånden i undervisningen.
Skolen har en dannelsesambition. Men hvad er dannelse uden ånd?
